Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Klaus Berntsen

Oprindelige forfattere KHvi og NNeer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Klaus Berntsen, 12.6.1844-27.3.1927, minister, højskoleforstander. Født i Eskilstrup, Søllinge sg., Fyn, død i Kbh., begravet i Højby, Fyn. Det var under B.s opvækst både hans og moderens tanke at han skulle blive lærer idet hans ældre broder var bestemt til at overtage gården. Familien var nært knyttet til Vilhelm Birkedals menighed i Ryslinge og delte dennes grundtvigske syn både i kirkelig og folkelig henseende. Det var da naturligt at han i vinteren 1859–60 blev elev på den af Birkedals medhjælper pastor Jens Schjørring oprettede højskole i Sødinge ved Ringe. Her kom han under stærk påvirkning af de to friskolelærere Kr. Appel i Ryslinge og Morten Eskesen i Rudme. Selv ønskede han nu at blive præst, men hjemmets kår var for beskedne dertil. Moderen ønskede at han skulle på seminarium, men Appel der så at B. ikke var noget eksamensmenneske gennemførte at han blev friskolelærer, og han kom da på Christen Kolds højskole og friskole i Dalby. B. kom i et nært personligt forhold til Kold, betragtede ham som sin "lærerfader" og blev helt op i sin høje alderdom ikke træt af at forkynde hans skoletanker og holde mindet om hans ejendommelige personlighed levende.

Kolds tillid til den da 17-årige elev var så stor at han gjorde B. til leder af friskolen i Højby. Han viste sig tilliden i den grad værdig at skolen i de følgende år blomstrede og elevtallet steg fra 10 til 80 medens den stedlige statsskole stod nærmest tom. Friskolens ydre forhold var i de første år særdeles ringe. Den havde ingen selvstændig bygning men undervisningen foregik på skift i forældrekredsen, og lærerens løn var yderst ringe. Dertil kom at skolen blev kraftigt modarbejdet dels af egnens endnu meget konservative bønder og ikke mindst af de lokale myndigheder. Men den unge friskolelærer overvandt al modstand ved sit frejdige humør, sin store charme og sine usædvanlige pædagogiske evner. -Birkedals og Kolds virksomhed havde skabt en grundtvigsk vækkelse på Fyn. Politisk var Fyn derimod endnu meget passivt. Det blev B.s indsats at overføre den stærke folkelige højskolevækkelse til praktisk politisk bevidsthed. Skyttesagen blev den bevægelse han fra 1866 anvendte til dette formål og gjorde et stort arbejde for gennem hele sit liv. 1910–22 var han således formand for De danske Skytteforeninger. Desuden blev han 1870 for en årrække formand for Højby sogneråd. Overalt hvor der skulle organiseres på Fyn var B. med – han blev en kendt skikkelse også ved den muntre "guerillakrig" han på forskellig måde førte med embedsmænd der endnu hang for meget ved bureaukratiske traditioner og som ville sætte en pind for de nye demokratiske bevægelser.

Efter at Det forenede venstre var dannet i 1870 satte B. sig for sammen med sine nære venner, Anders Tange og Hans Madsen, begge gårdejere på egnen, at vinde Fyn for det nye parti. Det lykkedes dem over al måde. Medens Fyn omkring 1870 var repræsenteret i folketinget med 10 højremænd og 4 fra venstre sendte øen efter valget 1876 12 venstremænd, men kun 2 fra højre. Selv stillede B. sig forgæves 1869 og 1872 i Kerteminde-kredsen, men opnåede valg i Bogense-kredsen ved et omvalg i maj 1873. I folketinget spillede B. de første år ikke nogen fremtrædende rolle. Han var trofast mod det forenede venstre, men interesserede sig mere for praktiske reformer end for kampen om magten, konflikten om parlamentarismen. Med sin baggrund i kommunalt og senere amtskommunalt arbejde stilede han også i rigsdagen mod praktiske resultater og fulgte derfor naturligt Frede Bojsen og de moderate ved de talrige partidelinger i 1870erne. Med sin store indflydelse på Fyn bidrog han til at de radikale ikke fik fodfæste på øen, det var ham der rykkede frem mod Berg eller Hørup når de på vej til Jylland holdt vælgermøder på Fyn. For de yngre folketingsmænd var 1870erne og 80erne ikke nogen gunstig periode. Ordførerskaberne i de få stykker praktisk lovgivning der fik lov til at blive behandlet under konflikterne gik oftest til de ældre førere. B. talte derfor ikke ofte i tinget, men tog dog del i debatten, særlig når det gjaldt forsvarssagen, således i 1879–80. Desuden var han en af initiativtagerne til loven om oprettelse af husmandskreditforeninger af 1880 og tog virksom del i grundlæggelsen af Østifternes husmandskreditforening i hvilken han blev revisor og mange år senere (1897) direktør. – B. deltog, om end med ulyst, i "visnepolitikken" efter 1881. "Den store makulaturforretning" som han siden kaldte kamppolitikken i disse år lå fjernt fra den frodige praktiker B., og da han på samme tid var blevet forstander for den nyoprettede højskole i Særslev ved Bogense lod han sig ikke genopstille til folketinget ved valget 1884.

Annonce

Var B. relativt passiv i rigsdagen i disse år spillede han til gengæld en vældig rolle på vælgermøderne. Bortset fra Chresten Berg kunne ingen som B. fange en forsamlings opmærksomhed ved sin umiddelbare charme, sit friske humør og jordbundne argumentation. Når andre ville overbevise ved at citere fra Statistisk Tabelværk, tog B. sine argumenter fra det bondeliv som han selv var udgået fra. Samtidig gjorde han et betydeligt arbejde for at uddybe og befæste det kommunale selvstyre på Fyn, først som sognerådsformand i Højby, siden i Særslev 1886–1904, desuden som medlem af Odense amtsråd 1881–87 og 1898–1908. Hans aktivitet på offentlige møder havde også her til følge at venstremænd efterhånden i stort tal rykkede ind i de fynske kommunale råd. Han medvirkede også til oprettelse af sognerådsforeninger, var selv formand for Odense amts sognerådsforening 1892–1900 og fra 1915 for de samvirkende danske sognerådsforeninger. – En af de sager der i det kommunale arbejde lå B. mest på sinde var udvidelse af de frie fattigkassers virksomhed ved tilskud af kommunale midler således at flere kunne komme under fattigforsorg, samt at sørge for en humanere behandling af de børn der var under offentlig forsorg. I det sidstnævnte anliggende var han medstifter af Plejehjemsforeningen for Fyns stift. Også for anlægget af privatbaner på Fyn var B. meget virksom, medlem af flere bestyrelser og siden, da privatbanerne sluttede sig sammen, i styrelsen heraf. 1872 var B. desuden medstifter af Fyns Tidende, og 1887 oprettede han Assens Amtsavis. I 1873 og 1883 udgav han to samlinger Folkeeventyr før Skolen og Hjemmet. Efter to år uden for folketinget medens forfatningskampen kulminerede lod B. sig atter vælge til tinget 1886, denne gang i Assenskredsen der blev ledig efter Jørgen Pedersens valg til landstinget. B. valgtes i denne kreds i de følgende 40 år, indtil han 1926 trak sig tilbage mere end 80 år gammel. Han vendte tilbage 1886, netop som forhandlingspolitikken atter satte ind, sluttede sig helt til denne linje og blev, navnlig efter at Bojsens forligslinie satte igennem efter 1890, en meget aktiv medarbejder. I forhandlingerne op til det store forlig 1894 var han en væsentlig støtte – hvor Bojsen havde underhåndsforbindelserne til højre, og regeringen og Neergaard bidrog med saglig vægtighed, kunne B. med sin charme og sin smittende begejstring holde forhandlings-gruppen sammen og skaffe den politisk opbakning ude blandt vælgerne. Med styrke og humør forsvarede han forhandlingspolitikken på snesevis af vælgermøder og førte også som ordfører nogle af de bojsenske reformer igennem i rigsdagen. Også da venstrebefolkningens flertal efter forliget vendte sig fra forhandlingspolitikken og dens mænd holdt B. modet oppe og sled med sin gode samvittighed og sit fynske lune i behold gennem de meget trange tider for det moderate venstre i de følgende 10 år, fuldt overbevist om at oprejsningens time for den moderate politik ville komme. Han var i denne periode desuden medlem af to vigtige kommissioner, teaterkommissionen og den store forsvarskommission af 1902. Privat foregik der 1889 den ændring i hans forhold at han – væsentlig af hensyn til sin hustrus helbredstilstand – opgav højskolen i Særslev og flyttede til København som kontorchef i den nyoprettede Østifternes brandforsikring for mindre landbygninger.

Efter Niels Neergaards udnævnelse til finansminister sommeren 1908 i J. C. Christensens regering skete den forsoning mellem det forhandlende venstres valggruppe og venstrereformpartiet, der havde ladet vente på sig siden 1894. Da rigsdagen efter Albertikatastrofen samme år trådte sammen valgtes B. til folketingets 1. viceformand, og ved dannelsen af ministeriet Neergaard var det naturligt at B. med sin store erfaring i et omfattende kommunalt arbejde indtrådte som indenrigsminister. Skønt meget forskellige af karakter hørte B. og Neergaard meget nært sammen; men det er dog værd at bemærke at de to gamle fæller livet igennem sagde De til hinanden, medens B. sagde du til fx J. C. Christensen. B.s første ministertid blev kort; men han vandt anerkendelse, navnlig ved den dygtige måde hvormed han gennemførte rekonstruktionen af Den sjællandske bondestands sparekasse og den ligeledes krakkede Haandværkerbank. Efter sin afgang som minister august 1909 da regeringen faldt på forsvarslovene blev B. tilbudt posten som direktør for den rekonstruerede sparekasse, men han afslog. B. stod gennem mange år på en fortrolig fod med kronprins Frederik der 1906 blev konge. Efter ministeriet Neergaards fald tilbød kongen B. at danne regering. Han afslog imidlertid tilbudet idet han mente at grev Holstein-Ledreborg ville være den rette mand. Selv beholdt han indenrigsministerposten indtil Holsteins regering faldt i oktober samme år. Kong Frederik opfordrede nu endnu en gang B. til at danne regering, men B. fandt det bedre at overlade magten til de to partier, radikale og socialdemokrater, der havde fældet ministeriet. Først efter at valgene i maj 1910 havde givet de venstregrupper der senere dannede partiet venstre flertallet i folketinget og rigsretssagen var afgjort fulgte B. kongens fornyede opfordring og dannede 1.7.1910 et ministerium hvori alle grupper af venstre var repræsenteret. Selv overtog han også forsvarsministeriet idet en hovedopgave for hans regering var at føre forsvarsordningen af 1909 ud i livet. B. lagde herunder særlig vægt på at forbedre de menige soldaters kår. Han kom i konflikt med nogle af hærens generaler på spørgsmålene om nedlæggelse af garnisonen i Fredericia og om anvendelse af frivilligt indsamlede midler til forsvarsformål. Ved kongens støtte hævdede B. dog sin stilling i denne sag. Men ministeriet B.s egentlige hovedopgave var grundlovsforslaget der ændrede den privilegerede valgret til landstinget. For B., hvis ungdom og manddom var levet under forfatningskampene efter 1870, var det en dyb tilfredsstillelse at blive den der førte dette forslag frem. Det stødte dog på vanskeligheder, særlig fra højre og de frikonservative i landstinget der standsede forslaget med en dagsorden, men blev i begyndelsen også bremset af J. C. Christensen, formand for folketingets venstre. Ved folketingsvalget foråret 1913 sejrede grundlovsforslaget imidlertid stort samtidig med at flertallet gik over til radikale og socialdemokrater. Disse opfordrede imidlertid B. til at fortsætte indtil grundlovsforslaget var vedtaget hvilket han i og for sig gerne havde villet. Regeringen havde imidlertid under valgkampen fastslået at hvis den ikke havde flertal i tinget efter valget, ville den gå af, og J. C. Christensen fastholdt den på dette punkt hvorefter B.s ministerium opløstes 21.6.1913 og gav plads for den radikale regering Zahle. B. vedblev dog at arbejde for grundlovssagens gennemførelse som formand, først for folketingets udvalg derom og siden for fællesudvalget indtil grundlovens endelige vedtagelse 1915. I Niels Neergaards andet ministerium maj 1920 indtrådte B. på den vanskelige post som forsvarsminister og gennemførte trods alvorlig sygdom de omstridte forsvarslove af 1922. Ved en rekonstruktion i oktober samme år som følge af Landmandsbankaffæren afgik B. som forsvarsminister til fordel for Søren Brorsen, men forblev i regeringen som minister uden portefølje indtil ministeriets afgang april 1924. Det følgende år hyldedes B. fra alle partier i rigsdagen da han som den første siden 1849 kunne fejre 50-års jubilæum som folketingsmand. B. var måske mere end nogen anden af venstres ordførere personifikationen af den politiske grundtvigianisme. Meget mere end Frede Bojsen var han et udtryk for det livsbekræftende, frejdige og nationalt følelsesbetonede der prægede højskolebevægelsen og navnlig den fynske del af denne. B. havde elementer af "naturens muntre søn" i sig og gjorde sig bedst på en talerstol en sommerdag i et dansk skovbryn med smældende flag. Han forblev hele sit liv mere en agitator end en politiker. Når han blev konseilspræsident skyldtes det måske mere hans personlige venskab med Frederik VIII og den almindelige sympati der omgav hans person end et egentligt konstruktivt politisk arbejde.

Familie

Forældre: gårdejer Espen B. (1784–1855, gift 1. gang 1819 med Gjertrud Marie Kruse, f. Andersdatter, ca. 1763–1834, enke efter gårdejer Hans Frederik K., 1756–1817) og Christiane Christensdatter (1809–1900). Gift 1. gang 31.7.1869 i Ryslinge med Abelone Petersen, født 31.7.1847 i Lørup, Ryslinge sg., død 19.1.1872 i Højby, d. af gårdejer Peder Pedersen (1792–1876, gift 1. gang med Maren Jespersdatter, ca. 1800–35) og Ane Marie Clausdatter (1814–88). Gift 2. gang 8.8.1881 i Kbh. (Jac.) med Anny Christine Mathilde Octavia Thomsen, født 11.10.1864 i Kbh. (Garn.), død 16.3.1902 sst., d. af vognmand, senere grosserer Ole Christian T. (1823–94) og Anny Milia Octavia Thomson (1830–1911). -Far til Aage B.

Udnævnelser

R. 1892. DM. 1907. K.1 1911. S.K. 1920.

Ikonografi

Træsnit 1883 og 1887. Mal., i uniform, 1910. Karikaturer i "Vort Land", 1910, "Klods Hans" 1913, flere tegn. dertil af Alfred Schmidt 1916–24 og af Jensenius 1919 (Fr.borg). Relief af H. P. Hansen på momument, 1915 (Ringe). Tegn. af Johs. Glob, 1916 (Fr.borg), litograferet 1919. Afbildet på H. Vedels mal. 1918 af grundlovsforhandlingerne 1915 (folketinget), to forarbejder (Fr.borg). Afbildet på Oscar Matthiesens mal. 1923 af den grundlovgivende rigsdag 1915 (folketinget), mal. af samme (sst.), tegnet forarbejde. Afbildet på H. Nik. Hansens mal. af Chr. Xs ridt over grænsen fra 1864, 1921 (Fr.borg). Buste af Elo, 1920 (Særslev højskole 1931). Mal. af V. Henriques, 1923. Udkast til statue af Elo ca. 1924, statue af samme, 1938 (Assens). Mal. af N. V. Dorph og af Oscar Matthiesen (begge folketinget), Dorphs portr. er gentaget. Relief af R. M. Andersen, 1928 (gravsten). Blyantstegn. af Eva N. Kristiansen efter foto (Kgl. bibl.). Tegn. af Hj. Christoffersen (folket.). Foto.

Bibliografi

K. B.: Erindringer I–III. 1921–25. – Erik Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen I, 1913. N. P. Bransager og Palle Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–03 126–31. Niels Neergaard i III. tid., 1924 625f. Hans Jensen i Bavnen XXIV, 1927 291–98. F. Aagaard: H. B. Frihedens talsmand, 1944. P. Stavnstrup: Politiske profiler, 1962 43–53. – Levnedsberetning i ordenskapitlet. Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt, N. Neergaard: Klaus Berntsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286861