Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kjeld Olesen

Oprindelige forfattere MeHa og VDyb

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Kjeld Olesen, Kjeld Støttrup Olesen, 8.7.1932, minister. Kjeld Olesen ville have været sømand, men en svag hofte afskar ham fra dette erhverv. I stedet blev han efter realeksamen uddannet i shippingfaget hos rederiet Lauritzen. 1956 skiftede han bane og gik ind i politik. Han blev da personlig, politisk sekretær for overborgmester Urban Hansen i København. 1957-58 var han sekretær i Det kooperative fællesforbund og 1958-62 i socialdemokratiet i Storkøbenhavn. Han blev derefter organisationssekretær i partiet, indtil han 1966 indvalgtes i folketinget, opstillet i Rødovrekredsen. I perioderne 1962-67 og 1962-66 var han medlem af forretningsudvalgene for henholdsvis AOF (Arbejdernes oplysnings forbund) og socialdemokratiet i hovedstaden samt af socialdemokratiets forretningsudvalg. Den nyvalgte folketingsmand kendte således organisationsapparatet til bunds, da han rykkede ind på Christiansborg. Her gjorde han sig hurtigt bemærket gennem sin formuleringsevne og den brede dækning af det politiske spektrum – påfaldende er det dog, at han gennemgående har holdt sig noget på afstand af økonomiske problemer. Kjeld Olesen blev allerede 1969 medlem af forsvarskommissionen, ligesom han i disse år var forsvarspolitisk ordfører. Hans politiske position blev yderligere styrket da han 1967 blev redaktør af partiets idétidsskrift Verdens Gang der 1970 skiftede titel til Ny Politik. Han var redaktør til 1971. Det virkede naturligt da han 1971 udnævntes til forsvarsminister i Jens Otto Krags 3. ministerium, hvorfra han fortsatte over i ministeriet Anker Jørgensen til omdannelsen 1973.

Som forsvarsminister gennemførte han en tiltrængt rationalisering af forsvaret, men udadtil var man mere optaget af Christianiasagen hvor Kjeld Olesen stod for en forstående linje. Han gik fra ministerposten for at blive heltidsbeskæftiget næstformand i partiet og samtidig politisk ordfører. Skiftet til posten som partiapparatets daglige leder var motiveret bl.a. af ønsket om at standse medlemstilbagegangen, som socialdemokratiet i disse år delte med andre partier. Dette lykkedes af ydre grunde kun i mindre omfang, men til gengæld blev de følgende år karakteriseret af en stærk aktivitet ude i de lokale partiforeninger kraftigt stimuleret af det centrale partikontor. Den politiske debat var livlig og foregik på grundlag af debatoplæg fra hovedkontoret. I centrum stod udkastet til det nye principprogram "Solidaritet, lighed og trivsel" – vedtaget på kongressen 1977 – samt nye kommunalpolitiske og kortsigtede arbejdsprogrammer. Kjeld Olesen dokumenterede i dette arbejde en dybtgående og selvstændig indsigt i den moderne demokratiske socialisme, ligesom han evnede at få den brede kreds, der arbejdede med på programmet, til aktivt at medvirke og nå frem til et fælles idégrundlag for de vidt forskellige problemområder programmerne dækker. Han fortsatte på næstformandsposten indtil 1981.

Kjeld Olesen indtrådte på ny i regeringen da Anker Jørgensen efter det store sejrsvalg i februar 1977 omdannede sin regering. Denne gang blev Kjeld Olesen trafikminister; ministertiden blev kort, idet han trådte ud da SV-regeringen kom til i efteråret 1978. Blandt venstres krav var opgivelsen af Storebæltsbroen, og netop den var Kjeld Olesen gået stærkt ind for. Trafikministerperioden havde i øvrigt skabt en betydelig offentlig uro omkring Kjeld Olesen. Det er imidlertid typisk, at alle sagerne var sager uden egentlig politisk indhold: antal spor i motorveje, et særligt aktieselskab for drift af DSB-restauranter, bortforpagtning af den toldfrie butik i Kastrup lufthavn. Disse konkrete anliggender blev brugt i den offentlige debat – mere af pressen end af politiske modstandere – til angreb mod Kjeld Olesen på en måde der efterlod indtrykket af, at hans politik slog fejl. At respekten om ham som politiker stod usvækket viste imidlertid resultatet af valget til EF-parlamentet 1979.

Annonce

Kjeld Olesen stillede da op som partiets spidskandidat og nåede største antal stemmer af alle partiers kandidater, nemlig 150.291. Han måtte i konsekvens af dette nedlægge sit folketingsmandat, men nåede aldrig at indtage sin post, idet han indtrådte som udenrigsminister i den nye Anker Jørgensen-regering efter valget i oktober 1979. Dette var utvivlsomt en ønskepost for Olesen. Dels havde udenrigspolitik i en årrække haft hans interesse, dels var han gennem deltagelse i internationalt samarbejde mellem de socialistiske partier blevet skolet i at forhandle politik uden for landets grænser og havde opnået indsigt i en række af de aktuelle problemer ude i verden. Også i Anker Jørgensen næste regering 1981-82 var han udenrigsminister.

Kjeld Olesens politiske virke var gennem flere år – siden han blev næstformand i partiet – belastet af, at medierne har udnævnt ham til "kronprins". Selv blandt politiske venner har det altid i alle partier været et problem at blive kaldt kronprins. Hver enkelt udtalelse eller handling vendes og vurderes i lyset af dette. Når dertil kom at Kjeld Olesen af ydre var den moderne, sikre og elegante type, er partisekretærens nødvendige fasthed fejlagtigt blevet udlagt som arrogance. Også dette er blevet brugt mod ham; men han har overlevet.

Kjeld Olesen sejlede i 1985 med Greenpeace til Muroroa for at protestere mod de franske atomprøvesprængninger. I bogen Man kan ikke sænke en regnbue, 1985, skriver han om sin deltagelse i aktionen. 1987 synes Olesen at være blevet træt af politik, og han forlod det politiske liv, bl.a. sin plads i folketinget. 1989-91 var han lærer på LO-skolen og har desuden virket som foredragsholder. 1988-94 sejlede han i perioder som skibsassistent, og 1995 tog han styrmandseksamen. Han sejlede som styrmand til 2002. I bogen Det robotierede menneske, 1997, diskuterer han bl.a. velfærdssamfundets aktuelle problemer og demokratiets udvikling.

Familie

Kjeld Olesen blev født i København.
Forældre: hjemmeværnskonsulent Anker Olesen (1902-55) og Severa Madsen (1908-73). Gift 1. gang 30.6.1962 i Hadsund kirke med sygeplejerske Hanne Vibeke Hansen, født 12.4.1937 i Hadsund, d. af læge Hugo Hansen (født 1897) og Ane Marie Jørgensen (født 1900). Gift 2. gang 16.1.1992 med lærer Lis Holm.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Politiken 15.11.1978. – Hans Engell i Bert. tid. 26.2.1978. Kn. Wilhelmsen i Jyllandsposten s.d. Politiken 27.10.1979. Olesen erindringer: Blåregnen. Erindringsglimt omkring en krig, 1993.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Vagn Dybdahl: Kjeld Olesen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295266