Kaj Bundvad

Kaj Bundvad, Jens Kaj Rudolf Bundvad, 8.7.1904-26.1.1976, minister. Født i Frederikshavn, død i Roskilde, begravet sst. B. blev uddannet som maskinarbejder på værftet i Frederikshavn og arbejdede ved faget frem til 1935. Han var tidligt engageret i politisk arbejde for socialdemokratiet, tillige havde han tillidshverv inden for fagbevægelsen og oplysningsforbund. 1935 blev han lærer på Arbejderhøjskolen i Roskilde hvor han var ansat indtil 1945. Han var værdsat som lærer - navnlig var det fagforeningskundskab og arbejdsret der var hans emne - men virkede tung, undertiden omstændelig på eleverne. De samme karaktertræk førte han med sig ind i folketinget da han 1943 valgtes i Ringstedkredsen. Her bemærkede man sig det samme som eleverne på skolen, men fæstnede sig også ved hans flid og omfattende indsigt, ligesom man blandt gode kendinge uanset partifarve snart lærte hans smittende smil at kende. 1945 var han blevet ansat i Arbejderbevægelsens informations central der bl.a. havde som et af sine hovedformål at bekæmpe kommunismen; 1956-57 var han sekretær i socialdemokratiet. 1948 var han kommet i finansudvalget, og af gemyt var han det typiske finansudvalgsmedlem med levende interesse for budgetter og glæde ved at vende enkeltsager både i hovedet og i samtale med andre. I denne periode havde han kun få ordførerskaber; men 1956 blev han ordfører for sin gruppe, og dermed rykkede han frem i første geled. Netop samme år gennemførtes den første lov om folkepension hvor B. havde været sit partis ihærdige og hårdtarbejdende fløjmand i det forudgående kommissionsarbejde. Ordførerskabet var vel ikke ligefrem det der var det naturlige felt for B. der ganske manglede evnen til prægnant, hurtigt og med noget bid at formulere partiets opfattelse. Allerede året efter blev han imidlertid minister ved trekantregeringens dannelse og var herefter: arbejds- og boligminister 1957-60, arbejdsminister 1960-63, fra 1961 tillige socialminister, og derefter alene socialminister 1963-68. I ministertiden var det som før især socialpolitikken der havde B.s interesse; boligpolitikken mødte han ret uforberedt, og han havde i folketingssalen vanskeligheder med sit partis boligpolitiske ordfører Carl P. Jensen der efterfulgte ham som boligminister. I sin tid som socialminister fortsatte B. den anden socialreform som forgængeren Julius Bomholt havde indledt. Folkepensionen blevyderligere udvidet og 1965 kom en reform af invalidepensionen der gav øget pension til yngre invalidepensionister; i samme periode kom udbygningen af særforsorgen og revalideringen m.m. I ministertiden, både under H. C. Hansen, V. Kampmann og J. O. Krag stod B. centralt placeret i regeringen og var i kritiske situationer blandt regeringschefernes nærmeste rådgivere. Ved dannelsen af trekantregeringen 1957 spillede han en væsentlig rolle som kontaktmand til retsforbundet. Efter ministeriet Krags tilbagetræden fortsatte B. i folketinget til 1971, men var i sine seneste år stærkt svækket af sygdom.