Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

K. Helveg Petersen

Oprindelige forfattere MeHa og SiH
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

K. Helveg Petersen, Kristen Helveg Petersen, 29.11.1909-23.4.1997, minister. Født i Longeise på Langeland, begravet på Tullebølle kgd., Langeland. Efter realeksamen tog H. P. lærereksamen på Skårup statsseminarium 1931. Året efter blev han vikar og 1934 fast ansat lærer ved Skt. Hans skole i Odense. Udfra en stærk social interesse tog han ved 2. verdenskrigs begyndelse initiativet til og blev leder af en skole for unge arbejdsløse (1940–46). Dette bevirkede at han 1942–47 blev statskonsulentens medhjælper ved gennemførelsen af ungdomsskoleloven af 1942. Hans levende optagethed af bestræbelserne for øget mellemfolkelig forståelse førte til at han 1946–53 påtog sig opgaven som generalsekretær i den danske afd. af World Friendship Federation, men 1953 vendte han tilbage til skolen, idet han blev skoleinspektør i Nykøbing Sj. og 1957 stadsskoleinspektør sst. Allerede samme år blev han dog kaldet til stillingen som statskonsulent for undervisningsministeriet i sager vedr. folkeskolen og seminarierne. Derved blev han undervisningsminister Jørgen Jørgensens nærmeste medarbejder under gennemførelsen af skolelovene af 1958. Det var bl.a. hans formüleringer som bragte det forlig med Danmarks lærerforening i stand der banede vej for lovenes vedtagelse i folketinget. Som formand for folkeskolens læseplanudvalg af 1958 var han den drivende kraft bag udarbejdelsen af den nye undervisningsvejledning (den blå betænkning, 1961–62 og normer og krav, 1961) som i de følgende år blev de faktiske regler for folkeskolens undervisning. Da undervisningsministeriet ved regeringsomdannelsen 1.9.1961 deltes, blev han Jørgen Jørgensens efterfølger som undervisningsminister (1961–64), mens J. Bomholt overtog kulturministeriet.

H.P. havde 1938–57 været folketingskandidat for det radikale venstre men uden at opnå valg. Nu efterfulgte han som minister den mand i partiet hvis linje han følte sig mest tilknyttet. Derved blev han først og fremmest ansvarlig for gennemførelsen af de nye skolelove, men også problemerne i forbindelse med de stærkt stigende elevtal på alle undervisningstrin måtte løses. Endvidere var han meget optaget af pædagogiske forsøg, indførelse af nye undervisningsmidler og skolebyggeri. Danmarks lærerhøjskole fik status som højere læreanstalt (25.2.63) og lov om Odense universitet blev gennemført (4.6.64). En ganske særlig interesse viede han arbejdet for en bedre forbindelse mellem skolen og erhvervslivet, dels gennem møder med arbejdslivets parter og dels ved at sikre Rødovrecentrets beståen og udbygning (13.5.64). Ved valget 1964 opnåede H.P. valg til folketinget (1964–75), men måtte samtidig gå af som minister. 1964–68 var han den dynamiske formand for planlægningsrådet for de højere uddannelser der bl.a. stillede forslagene om oprettelse af universitetscentre i Roskilde, Ålborg og Ribe-Esbjerg. Efter valget 1968 blev H.P. minister for kulturelle anliggender og for teknisk samarbejde med ulandene (ministeriet Baunsgaard). For at få klarhed over vor kulturelle situation og indlede en fyldig kulturpolitisk debat lod han udarbejde En kulturhistorisk redegørelse (betænkning nr. 517), 1969. Han fik gennemført lov om kulturhistoriske lokalmuseer (18.6.69) der bl.a. gav museerne øgede pædagogiske muligheder, og lov om teatervirksomhed (4.6.70) hvorved det hidtidige bevillingssystem blev endeligt afskaffet.

Ved sin afgang som minister 1971 blev han rådgiver for undervisningsministeriet i internationale uddannelsesspørgsmål. 1973–75 var han desuden medlem af Europaparlamentet og 1976–78 formand for det radikale venstre. Herudover var han stadig meget optaget af mellemfolkeligt samarbejde, bl.a. i FN, UNESCO og Verdens venskabs forbundet. H.P. gjorde sig stærkt gældende i den offentlige debat både i skrift og tale. Især Oprør fra midten som han skrev sammen med Niels I. Meyer og Villy Sørensen vakte stor opmærksomhed. Bogen er en kritisk analyse af det moderne teknokratiske samfund og en opfordring til nytænkning og overvejelse af, hvad fremtiden kræver af vort demokrati. Den blev i 1982 fulgt op af bogen Røret om oprøret af samme forfattere. H.P. var i hele sin virksomhed præget af idealisme og flid og et fremadrettet politisk og socialt engagement som gjorde ham til den idérige debatskaber og igangsætter.

Annonce

H.P.s forfatterskab tæller foruden adskillige kronikker og artiker Schweiz på kryds og tværs, 1954 (s.m. G. Nyborg-Jensen), 75 års fredsarbejde, 1957, Kultur- og uddannelsespolitik, 1964, Forsvaret – synspunkter til debat, 1965, Debat om forsvaret, 1967, Skolen og udviklingen, 1977. Desuden var han medforfatter af Normanns samfundslære, 1957, og medredaktør af Borger i Danmark I–III. 1969–70, Vor tid I-IV, 1970–71, Uddannelse i Danmark, 1971, Ungdomsarbejdsløshed, 1977 og Sortebog om ungdomsarbejdsløsheden -og dens bekæmpelse, 1979.

Familie

Forældre: gårdejer Peter Laurits Christian Petersen (1880–1919) og Sofie Augusta Hansen (1879–1970). Gift 7.7.1936 i Bregninge med borgmester, overlærer Lilly Edith Lolk, født 13.9.1911 i Troense, død 10.10.2005, d. af skibsfører Carl Mortensen L. (1884–1944) og Karen Larsen (1884–1964). – Far til Niels H. P.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Aktuelt 9.6.1974 i Århus stiftstid. 15.8.1976. Hilmar Baunsgaard i Politiken 27.11.1969. Jens Kruuse i Jyllandsposten 28.1 l.s.å.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Sigurd Holst: K. Helveg Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291088