Julius Bomholt

Julius Bomholt, Laurits Julius Bomholt, 11.6.1896-2.1.1969, kulturminister, radiorådsformand. Født i Alderslyst, Balle sg. ved Silkeborg, død på Esbjerg centralsygehus, begravet i Sønderho, Fanø. B. står uden tvivl, selv om det er svært at måle, som en af de mest indflydelsesrige politikere i vort århundrede. Han har præget en hel generation af socialdemokrater og netop den der kom til magten i stat, kommuner og organisationer efter 2. verdenskrig. Det er ham der fremfor nogen har sat sit præg på partiets kulturpolitik i videste forstand, også selv om hans til tider lidt højstemte form undertiden kaldte på smilet. B.s personlige forudsætninger og start i livet gør ham næsten til prototypen på socialdemokratiets 2.-3. generation. Han blev født i et arbejderhjem; faderen der var på papirfabrikken i Silkeborg blev tillidsmand i fagforening og parti, selv kom B. 1907 i den første kommunale mellemskole i Silkeborg, netop den skoleform partiet lagde så megen vægt på for senere med B. som minister at bekæmpe lige så stærkt. Fra mellemskolen kom han, hvad straks var mere usædvanligt, i gymnasiet og blev 1915 student fra Th. Langs skole; 1921 blev han teologisk kandidat. Barndomsårene til og med mellemskolen har B. selv skildret i et fembinds erindringsværk. Bøgerne, en blanding af fiktion og virkelighed, blev modtaget med anerkendelse i alle lejre; de viser B.s rod både i den gamle jyske landalmue og i det nye industriarbejderlag. Forbindelsen dermed blev aldrig brudt; men med årene blev det mere og mere landalmuen han reflekterede. Selv om B. ikke var noget fattigmandsbarn prægede hans baggrund ham, og som ung mærkede han en del af svøben: et hårdt tuberkuloseangreb der nødvendiggjorde fjernelsen af den ene lunge. Selv efter den akademiske uddannelse, et politisk liv der førte ham til tops, og et rigt åndeligt arbejde havde han efter få minutters samtale en nær kontakt med en jysk landarbejder og en husmandskone på vej til torvet med grøntsager. Efter embedseksamen rejste B. til Tyskland og Italien og var her bl.a. en tid på den socialdemokratiske højskole Schloss Tinz i Sachsen. Hans mål var at blive højskolelærer, og efter hjemkomsten var han en kort tid på Askov, men følte et behov for en nærmere tilknytning til socialdemokratiet. Han søgte derfor 1923 til Esbjerg arbejderhøjskole; skolen kunne imidlertid ikke tilbyde en heldagsstilling, og han var derfor samtidig journalist ved Vestjyllands Socialdemokrat med J. P. Sundbo som redaktør. Allerede 1924 blev B. imidlertid som 28-årig forstander for højskolen. Forstandertiden til 1929 blev udgangspunktet for hans videre arbejde, men betød også at en generation af ledere i parti og fagbevægelse fik sit præg af ham. Skolen i Esbjerg, i det ydre meget primitiv, havde en blomstringstid i disse år; arbejdsløsheden tilskyndede også mange til et ophold. B. var en ildnende pædagog, om end med nogen afstand til eleverne i den personlige omgang. Han fortsatte højskolens traditionelle foredragsform; men som noget nyt indførte han studiekredsen. Nu som senere kunne hans form undertiden forfalde til det let svulstige; han har formodentlig selv erkendt svagheden. I hvert fald sagde han ved velkomsten til eleverne: "Smid alle store ord over bord. Hellere en ordknap ungdom der er indstillet på praktisk arbejde, end en ungdom der kun kender følelsernes begejstring." Han kom med i ledelsen af DSU og redigerede foreningens blad Rød Ungdom. Her begyndte han 1926 at offentliggøre artikler om arbejderkulturen. Det var åbenbart – selv om han senere benægtede det – at han var påvirket af de ideer der prægede den proletariske kulturbevægelse i Sovjet i begyndelsen af 1920erne (hurtigt undertrykt af det sejrende apparat). Arbejderne skulle, skrev B. 1926, "afløse den borgerlige forfaldskunst med en karakterfast og frisk proletarkunst", videre hed det, "adskillige af de gamle former kan bruges, men ånden må være ny"; der skulle skabes "en socialistisk arbejderkultur – befriet for overklassens flitter", som efterhånden ville medføre praktiske resultater. Selv om påvirkningen fra tidens Europa er tydelig er det også nærliggende at parallelisere med Viggo Hørups krav om en bonderealistisk kultur. Dette gælder også væsentlige dele i den bog Arbejderkultur B. udsendte 1932. Afsnittene om det kollektive socialistiske menneske mødte modstand også inden for partiet (Hartvig Frisch); men en lang række af bogens kulturpolitiske forslag blev virkeliggjort ned i efterkrigstiden. Samtidig med arbejdet på "Arbejderkulturen" skrev B., delvis udsprunget af højskoleforedragene, Dansk Digtning fra den industrielle Revolution til vore Dage, 1930 – det første forsøg på en dansk litteraturhistorie på materialistisk grundlag. 1935 udsendte han Moderne Skribenter, en række artikler om samtidens digtere som havde været trykt i Rød Ungdom. Han var også i disse år redaktør af Social-Demokratens litteraturafdeling og skrev selv talrige anmeldelser.

B. stod nu som den der tegnede socialdemokratiets kulturpolitik; at der i det hele taget var en sådan er hans fortjeneste. Det ældre ledende lag i partiet havde nok en moderat interesse i sagen, men B. fik lov. Han var på samme tid blevet praktisk politiker; 1929 valgtes han til folketinget i Esbjergkredsen og valgtes derefter uafbrudt indtil han efter 39 års medlemskab udtrådte af tinget 1968. I perioden 1933–41 var han tillige medlem af Esbjerg byråd. Både her og i folketinget arbejdede han med skoleforhold og kulturelle anliggender, men tog sig i lige så høj grad af emner som ungdomsarbejdsløshed, fiskeri og trafik. I det hele skabte han sig et solidt og alsidigt underlag der betød at han også senere af sit parti kunne bruges på vidt forskellige poster. I 1930erne stod han klart som en af de ledende i formuleringen af socialdemokratiets frontstilling mod diktaturtendenserne. Han formede slagordet "Demokrati slå til!" og han deltog, uden at det var kendt for offentligheden, i tilrettelægningen af den kamp mod kommunisterne der udgik fra HIPA (Hovedorganisationernes informations- og propaganda afdeling). Den bredere linie i "Danmark for folket" førte han videre i programskriftet Kulturen for Folket som han redigerede 1938. Set i forhold til arbejderkulturen var der ikke, sagde han, "tale om brud i udviklingen, men om vækst. I dag er det arbejderbevægelsen der er hovedhjørnestenen i vor folkelige kultur, og det kan siges i sandhed at dens kulturelle indflydelse rækker langt ud over de organisatoriske rammer". Selv nåede B. umiddelbart før krigen frem til den – ikke mindst dengang -kulturelt indflydelsesrige post som radiorådsformand. Han var 1934 blevet indvalgt i rådet som repræsentant for Arbejdernes radioforbund og blev formand ved nytår 1940, en post han beklædte indtil 1953 kun afbrudt af perioden som undervisningsminister februar-oktober 1950. Både som rådsformand og senere som minister (først undervisnings-, derefter kulturminister) med radio og fjernsyn i sit sagområde kom B. til at forme radioens programpolitik. Han kom 1940 til en radio der i enhver henseende repræsenterede det neutrale og alment godkendte; de nærmest følgende krigsår bød ikke på store udfoldelsesmuligheder. Efter besættelsen satte B. imidlertid ind i bestræbelserne på at ændre radioen til det han kaldte "den farlige radio" som åbnede sig for programmer der var ukonventionelle og tog problemer op der kunne gå på tværs af flertallets forestillingskreds; mens man hidtil kun havde talt om alsidighed blev der nu også talt om frihed.

Politisk blev B. udadtil i nogen grad "stækket" i de første efterkrigsår hvor han 1945–50 var folketingets formand – han gennemførte i denne egenskab ledelsen af de store festligheder 1949 for grundlovens 100-års jubilæum. Få måneder før havde han midlertidigt veget formandsstolen for at være sit partis ordfører for tilslutningen til Atlantpagten; derved stod han over for de tusinder fra DSU i 20erne og 30erne som garant for den trufne beslutning. Året efter – februar 1950 – blev B. undervisningsminister ved Hartvig Frisch' død. Denne første ministerperiode blev kun kort; i oktober samme år trådte regeringen tilbage. Da Hans Hedtoft i september 1953 dannede sin anden regering blev B. på ny undervisningsminister og var derefter minister til 1964 idet han 1957 skiftede over til socialministeriet og 1961 til kulturministeriet for derefter 1964 atter at blive formand for folketinget. I de 11 ministerår kom B. til at stå for mange reformer og love – ministre er altid lovelskende; men B. var det i særlig grad. Med i billedet bør her at han havde udpræget flair for hvornår en sag kunne gennemføres og standhaftighed til at komme igen og igen hvis han mødte modstand. Han var energisk som minister, i perioden 1953–57 mens han var undervisningsminister kunne der indadtil være noget iltert over hans ledelse af ministeriet; men efterhånden tog det af selv om han stadig kunne være temperamentsfuld, næsten til det koleriske; det afbødedes dog af en usvigelig loyalitet over for embedsmændene. I ledelsen af ministerierne interesserede han sig ikke for småtingene; i den sidste tid som kulturminister kunne det undertiden føre til ubehagelige forsømmelser i de daglige sager. Netop da B. blev undervisningsminister 1953 udkom under hans redaktion bogen Mennesket i centrum der var resultatet af et flerårigt arbejde i et særligt kulturudvalg inden for socialdemokratiet. Her og i et kongresmanifest samme år var samlet de tanker som prægede B.s arbejde i de kommende år: fællesskole til det 15. år, bedre vilkår for videnskaben, udvikling af folkeoplysningen, støtte til kunstnerne gennem offentlige opgaver. Allerede i det første ministerår fik B. en række love igennem: ungdomsskoleloven, ny læreruddannelse, oprettelse af et pædagogisk institut og Willumsen-museet, øgede midler til Rask-Ørsted fondet; derimod mislykkedes det at opnå en ordning af det islandske håndskriftsspørgsmål. I de følgende år kom forbedringer af uddannelsesstøtten, Dansk sprognævn 1955, Statens kunstfond 1956, Danmarks biblioteksskole 1956. En omfattende skolereform var langt fremme; men regeringsomdannelsen 1957 medførte at B. måtte gå over i socialministeriet, og det blev da Jørgen Jørgensen der gennemførte skolelovene af 1958.

Skiftet til socialministeriet skyldtes at spillet ved trekantregeringens dannelse ikke kunne gå op på anden måde når samtidig H. C. Hansen ville bevare B. i regeringen. Selv om sagområdet var nyt for ham kastede B. sig med ildhu ind i arbejdet og gennemførte en række planlagte ændringer af sociale love som et led i det der er kaldt den anden socialreform. Særlig markant var revalideringsloven af 1959 og oprettelsen af Socialforskningsinstituttet 1958. Regeringsomdannelsen 1961 i forbindelse med lederskiftet i det radikale venstre førte atter B. over i en ny rolle, nu som landets første minister for kulturelle anliggender. Selv om tanken om et kulturministerium ikke var ny blev det dog først og fremmest skabt ud fra konstellationshensyn i den social-demokratisk-radikale regering, og samtidig var forholdet mellem statsminister Viggo Kampmann og B. sådan at Kampmann lagde megen vægt på B.s placering. Kulturministeriets område var ikke fremmed for B. idet det var sager der blev taget ud fra undervisningsministeriet. Også her var B. en dynamisk minister der imidlertid skabte irritation ved sin dynamik; dette var sikkert noget af baggrunden for den debat om en kulturpause der gik over landet fra efteråret 1962. Med i forklaringen må også at det hurtigt lykkedes B. at forøge en række bevillinger (fx lov af 1964 om statstilskud til kunstmuseer, samme år filmfonden, forhøjelse af biblioteksafgiften, kunstfonden, statens alm. videnskabsfond) ligesom han nåede at gennemføre flere love der skabte nye institutioner, bl.a. Erhvervsarkivet 1962, overtagelse af musikkonservatoriet i Århus 1963, 1964 ny bibliotekslov.

Ved regeringsomdannelsen 1964 udtrådte B. af regeringen og blev på ny formand for folketinget indtil han på grund af alder udtrådte ved valget 1968. Som formand var han stærkt engageret i at søge arbejdsforholdene i folketinget bedret, ligesom han gennemførte en fornyelse af den kunstneriske udsmykning. I sin sidste formandsperiode fortsatte B. sit skønlitterære forfatterskab med romanen Guds knægt fra 1966, en middelalder-skildring der blev modtaget med megen anerkendelse, og digtsamlingen Kakkelvers, 1965. Fiktions-forfatterskabet var begyndt allerede 1944 med romanen Længsel, i 1947 fulgte Blomstrende grene og 1962 M. F. der samfundshistorisk har sin særlige værdi ved at vise livet i socialdemokratiet i en provinsby. Fra 1953 udgav B. tillige en række novellesamlinger. Dette forfatterskab har ikke sikret ham nogen plads i litteraturhistorien, vel også fordi andre digtere i den periode stod for det nye. Det kunne være nærliggende at sammenligne B. med to andre akademikere i socialdemokratiet: Gustav Bang og Hartvig Frisch. Men det må erkendes at ingen af disse kom så langt ud og nåede så store resultater som B. Det var ham – som det allerede er sagt – der åndeligt prægede lederlaget fra omkring 1945 til op i 70erne. En del af det var direkte følgeskab, andet var en vækkelse. Gennem B. fik socialdemokratiet for første gang en kulturpolitik i videste forstand, og dermed trak han også en stor kreds af opinionsdannere i videnskab, kunst og kulturliv over til partiet. Hans formelle begavelse, hans åbenhed og hans næsten ufattelige arbejdsevne gjorde det muligt. – Medaljen Ingenio et arti i guld 1966.