Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J. Hassing-Jørgensen

Oprindelige forfattere HLars og PKJen
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J. Hassing-Jørgensen, Jens Hassing-Jørgensen, 3.9.1872-27.6.1952, minister, bankdirektør. Født i Silkeborg, død i Kbh., urne sst. (Vestre). H.-J. tog præliminæreksamen 1888 i Silkeborg og var en kort tid vinterskolelærer på Ringkøbingegnen. Han bestemte sig tidligt for bankvejen, blev 1889 kontorist i Silkeborg Bank og lagde snart megen selvstændighedstrang for dagen. Da han fik afslag på krav om løntillæg sagde han sin stilling op og satte sig frimodigt det mål selv at blive bankdirektør. Blandt danske byer uden egen bank udså han sig Sæby, og det lykkedes ham 1894 at få startet Sæby Bank og blive direktør for den, kun 22 år gammel. Det var ikke at forvente at han skulle falde til ro på så tidligt vundne laurbær.

To år efter kaldtes han til Esbjerg som direktør for den af skibsreder D. Lauritzen oprettede Esbjerg Handelsbank. Byen var da i sin "amerikanske periode" i rivende udvikling og H.-J. medvirkede stærkt til sammen med Esbjerg handelsstandsforening at få gang i den lokale handelsskole. Da Esbjerg Handelsbank overtoges af Kbh.s Handelsbank drog H.-J. til hovedstaden og åbnede kort efter århundredskiftet i et par beskedne værelser ved Vandkunsten et lille revisionskontor. Sejt og støt arbejdede han det frem så han sammen med Fr. Paulsen 1903 kunne starte Revisionsbanken hvis formål var at forene en banks og et revisionskontors forretninger. H.-J. gjorde sig hurtigt gældende i den kbh.ske bankverden. Hans udprægede selvstændighedstrang der kunne slå over i stejlhed parredes med megen forhandlingsevne og sans for økonomiske og praktiske realiteter og gav ham som bankmand hans eget fysiognomi og skabte respekt om hans person. Trods modgang og vanskeligheder vandt Revisionsbanken år for år stigende tilslutning. Den slap let over kriseåret 1908 der slog tre andre yngre kbh.ske banker i stykker, og 1912 blev revisions- og forvaltningsafdelingen udskilt som et særligt selskab, Revisions- og forvaltningsinstituttet, mens Revisionsbanken fortsatte som ren bankvirksomhed. I disse år da overgangen til klarere og mere konsekvent opbyggede regnskaber blev almindelig var der flere gange bud efter H.-J.s særlige indsigt. Han fik overdraget at udrede linjerne i det sammenfiltrede væv i P.A. Albertis bedragerier og medvirkede ved den regnskabsmæssige tilrettelæggelse af staden Kbh.s forhold. Da der 1913 skulle vælges ny direktør ved Nationalbanken var hans navn i forgrunden, men han skuffedes. På et andet felt fik han imidlertid snart oprejsning, idet han blev medlem af ministeriet C. Th. Zahle 1913–20 som minister for offentlige arbejder, 1913–16 tillige som handelsminister. H.-J. tilhørte fra sin ungdom det radikale venstre og havde i dets organisation gjort sig bemærket som ordfører for modstanden mod det georgeistiske afsnit i dets jordpolitiske program. Det havde Edv. Brandes mærket sig og havde i nogle tilfælde benyttet H.-J. som rådgiver, og det var ham der pegede på H.-J. ved Zahles regeringsdannelse. Midtsamlingen af lovgivnings- og administrationsopgaver i indenrigsministeriet under statsreguleringen under første verdenskrig lod vel ikke H.-J.s organisatoriske evner komme til fuld udfoldelse, men han øvede som minister en ikke ringe indflydelse på regeringsarbejdet og havde ansvaret for en række væsentlige love: statsbanelov og lukning af Hvide Sande 1915, Århus godsbanegård 1916, fiskerihavne 1917 og lønningsreformen 1919 der var forberedt i lønningskommissionen af 1917 med H.-J. som formand. Hans lovforslag om banker, sparekasser og aktieselskaber blev derimod først gennemført i noget ændret form 1917 af hans efterfølger som handelsminister Christopher Hage.

Trods manglende politisk træning undgik H.-J. de parlamentariske skær som mangen anden dygtig fagmand er strandet på. Alligevel kom hans ministertid til at koste ham meget og var indirekte årsag til at en væsentlig del af det der havde været hans manddoms gerning blev lagt øde. Revisionsbanken, hvis ledelse H.-J. fratrådte ved sin udnævnelse til minister, var 1919 blevet sammensluttet med den af A. Heide 1895 stiftede Kjøbenhavns Laane- og Diskontobank til Kbh.s Diskonto- og Revisionsbank der i efterkrigsårenes malstrøm havde pådraget sig en række meget uheldige og tabbringende engagementer. Under likvideringen af efterkrigstidens inflation der 1922 ledsagedes af en række banksammenbrud kom Kbh.s Diskonto- og Revisionsbank som den første kbh.ske bank i likviditetsvanskeligheder. På Nationalbankens tilskyndelse var H.-J. i begyndelsen af 1921 tiltrådt som direktør. Efter hans gennemgang af bankens forhold foretoges febr.1922 en rekonstruktion med afskrivning af reserver og halvdelen af aktiekapitalen samt tilførsel af nye midler. H.-J. påtog sig ikke alene ansvaret for rekonstruktionens forsvarlighed, men satte, provokeret dertil af dr. L. V. Birck i et replikskifte på rekonstruktionsgeneralforsamlingen, "navn og ære" ind på afskrivningernes tilstrækkelighed. Det ramte ham derfor hårdt da diskonto- og revisionsbanken 1924 måtte give op. Han undslog sig for at forestå likvidationen og drog i frivillig landflygtighed i Schweiz. Likvidationen afsluttedes 1931 med en dividende på 77,25 % til kreditorerne og bekræftede H.-J.s kraftige fremhæven af at banken med den fornødne støtte som levende og arbejdende bank ville have kunnet svare enhver sit. Når bankens likviditetsvanskeligheder 1924 blev så store at den, skønt faktisk solvent, måtte standse, var det ikke uden sammenhæng med den da indledede meget kraftige kreditindskrænkningspolitik, og når den hjælp udefra som kunne have ført banken over vanskelighederne svigtede i det afgørende øjeblik er det rimeligt at se det på baggrund af den krisementalitet som disse års store pengetab og navnlig Landmandsbankens gentagne ubehagelige overraskelser havde skabt.

Annonce

H.-J. kaldtes 1929 da tiden efterhånden havde givet ham oprejsning hjem fra Schweiz som kommitteret ved Århus Oliemølle der netop da havde en række blomstrende år. Hans trang til offentligt at beskæftige sig med praktiskøkonomiske og politiske forhold førte ham til foråret 1935 at begynde udgivelsen af Tidens Stemme, ugeblad for frisind og samfundssind, med landstingsmand Gunnar Fog-Petersen og forfatteren Anders Olsen som redaktører. Han tog også initiativet til Den socialliberale klub i Kbh. der ligesom Tidens Stemme blev et samlingspunkt for frisindede liberale og radikale i forsvaret for parlamentarisme og åndsfrihed i sidste halvdel af 1930erne. I sin karakteristiske ironiske og udfordrende form havde H.-J. præsenteret sit blad som "et privatkapitalistisk foretagende hvis overskud alene tilfalder udgiveren. Når han har fået nok vil stemmen forstumme". Det var dog ikke overskud, men ufriheden under den tyske besættelse der fik ham til at standse Tidens Stemme april 1940. Hans politiske virke huede ikke Århus Oliemølle, og sommeren 1935 fratrådte han som kommitteret. Ved folketingsvalget 22.10.1935 valgtes han af de radikale i Ålborg med stort personligt stemmetal. Han havde 1914–17 været formand for Handels- og kontoristforeningen i Kbh. og optog nu et arbejde i folketinget for at forbedre den fremvoksende funktionærstands kår. I sin folketingsgruppe var han et kritisk element ved sine meget selvstændigt formülerede synspunkter, men han fremhævede også i disse års angreb mod folkestyret at "Overenskomst er Forfatningens inderste Mening og Evnen til at indgaa Kompromisser Udtryk for Folkets politiske Kultur". Han lod sig ikke opstille ved valget 1943 hvis følelsesladede indhold lå hans natur fjernt. Han havde det frisindede borgerskabs positivistiske holdning fra århundredets begyndelse, og hans let nasale, lidt verdenstrætte stemme mindede om hin tid, hans fürede ansigt om de hug tilværelsen havde givet ham. Han var dog ingenlunde den typiske bourgeois. Vel anså han enhver for at være sin egen lykkes smed, men med gode indtægter fulgte forpligtelse til at yde rigeligt til samfundets indsats for de svagest stillede. Hans liberalisme var forbundet med en dyb social ansvarsbevidsthed.

Familie

Forældre: tømrer, senere bankbud Niels Jørgensen (1832–1903) og Karen Jensen (1832–1912). Gift 1. gang 4.6.1895 i Silkeborg med Gravina Graversen, født 8.3.1874 i Skive, død 27.6.1901 i Esbjerg, d. af handelsgartner Niels G. (født 1848) og Bolette Cathrine Christensen (1851–1924). Gift 2. gang 17.12.1914 i Kbh. med Agnes Dahl-Hansen, født 1.4.1878 i Århus, død 7.12.1961 i Kbh. (gift 1. gang 1902 med grosserer William Jones, 1873–1951, gift 2. gang 1922 med Mary Victoria Helga Fanny Koch, født 1893), d. af ur- og kronometermager Jens Hansen (1843–1925) og Anna Cathrine Sophie Dahl (1843–1929).

Ikonografi

Mal., skitse, af Jul. Paulsen ca. 1916 (Fr.borg), afbildet på sammes mal. af Zahles ministerium, 1917 (sst., dep. i folketinget). Mal. af S. Wandel, 1917 (Handels- og kontoristforen.). Afbildet på mal. 1917 af H. Vedel forestillende grundlovsforhandlingerne 1915 (folketinget), på tegninger af Alfred Schmidt bl.a. 1920 og 1924 (Fr.borg) og på O. Matthiesens mal. 1923 af rigsdagen 1915 (folketinget). Tegn. af O. Matthiesen (sst.). Livsmaske. Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da.mag. XXXII, 1938 99–107. – Børsen 19. og 31.7.1924 samt Politiken 19.7.s.å. (om H.-J.s forhold til Diskonto- og revisionsbanken). A. F. Lamra: Erindr., 1928 144f 187 190f 252 o.fl.st. C. Th. Zahle i Politiken 2.9.1932. Børsen 3.9.s.å. G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 115–18. Gunnar Nielsen i Politiken 28.6.1952. Berl. tid. s.d. Ålborg stiftstid. s.d. Erik Rasmussen og R. Skovmand: Det radikale venstre 1905–55, 1955. De da. ministerier 1929–53, udg. Tage Kaarsted, 1977. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen, P. Koch Jensen: J. Hassing-Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290882