J. C. H. Fischer

J. C. H. Fischer, Johan Christian Henrik Fischer, 3.12.1814-6.9.1885, minister, adjunkt. J. C. H. Fischer blev student 1835 fra Slagelse, cand.teol. 1842, konstitueredes 1844 og ansattes 1847 som adjunkt i matematik ved sin gamle skole. Han videreførte ikke sine teologiske studier, men dyrkede naturvidenskab, især ornitologi. I Astronomien og Skriftens Auctoritet, 1851 hævdede han de bibelske skrifters uoverensstemmelse med naturvidenskabens resultater. Ved Slagelse lærde skoles nedlæggelse 1852 afgik han med ventepenge og virkede ikke senere ved skolevæsenet. J. C. H. Fischer søgte forgæves valg til den grundlovgivende rigsforsamling, men valgtes 1852 til folketinget af bondevennerne i Slagelsekredsen.

Han sluttede sig på rigsdagen til bondevennepartiet, særlig dets Tscherningske fløj, men stod fra begyndelsen de konservative helstatsmænd nær og skrev et anonymt kampskrift En ny blaa Bog der varmt forsvarede ministeriets helstatspolitik og skarpt angreb de nationalliberale hvorfor det i foråret 1853 på ministeriets foranstaltning gennem postvæsenet blev omdelt til de oppositionelle blades abonnenter.

Da bondevennernes store flertal under J. A. Hansens og Balth. Christensens ledelse i foråret 1854 i forening med det nationalliberale centrum gjorde front mod ministeriet Ørsted kunne J. C. H. Fischer ikke være med. Han gik væsentligt videre end det Tscherningske mindretal i bestræbelserne for ikke at bryde med ministeriet og skrev et nyt stridsskrift Rigsdagen og Ministeriet der i det væsentlige var et forsvar for den ministerielle politik. Som følge heraf blev han ret isoleret i venstre og stillede sig ikke i Slagelsekredsen ved opløsningsvalget dec. 1854, men juni 1855 valgtes han med støtte af ungdomsvennen, godsejer Erik Skeel, Dronninglund, og det Tscherning-Wintherske venstre til folketingsmand for Sæbykredsen.

J. C. H. Fischer viste lige fra begyndelsen udprægede evner for rigsdagsvirksomheden. Hans speciale var de finansielle spørgsmål, men han satte sig grundigt ind i de fleste af de større sager, og hans indlæg i forhandlingen hørtes altid med opmærksomhed. Han var et af rigsdagens bedste hoveder og en debattør af rang: klar og logisk i sin bevisførelse, ætsende og ubarmhjertig i sin polemik. Nogen samlende og partidannende evne besad han ikke, og han var mere respekteret og frygtet end afholdt og tillidvækkende.

Hans forbindelse med den Tscherning-Wintherske gruppe som han formelt tilhørte indtil omkring 1865 var aldrig synderlig intim, og i flere spørgsmål, således næringslovgivning og forfatningssagen, gik han sine egne veje. Faste holdepunkter havde han i den tiltrækning som først de konservative helstatsmænd, og siden godsejergruppens politik øvede på ham og i en uudryddelig aversion mod de nationalliberale som han på så godt som alle områder bekæmpede. Særlig var han en uforsonlig modstander af C. C. Halls politik som han angreb i rigsdagen og i artikler i Flyveposten.

J. C. H. Fischer øvede som statsrevisor ikke ringe indflydelse på finansforvaltningen. Hans udpræget kritiske sans og den hensynsløshed hvormed han slog ned på misbrug eller urimeligheder inden for administrationen gjorde megen gavn, men forøgede også det i forvejen ikke ringe antal af hans uvenner. Under forfatningskampen 1864– 66 nærmede han sig mere og mere landstingets godsejergruppe og stemte sluttelig for den reviderede grundlov. Herved mistede han den Tscherning-Wintherske gruppes støtte og faldt ved folketingsvalget i Sæbykredsen okt. 1866, men udnævntes en måned senere af ministeriet Frijs til kongevalgt landstingsmand. I landstinget opnåede han betydeligt større indflydelse end hans isolerede stilling i folketinget havde kunne forskaffe ham. Han tilhørte nu helt godsejerpartiet og blev dettes skarpeste klinge i debatten og virksomste agitator.

J. C. H. Fischer var meget virksom for dannelsen af ministeriet Estrup, og det skyldes vistnok i ikke ringe grad ham at der intet hensyn blev taget til de nationalliberale politikere ved dets sammensætning. Selv blev han kirke- og undervisningsminister skønt der gjorde sig forskellige indflydelser gældende imod at sætte netop ham, "fritænkeren", på denne plads. J. C. H. Fischer viste sig som en dygtig, om end noget hårdhændet administrator og skabte mere orden og fasthed i styrelsen. Han udjævnede uligheder i gejstlige lønninger gennem et særligt fond til kirkelige formål og skaffede økonomisk hjælp til studenter der i sen alder begyndte studierne. Sin fordomsfrihed viste han i bestræbelser for at skaffe Georg Brandes ansættelse ved universitetet og for at give universitetets 400-års jubilæum et europæisk præg, men begge initiativer strandede på modstand fra universitetets og anden side.

Ved forhandlinger med den Berg-Hørupske gruppe søgte han 1879 forgæves at bane vej for en folkeskolereform med udvidet undervisning og indskrænkning af det gejstlige tilsyn med skolen til religionsundervisningen.

J. C. H. Fischer havde i øvrigt både forkærlighed og anlæg for underhåndsforhandlinger, også på områder som lå uden for hans fagministerielle. Således arbejdede han ivrigt inden for venstre for rigsretsanklagen af 1877 mod Fr. Krieger og C. C. Hall. Han forudså muligvis forfatningskampen og ville styrke højre ved at skabe et varigt modsætningsforhold mellem de nationalliberale og venstre. Også i bestræbelserne for at opnå et hærlovforlig ved hjælp af den Berg-Hørupske gruppe tog han livlig del ved forhandlinger på egen hånd. Hans forhold til Berg-Hørup mishagede en del af hans kolleger. Dertil kom striden med universitetet og personlige angreb mod ham. Seminarieforstander Jeppe Tang, venstre, udtalte 1877, at "den socialistiske lære om den fri kærlighed havde tilknytningspunkter i den nuværende regering". Hvor meget Tang reelt vidste er uvist, men J. C. H. Fischer havde i 1860erne levet i et uægteskabeligt forhold og var blevet far til tre børn. Resultatet af alt dette var at han aug. 1880 indgav sin næppe helt frivillige demission. Han bevarede sin plads i landstinget til sin død og støttede vedblivende ministeriets politik, men spillede ikke mere nogen fremtrædende rolle i rigsdagen.

1882 blev han direktør for Frederiks hospital og Fødselsstiftelsen og fik her på ny anvendelse for sine administrative evner, navnlig under de vanskelige forhandlinger om hospitalets flytning.

J. C. H. Fischer skrev i Naturhistorisk Tidsskrift forskellige afhandlinger om danske fugle, interesserede sig på rigsdagen virksomt for opførelse af en bygning til Zoologisk museum og var 1872 medstifter af det aktieselskab der overtog Zoologisk have og fra 1876 formand for dets bestyrelse.