J.F. Struensee

J.F. Struensee, Johann Friedrich Struensee, 5.8.1737-28.4.1772, greve, gehejmekabinetsminister. Struensee var næstældste søn og kom som sin ældre bror på universitetet i Halle, indskrevet på sin 15-års fødselsdag. Om skole- og studietid er ikke meget oplyst. De ofte citerede udsagn om hvorledes hjemmets strengt religiøse atmosfære skulle have fremelsket hans trang til fritænkeri og livsnydelse er fremsat over for sjælesørgeren i fængslet, Balthasar Münter, og stærkt farvet af hvad fangen har troet præsten forventede at høre. At han i denne situation både bevidst og ubevidst snakkede Münter efter munden fremgår klart af dennes referater. Der er i bedste fald tale om efterrationalisering. Ad anden vej får man indtryk af forældrene som myndige, men næppe strenge, både kloge og forstående opdragere. At alle fire sønner fik lov at vælge verdslige kald, matematik, medicin, jura og militærvæsenet, vidner ikke om noget religiøst pres. Hvad det gjaldt om også for pietisterne var at børnene kom godt i vej – og gjorde sig nyttige. De to ældste sønner havde anlæg for videnskab, en arv ikke mindst fra moderens slægt, og dermed i nogen grad for nytænkning. Men ingen af dem var revolutionære naturer. Var Struensee i nogle ungdomsår i opposition mod hjemmets måske humørforladte fromhed var han dog uafrysteligt præget af dets hæderlige normsæt og småborgerlige puritanisme. Valget af medicinen som studium var naturligt eftersom moderen vur lægedatter, hendes bror livlæge for fyrsten af Gedern.

1757 afsluttede Struensee sit studium som læge, den afsluttende specialeafhandling Om Skaden ved forkerte Legemsbevægelser (De incongrui corporis molus insalubritate) er et tidstypisk arbejde, præget af læreren A.E. Büchners opfattelse og undervisning. Den er uden henvisning til iagttagelser og litteratur. Hans hovedsynspunkt som læge var at naturen selv stræber mod det sunde og helbredende, og opgaven måtte være at støtte, ikke at modvirke naturen. Derfor indgik også hærdningsprocesser i hans kur, kolde bade og frisk luft var vigtige lægemidler. Endnu uforsørget måtte han s.å. følge faderen til Altona hvor det lykkedes denne, 6.2.1758, gennem J.H.E. Bernstorff at få Struensee bragt i embede som stadsfysikus i by en og landfysikus i grevskabet Rantzau og distriktet Pinneberg for den ringe løn af 70 rdl. Der er ingen tvivl om at Struensee fulgte nøje med i tidens medicinske debat, og så ung han endnu var deltog han allerede fra 1760 selv i denne og afslører dels megen kritisk sans og gode iagttagelsesevner, og samtidig søgte han at gøre opmærksom på sig – og på at forøge sine helt utilstrækkelige indtægter.

Da en ansøgning 1762 til Bernstorff om et supplement til lønnen, mod at han bl.a. underviste jordemødre, forblev uden resultat begyndte han sammen med David Panning (en ungdomsven som han senere ansatte i kabinetssekretariatet) at udgive månedsskriftet Zum Nutzen und Vergnügen, et underholdende skrift med et indhold af folkeoplysende art, med respektløse udfald mod tidens kvaksalveri og overtro, og mod visse etablerede lægers udnyttelse af folks uvidenhed. Selv om artiklerne heri er usignerede kan fx "En læges tanker om årsagerne til folkemængdens aftagelse i et land" med føje tilskrives Struensee Der er tale om almindelige betragtninger over vigtigheden af en stor befolkningstilvækst, og forfatteren går til angreb mod at "skarprettere, rakkerknægte, uvidende barberer, gamle koner, fordærvede apotekere og uduelige jordemødre" skal formindske befolkningen, hvor en moderne læge kunne medvirke til at højne folkesundheden. Bladet gav dog ikke det forventede økonomiske udbytte, og berømmelsen udeblev også. Efter at de lokale myndigheder var blevet opmærksom på nogle satiriske artikler – som Struensee fralagde sig ansvaret for – blev det beslaglagt. Heller ikke med et nyt tidsskrift, for videnskab, kunst, smagen og sæderne havde han det forønskede held. De få vidnedsbyrd der er bevaret om disse publicistiske bestræbelser efterlader indtrykket af at Struensee mente det alvorligt når han anså ytringsfriheden som et gode ikke blot for den enkelte, men også for almenheden, at han var uhyre øm over sin anseelse som en hæderlig person, og at han ikke agtede at ofre anseelsen og trodse sig igennem.

De ti år i Altona blev imidlertid af stor betydning for ham. Læsning af tidens førende samfundskritikere som Fr. Voltaire og J.-J. Rousseau og samtaler med velorienterede bordfæller befæstede hans kritik af det bestående; besøg på omegnens herregårde, dels i embeds medfør, skaffede ham venner blandt det aristokrati der i livsform lå nærmere den engelske gentry end tilfældet var i det øvrige land. Han var friluftsmenneske, blev en dristig og udholdende rytter; hans udmærkede franske placerede ham vel i konversationen selv om han hørte til de fåmælte. Men han var en god og lærevillig lytter. Vigtigst var dog de nære bekendtskaber han gjorde, først og fremmest med hofmanden Enevold Brandt, formentlig hans eneste ven, hans absolutte modsætning i ydre som i sind. Og dernæst den 20 år ældre Schack Rantzau – i hoffets unåde på grund af åbenmundet kritik af den bernstorffske udenrigspolitik – der gjorde ham til sin protegé og sin politiske discipel. De synspunkter den evigt fronderende Rantzau stod for var i alt væsentligt hentet hos reformofficerernes idol, generalfeltmarskal Cl. L. de Saint-Germain. Også garderofficeren S.O. Falkenskiold hørte en tid med til kredsen. At Struensee i disse år plejede sine ambitioner forhindrede ham ikke i at nyde livet, og der er ingen grund til at antage at han nærede nogen form for politiske planer. E.S.F. Reverdil karakteriserer ham i sommeren 1767 som "lykkelig og underholdende".

Karrieren fik en brat og uventet ændring da det 1768 lykkedes Rantzau, via kongens hofmarskal Conrad Holck, at få Struensee plantet som rejselæge for Christian 7. – i det håb at Struensee ville virke for Rantzaus tilbagevenden til hoffet. Udnævnelsen fulgte 5.4., og Struensee takkede Bernstorff i ærbødige vendinger, mens denne på sin side besværede sig over en udnævnelse der var sket bag hans ryg. På rejsen gennem Tyskland, Nederlandene, England og Frankrig fra juni 1768 til januar n.å. kom kongen til at sætte pris på Struensee hvis rolige myndighed gjorde indtryk. I modsætning til fx Holck tog han kongens fantasier og vrangforestillinger alvorligt, lyttede efter og talte med ham om dem og indgød derved tillid. Efter hjemkomsten til København blev Struensee derfor udnævnt til kgl. forelæser og konferensråd med 1500 rdl. i løn, tre gange så meget som han havde haft som livlæge, fik sin daglige gang ved hoffet og bolig i Prinsens palæ. I de følgende måneder deltog han ligesom vognfællen fra rejsen H.P. Sturz i byens selskabsliv bl.a. hos ægteparret P. E. Gähler der hørte til Rantzaus venner, men førte i øvrigt en forsigtig tilbagetrukken tilværelse for ikke at støde an. Han gjorde således intet for at få Rantzau til hoffet, undlod endog længe at skrive, hvad der fik denne til at give ham tilnavnet "Le Silencieux".

Foråret 1770 tog sagen imidlertid en afgørende vending idet Struensee der af kongen straks efter hjemkomsten var blevet beordret til at tilse dronning Caroline Mathilde indledte et kærlighedsforhold til denne. Fra nu af måtte han sikre sig den politiske magt for ikke at blive fjernet fra en behagelig hoftilværelse. Sagen forblev ingen hemmelighed. 17.5. kunne B.W. Luxdorph meddele sin skrivekalender at Struensee "nu gjør alle Ting", og 21.5. den chokerende oplysning at Struensee "spiiser med Herskabet om Aftenen". Dermed var et nyt favoritstyre indledt selv om Struensee fortsat ikke indtog nogen officiel lederstilling. Under hoffets sommerophold i Holsten der tilbragtes dels på slottet Traventhal og dels på Rantzaus gods Ascheberg blev de foreløbige planer lagt for en ny politik, dog kun i meget løse træk. Brandt, der 1768 var forvist fra hoffet, og Rantzau blev taget til nåde, den første blev chef for hoffets forlystelser, den sidste, meget med sin vilje, 3. deputeret i generalitetet. Den store hofsuite blev sendt tilbage til København, hofetiketten, der altid ophidsede kongens nervesystem, blev nedskåret til familieplan. Den intime kreds, for spøg kaldet "dronningens parti" udgjorde nu hoffet. Det er næppe holdbart at tillægge Struensee dybere indsigt i sindssygdommens natur, men det er uomtvisteligt at han udfoldede alvorlige bestræbelser for, dels at skabe harmoni mellem kongen og dronningen, hvilket lykkedes, dels at indrettet hoflivet så der blev taget størst muligt hensyn til kongen. Om den bedring i kongens tilstand der fulgte skyldtes behandlingen eller havde andre årsager kan ikke besvares. Men der er ingen grund til at betvivle Struensees udsagn, i beretningen om kongens tilstand, at denne i otte måneder, til foråret 1771, interesserede sig for statssagerne, satte sig ind i akterne og tog beslutninger.

Straks efter tilbagekomsten til København begyndte kabinetsordrerne at bære præg af en ny politik. 4.9. tilkendegav kongen at titler og ærestegn skulle udstedes sjældnere end før – mellem 1769 og 1772 uddeltes således ingen dannebrogs- eller elefantordener – og en anden ordre indførte uindskrænket trykkefrihed. Da resultatet heraf ikke blev den forventede tilvækst af samfundsnyttig kritik, men en strøm af sjofle og injurierende anonyme pjecer blev der 1771 indført bogtrykkeransvarlighed. – Den afgørende begivenhed var dog J.H.E. Bernstorffs afsked 15.9. Hermed var det gamle systems ankermand fjernet og vejen åben for omfattende ændringer i administration, lovgivning og den almindelige politik.

Fra sin ret omfattende læsning af moderne samfundslitteratur og af oplysningsfilosoffer og fra samtaler og korrespondance med først og fremmest Rantzau og P. E. Gähler havde Struensee nogle generelle begreber om hvilke retningslinjer der burde følges, men han var uden administrativ og politisk erfaring, uden dybere kendskab til dansk praksis, selv om hans kritik af bureaukratiets sendrægtighed var rigtig, og han savnede først og fremmest teoretikerens sans for hvilke reaktioner de forskellige indgreb ville fremkalde. Det principielle sigte var klart. Den personlige enevælde skulle indføres. Ved at samle al magt i kongens hånd, dvs. i kabinettet ville man hindre det aristokratiske statsråd, hvis medlemmer oftest var ledere af administrationens forskellige departementer, i med deres sagkundskab og deres sammenspisthed at føre politik hen over hovedet på kongen. Den lodrette kommandovej skulle følges og kommunikation mellem departementerne blev forbudt. De indledende skridt blev imidlertid vaklende. Straks efter Bernstorffs afsked blev statsrådet (konseilet) suppleret med fire nye medlemmer, hvoraf tre militære, med den opgave at fremsætte forslag til den fremtidige styreform, men efter at dette arbejde var afsluttet ophævededes rådet 8.12.1770, i stedet oprettedes en konference af administrationschefer. Men den ophævedes igen efter fire måneder. Man kan ikke udelukke at kongens vitterlige modvilje mod konseilet har spillet en rolle, men afgørende har dog snarest været at Struensee foretrak at styre alene, at give ordrer fremfor at diskutere dem. Og først og fremmest står det klart at han så vidt muligt ville undgå indflydelse fra det gamle aristokrati og selv vælge sine rådgivere. Rantzau var han bundet til, men regnede efterhånden ikke med ham.

29.1.1771 fejredes Christian 7.s fødselsdag demonstrativt som "kongens anden tronbestigelse" for at markere at det nu var ham og ikke konseilet der regerede. Samtidig uddeltes for første, og eneste, gang Mathilde-ordenen der skulle fortrænge den afdøde enkedronning Sophie Magdalenes l'union parfaite. Midlerne til ordenstegnene havde Struensee og Brandt tilvejebragt ved underhånden, og til underpris, at sælge et af Caroline Mathildes store diamantsmykker, men uden at indhente kongens tilladelse. Under de ugunstigste omstændigheder udvikledes forholdet mellem Struensee og dronningen og blev, i hvert fald fra hendes side, til dyb kærlighed. Om sommeren der tilbragtes på Hirschholm fødte hun datteren Louise Augusta som hun selv senere vedkendte sig som elskerens, men som hoffet lod lyse i kuld og køn som ægtefødt. Mens tjenerskabet udspionerede dem nat og dag og næppe lod iagttagelserne forblive inden for gemakkerne voksede sladderen og forargelsen. Og den blev ikke mindre da Struensee i anledning af barnedåben lod sig udnævne til dansk lensgreve. Det ejendommelige svælg mellem den borgerlige familieidyl Struensee lod kunstnere afbilde på Hirschholm og hans egen nobilitering er vel et udtryk for at humor ikke var hans stærke side.

I den atmosfære af utilfredshed og uvilje som Struensee ikke var ubekendt med, men negligerede, begyndte det store reformarbejde for alvor. 17.12.1770 var Struensee blevet udnævnt til maître des requêtes, en stilling der anbragte ham mellem kongen og kabinetssekretæren, som den der forelæste kongen ansøgningerne, først 20.3.1771 overtog han Andreas Schumachers funktion som kabinetssekretær, men uden at antage titlen. 14.7. fik han ved en kgl. kabinetsordre den i dansk praksis hidtil ukendte titel af gehejmekabinetsminister, idet han samtidig fik ret til at udstede kabinetsordrer i sit eget navn, blot disse senere blev forelagt kongen til godkendelse. Denne handling der senere blev udlagt som hans egentlige magtusurpation var begrundet i at kongen nu ofte i perioder helt nægtede at medvirke til sagernes behandling.

Alle de påbegyndte reformer var tiltrængte, mange af dem havde på forhånd haft tilhængere i borgerstanden. I de fleste tilfælde udarbejdedes de større reformplaner af kompetente personer og ville have kunnet bestå i kraft af behov og kvalitet. Også de mindre reformer havde mange tilhængere før Struensee realiserede dem. Således var den såkaldte "lakajisme", hvorved fornemme folk fik veltjente domestikker forsørgede med et offentligt embede, almindeligt forhadt; ligeledes var sportelsystemet under kritik; alligevel vendte medfølelsen med dem det gik ud over sig mod regeringen. Uden sans for popularitetens nødvendighed lagde han sig ud med både hofstaben og sine nærmeste ved at skære ned på hoffets luksus. Ved sin arrogante form lagde Struensee sig ud med det korps af embedsmænd der skulle føre de nye bestemmelser ud i livet. At de bevarede kabinetsordrer ses det at Struensee i mange tilfælde har haft god forstand på mange af sagerne, men også at han kort for hovedet og tit fornærmende afviste kancelliets modargumenter. Størst interesse og sagkundskab har han haft i spørgsmål om social- og sundhedsvæsen hvor han i flere tilfælde selv har udformet koncepter til forestillingerne, bl.a. om oprettelsen af Den almindelige plejeanstalt der omfattede tilsyn med fanger, fattigforsørgelse og oprettelse af et opfostringshus med tilhørende realskole, og omordningen af Frederiks hospital, bl.a. omfattende en hittebørnsanstalt. Hans dygtige medarbejder her var hans egen efterfølger som livlæge Chr. Berger. Også forsøgene på at skabe lighed for loven og den humanisering af straffene der tilsigtedes, fx afskaffelse af tortur, og beskyttelsen af de borgerlige frihedsrettigheder, bl.a. ved forbud mod husundersøgelse på mistanke alene, hørte til mærkesagerne for Struensee personlig. Den eneste varige reform her blev dog oprettelsen af Københavns hof- og stadsret der trådte i stedet for en række standsbestemte domstole, en reform der dog var forberedt længe forinden. At han til at forestå et mere centraliseret bystyre i hovedstaden valgte den i virkeligheden uduelige U.A. Holstein gjorde ikke regeringen mere populær. En universitetsreform forestået af J. E. Gunnerus nåede ikke at træde i funktion; broderen Carl Augusts fortjenstfulde finansreform blev ophævet straks efter hofrevolutionen.

Allerede 19.11.1770 var en generallandvæsenskommission med G.C. Oeder som det betydeligste medlem blevet oprettet, men dens eneste resultat blev forordningen af 20.1.1771 om bestemmelsen af hoveriets omfang.

J. H. E. Bernstorffs afgang kom ikke til at betyde nogen virkelig ændring i udenrigspolitikken hvor Struensee var helt uden erfaring, men klog nok til at trænge Rantzau i baggrunden. Udskillelsen af det udenrigspolitiske departement fra tyske kancellis almindelige sager blev det eneste varige resultat, de udenrigspolitiske forretninger blev overtaget af en af det gamle styres mænd, A.S. v. d. Osten, men alting tyder på at Struensee søgte at frigøre sig også for denne, bl.a. hjemkaldte han S. O. Falkenskiold fra Rusland for at blive orienteret af en person han nærede tillid til. I erhvervspolitikken afløstes den tidligere linje med statsstøtte til fremmede foretagere af en mere liberalistisk politik. Ligesom broderen mente Struensee at Danmark som landbrugsland burde afholde sig fra egentlig fabriksvirksomhed som der var bedre tradition for i hertugdømmerne, men det bratte bortfald af støtten, sammen med at toldspærringen ved Kongeåen bortfaldt så billige industriprodukter oversvømmede hovedstaden bevirkede en akut erhvervskrise og arbejdsløshed. Havde Struensee således lagt sig ud med den offentlige mening ved sin påståede umoralitet, med bureaukratiet ved sin upædagogiske form og sit hastværk, og med vennerne for sin sparsommelighed og egenrådighed, så fik det dog først sin skæbnesvangre konsekvens da han også lagde sig ud med de væbnede styrker. Som led i militære reformplaner skulle egentlige prestigekorps uden militær betydning nedlægges. Om sommeren 1771 opløstes således hestgarden; i december kom turen til det nationalt sammensatte korps, fodgarden, men da ordren, uden kongens underskrift, lød på at soldaterne enkeltvis skulle indstikkes i andre korps kom det juleaften 1771 til mytteri der dog blev dæmpet, men uroen fortsatte, og 6.1.1772 herskede if. P.F. Suhm "en Art oprørsk Aand i Byen".

Der bredte sig samtidig rygter om at Struensee og Caroline Mathilde ville myrde kongen og selv tage magten. Behandlingen af den lille kronprins efter Rousseaus opdragelsesprincipper, hvilket bl.a. indebar hærdning mod kulde, og selvopdragelse gennem erfaring, forstærkede opfattelsen af at Struensee ville kongefamilien til livs. Skønt Struensee havde fået efterretninger om at der i efteråret 1771 havde været planer om et kup mod ham, og skønt han stod på spændt fod med sine venner, selv Brandt havde undsagt ham, og Rantzau havde helt trukket sig tilbage efter at en forordning havde gjort det muligt også at sagsøge adelige for gæld, undlod han at iværksætte større sikkerhedsforanstaltninger.

Efter sæsonens første maskebal 16.1. på Christiansborg, hvor Struensee nu havde fået bolig i kirkeløngangen, iværksatte to officerer oberst L. v. Köller-Banner og general H.H. v. Eickstedt et kup mod Struensee og hans nærmeste kreds. Kuppet legaliseredes af den tilsidesatte enkedronning Juliane Marie og hendes søn arveprins Frederik der sikrede sig kongens person og de nødvendige underskrifter, koordinator var uden tvivl arveprinsens sekretær Ove Høegh-Guldberg. Struensee blev ført til Kastellet og lagt i lænker. Her tilstod han straks sit forhold til dronningen, men hævdede i øvrigt over for den kgl. inkvisitionskommission i sin embedsførelse at have handlet efter kongens ordre og i nationens interesse. I fængslet udarbejdede Struensee et forsvarsskrift formet som et katalog over hans regeringsperiode med angivelse af motiverne, samt en omfattende beretning om kongens tilstand. Over for sjælesørgeren B. Münters eminente omvendelsesstrategi kapitulerede han hurtigt og fortalte beredvilligt om et syndefuldt liv. Snart efter fandt han fred i sin barnetro. Mellem linjerne i denne sært suggestive beretning ser man dog snarere den dreng som moderen i sit sidste brev til ham karakteriserer som "fra barndommen en uforstilt og oprigtig natur". I sin korte tid som politiker en dogmatiker og principrytter, betaget af ideer om borgerlig frihed og lighed, men uden den smidighed og situationsfornemmelse der skulle gøre ideerne antagelige. Kommissionsdomstolen der gik juridisk uangribeligt til værks havde næppe andet valg end at dømme ham fra livet. Det skete 25.4.1772 efter Danske lovs paragraf 4, stk. 2 om majestætsforbrydelse. Dommen stadfæstedes straks, og tre dage senere blev han sammen med vennen Enevold Brandt halshugget og parteret på Østerfælled og derefter lagt på hjul og stejle på Vesterfælled. De knogler der 1895 opgravedes ved Folkets hus på Enghavevej hvor stejlerne havde stået, og som efter at have været nedsat på Vestre kirkegård blev gravlagt i Petri krypt som resterne af greverne Struensee og Brandt har if. senere undersøgelser ikke tilhørt de to.

Struensees bibliotek der kendes fra auktionskataloget var ikke omfattende, 241 numre, men viser hans interesse ud over moderne medicin og socialvæsen for oplysningstidens ledende tanker, Traité sur la Tolerance af Voltaire, Rousseaus Émile, bøger om historie, økonomi og statskundskab, også bøger på dansk, Holbergs moralske tanker på tysk, og han fortsatte med at købe bøger og tidsskrifter 1771, således bl.a. Journal Encyclopedique. Hans korte periode som statsmand tillader ikke nogen egentlig vurdering af reformerne, men nok af intentionerne og hans evner til at regere. Selv om de ideer han stod for havde fremtiden for sig og gennemførtes af andre i den følgende menneskealder kan man næppe kalde ham foregangsmand i ordets betydning af originalitet. På grund af enevældens styreform med dens mulighed for favoritstyre, specielt under en sindssyg konge, kom han til at indvarsle en betydningsfuld reformperiode hvor nye tanker og ændrede normer skulle omforme samfundet. Men til disse tanker ydede han intet originalt, ej heller hvad angår metoderne til ideernes udførelse. Omstændighederne ved hans magtovertagelse gav i samtiden hans person et falsk skær af umoralitet og holdningsløshed. I bund og grund var han en borgerlig puritaner med en naiv tro på at de ideer han fandt indlysende og fremmende for borgerånden ville kunne omforme samfundet blot de blev fremsat, men uden forståelse for de problemer en traditionsbryder skaber.