Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Peder Hansen

Oprindelige forfattere MeHa og VDyb
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Jørgen Peder Hansen, 2.12.1923-15.2.1994, minister. Født på Thurø, begravet Sct. Jørgens kirkegård, Svendborg. Efter realeksamen 1940 kom H. 1942 ind ved toldvæsenet hvor han sluttede, som kontrollør i 1975. H. var 1958-61 formand for partiafdelingen i Svendborg og 1960-63 for socialdemokratiet i Svendborgkredsen. Her blev han også opstillet og valgt til folketinget 1960. I tinget arbejdede han i særlig grad med tjenestemandssager, men dokumenterede tidligt en bred politisk dækning; han var formand for udenrigspolitisk nævn 1971-73 og for markedsudvalget 1973-74 samt medlem af Europarådet 1965-72. I 1975 blev H. kirkeminister og minister for Grønland i ministeriet Anker Jørgensen II; han fortsatte 1978 som Grønlandsminister i ministeriet Anker Jørgensen III og igen i ministeriet Anker Jørgensen IV som kirkeminister og Grønlandsminster 1979-81. Som kirkeminister mødte H. ikke de store politiske problemer, men derimod i rigelig mængde en række "præstesager": præsters privatliv, præsters krav til menigheden om aktiv kirkegang, præsters politiske ytringer m.m. H., hvis eget kirkelige engagement ikke er særlig aktivt, fik gennemgående sagerne afviklet dels ved at lade dem dampe af, dels ved at løse dem i overensstemmelse med den skete samfundsudvikling. Langt større krav blev der stillet til H. som leder af Grønlandsministeriet hvor han gennemførte hjemmestyreordningen af 1979. Også her var ledetråden en klar forståelse af både at bringe forholdene i overensstemmelse med den skete udvikling og at åbne for ukendte muligheder. H. havde talent for at forbinde politiske hensigter med de saglige realiteter som han uforbeholdent lod sig informere om fra embedsmændene. Et åbent sind og kunstnerisk temperament (aktiv maler og tegner) gav sammen med politisk tæft ham en stærk position blandt partifæller. Efter perioden i folketinget var han generalkonsul i Flensborg 1981-93.

Familie

F: skibsfører Jens Jørgen H. (1884-1923) og Anna Caroline Pedersen (født 1883). –28.2.1948 med Lizie Løndahl, født 3.7.1928 i Fåborg, d. af konditor Gudmund Jacobsen (1896-1969) og Emmy Jensen (født 1900).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Vagn Dybdahl: Jørgen Peder Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290724