Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ivar Nørgaard

Oprindelige forfattere MeHa og VDyb

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Ivar Nørgaard, 26.7.1922-3.11.2011, minister. Født i Kgs. Lyngby. N. voksede op i et socialdemokratisk hjem. Faderen var formand for socialdemokratiet i Lyngby 1912-24 og 1928-40; han var uddannet skomager, senere postbud og var med i sognerådet i Lyngby-Tårbæk 1913-21 og 1925-52, i perioden 1928-50 som formand. Han var en yderst effektiv leder af den store kommune under hastig vækst. Længe før lovgivningen krævede det fik han gennemført en byplan der harmoniserede væksten. Hjemmet var også jævnlig tilflugtssted for landflygtige tyske socialdemokrater. – N. blev student 1941, var med i DSU (Dansk socialdemokratisk ungdom) og var medstifter af den socialdemokratiske studenterforening Frit forum. Efter at være blevet cand.polit. 1947 var han en kort tid ansat i tolddepartementet, derefter sekretær i Arbejderbevægelsens erhvervsråd 1948-55. Han overtog derefter forstanderstillingen ved Esbjerg højskole der netop var gennemmoderniseret og udvidet. N. kom med en ikke ringe undervisningserfaring fra forskellig kursus- og manuduktørvirksomhed, og han havde været en flittig foredragsholder på højskoler landet over om de nye samarbejdsudvalg. Ved at flytte til Esbjerg måtte N. forlade sognerådet i Lyngby hvor han havde været medlem i elleve måneder, valgt som spidskandidat. I forstandertiden skabte han en ny stil på højskolen kendetegnet dels af et snævrere samarbejde mellem lærere og elever, dels af en undervisning der førte ind i centrum af det moderne erhvervslivs problemer. Under tiden i Esbjerg gjorde N. sig i stigende grad gældende i den offentlige debat; hans position på den tid markeres af, at mange ventede N. som ny finansminister da Viggo Kampmann i foråret 1960 ville afgive finansministeriet for alene at tage sig af statsministerposten. Ved de omrokeringer der skete i trekantregeringen 31.3.1960 holdt Kampmann sig dog inden for folketingsgruppens medlemmer. Det følgende år rykkede N. imidlertid nærmere magtcentret, da han i 1961 blev politisk chefredaktør for Aktuelt og dermed kom i partiets hovedbestyrelse; 1964 blev han chefredaktør og samtidig formand for AOF (Arbejdernes oplysningsforbund). Allerede året efter blev N. dog minister, idet han som økonomiminister kom i ministeriet Krag II ved de omposteringer der fulgte efter Poul Hansens tilbagetræden. Fra 1967 til regeringens afgang febr. 1968 var han tillige minister for de europæiske markedsanliggender. N. var 1966 kommet i folketinget, opstillet i Hvidovrekredsen hvor han siden blev valgt. Da socialdemokratiet 1971 på ny dannede regering kom N. atter med, nu som minister for udenrigsøkonomi og markedsanliggender; han fortsatte på posten i Anker Jørgensens første regering til den trådte tilbage 1973, blev udenrigsøkonomiminister igen 1975, skiftede 1977 over til handelsministeriet, blev 1978 miljøminister (SV-regeringen), 1979 tillige økonomiminister og 1980-82 alene økonomiminister.

Ved N.s udnævnelse og også senere blev han betragtet som først Krags, senere Anker Jørgensens modvægt mod Per Hækkerup, i den snævre inderkreds. Holdningsmæssigt blev N. placeret på venstrefløjen, men i meget har han i høj grad været pragmatikeren – dogmefri som han selv siger – dog uden tvivl med venstrefløjs-ideer som udgangspunkt. Allerede de ledende artikler i Aktuelt vidnede om en balanceret vurdering af de politiske muligheder. Derimod var det åbenbart, at han repræsenterede en ung og moderne linje som partiet havde behov for. Det har også kendetegnet hele hans færd at han følte sig uafhængig. Det er det samme der kommer til udtryk når Krag i sin dagbog 1971 noterer: "Hækkerup og K. B. (Andersen) har et skævt kik på Ivar Nørgaard, men Ivar tager det med knusende ro". Over for offentligheden har uafhængigheden markeret sig et par gange. På kongressen i juli 1969 stillede han op som kandidat til næstformandsposten mod Erling Dinesen der var ledelsens kandidat. N. fik 170 mod Dinesens 232 stemmer. Et par måneder senere forsøgte N. at få Per Hækkerup væltet som gruppens ordfører ved at foreslå Jens Kampmann, men denne trak sig. Selv om der nok var tale om politiske uoverensstemmelser, spillede hensynet til partiets image uden tvivl også en rolle for N. som det også gjorde det, da han sammen med andre 1973 skarpt kritiserede opbygningen af forslaget til et partiprogram. En række ældre partifæller tog 1969 afstand fra N.s handlemåde der dog uden tvivl havde en funktion ved at placere partiet i offentligheden som et mere åbent og moderne parti. – N.s frondering svækkede ikke hans position. I disse år stod han og J. O. Krag som de danske specialister i markedsanliggender. Efter sammenbruddet 1967 i EF-forhandlingerne gik N. ind i arbejdet med at etablere et nordisk samarbejde, planer som blev taget op gennem de Nordek-forsøg der blev initieret af regeringen Baunsgaard i febr. 1968, samme måned som Krags regering trådte tilbage. Ved socialdemokratiets overtagelse af regeringen 1971 var det EF der stod i centrum; da N. i oktober sagde ja til at blive udenrigsøkonomiminister følte han sig så stærk at han stillede og fik opfyldt betingelser der sikrede hans positioner i de nye forhandlinger og efter indtræden i fællesskaberne; navnlig fik han ret langt fremskudte afgrænsninger i forhold til udenrigsministeren K. B. Andersen og økonomiministeren Per Hækkerup. Året efter Danmarks tilslutning til EF blev N. for et halvt år formand for ministerrådet, og i dette arbejde havde han en solid støtte i sit flerårige arbejde med markedsproblemer. Resultatet var da også en almeneuropæisk anerkendelse af hans indsats. I de følgende ministerår var N.s arbejde mest på de indre, koordinerende linjer. Han var bestandig med i de centrale regeringsudvalg hvor hans erfaring og omfattende indsigt gav ham betydelig indflydelse. 1991-94 var han formand for folketingets markedsudvalg, herefter forlod han folketinget.

1992-2009 var han formand for Pensionisternes samvirke samt formand for Ældremobiliseringen 1994-2003. Udadtil og navnlig fra omkring 1975 beskæftigede han sig i kronikker i Politiken med miljøproblemer og samfundsudviklingen under laveller nulvækst. N. skrev flere populære bøger om økonomi, bl.a. Focus på nationaløkonomien, 1964 og Din løn og samfundets økonomi, 1970.

Annonce

Familie

Forældre: sognerådsformand Ingvar N. (1882-1982, gift 2. gang 1938 med Ester Kristine Marie Knudsen, 1895-1966) og Olga Nikoline Persson (1885-1933). Gift 1. gang 8.11.1947 i Kgs. Lyngby med Inge Gothenborg, født 4.12.1920 i Århus, død 19.10. 1972 i Bagsværd, d. af disponent Tage G. (1900-65) og Gerda Schollert Larsen (1900-85). Gift 2. gang 16.3.1974 i Brøndby (b.v.) med børne- og ungdomskonsulent Sonja Saaskin, d. af skræddermester Leo S. (1895-1955) og Anna Andersen (født 1899).

Ikonografi

Tegn. af Bo Bojesen (folketinget) og to tegn. af H. Lollesgaard (Kgl.bibl.). Tegn. af Henrik Flagstad, 1973. Foto.

Bibliografi

Interviews i Socialdemokraten 1.8.1954, Aktuelt 25.8.1965, Demokraten 27.6.1971, Politiken 16.7.1972, Ekstrabl. 12.5.1973. – Berl. tid. 25.7.1972. Malin Lindgren sst. 8.7.1973. Lisbeth Knudsen sst. 25.2.1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Vagn Dybdahl: Ivar Nørgaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295200