• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ivar Hansen

Oprindelige forfattere MeHa og HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Ivar Hansen, Ivar Christian Hansen, 1.11.1938-11.3.2003, minister. Født i Agerbæk, Fåborg sg., begravet på Agerbæk kgd. H. uddannedes ved landbruget, var på Ryslinge højskole 1956-57, på Askov 1959-60, på Ladelund landbrugsskole 1960-61 og var ejer af slægtsgården i Agerbæk mellem Varde og Esbjerg. Han var medlem af bestyrelsen for Ribe amts venstre 1962-66 og fra 1972 og var formand for venstres ungdom i Ribe amt og medlem af VUs landsorganisations styrelse 1964-66. Uden dog at blive valgt var han opstillet til folketinget af venstre i Sønderborgkredsen 1965-72 og i samme periode bestyrelsesmedlem i det sønderjyske venstre. Fra 1972 var han opstillet i Grindstedkredsen og blev indvalgt i folketinget 4.12.1973, hvor han sad til sin død. Han indvalgtes straks i folketingsgruppens bestyrelse som repræsentant for de yngre i gruppen, blev næstformand i febr. 1977 og formand ved Poul Hartlings valg til FN-højkommissær for flygtninge 8.12.1977. Han beskæftigede sig i tinget især med økonomi og erhvervsforhold og anlagde en klart liberal linje der dog ikke udelukkede samarbejde med socialdemokratiet, men fastholdt venstre som alternativ dertil. Sommeren 1978 fastholdt han at de konservative skulle med, hvis venstre skulle indtræde i regeringen Anker Jørgensen. Denne ret stejle holdning blev underkendt af folketingsgruppen på møde i Skagen 1.8.1978 og Henning Christophersen overtog ledelsen af forhandlingerne med socialdemokraterne der endte med syv venstreministres optagelse i regeringen Anker Jørgensen 30.8.1978. H. var minister for offentlige arbejder til regeringens opløsning okt. 1979. 1982-98 var han igen venstres gruppeformand samt politisk ordfører 1987-91; 1990 blev han medlem af folketingets præsidium. H. var statsrevisor 1982-98 og fra 1995 formand for stasrevisorerne. I 1998 stillede han op til posten som folketingets formand sammen med socialdemokraten Birte Weiss; først efter lodtrækning fik han den ærefulde post. Han nød stor og bred politisk respekt for sin ledelse af tinget.

Familie

Forældre: gårdejer Lars Peder H. (1897-1971) og lærer Maria Jepsen (1902-80). Gift 28.4.1962 i Fåborg k. ved Varde med Karen Marie Hansen, født 10.5.1938 i Fåborg ved Varde, d. af købmand Johannes Sillesen (1904-70) og Dagmar Nielsen (1908-69).

Udnævnelser

SK.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Thomas Kluge, 2003 (Christiansborg). Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Helge Larsen: Ivar Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290690