Holger Hansen, Erik Holger Hansen, 16.5.1929-3.5.2015, minister, gårdejer. Født i Tågeby (Mern sg.). H. uddannedes ved landbruget, var elev på Frederiksborg højskole 1947-48, på studieophold i England 1952 elev på Lyngby landbrugsskole 1952-53, på den liberale skole Brejdablik 1957 og er fra 1959 ejer af Kildevang i Tågeby ved Mern.

Han begyndte sit politiske virke som formand for venstres ungdom i Sydsjælland 1954 og var formand for VU i Præstø amt og medlem af VUs landsorganisations forretningsudvalg 1957-59. Kommunalpolitisk virkede han i Mern sogneråd 1958-70 og i Langebæk kommunalbestyrelse 1970-73. Han var opstillet for venstre i Kalundborg-Samsøkredsen ved valget 1957 og indvalgtes i folketinget af venstre i Stege-Vordingborgkredsen 1960, 31 år gammel. H.s valg vakte en vis opmærksomhed. Ved valget 1957 fik venstre to mandater i Præstø amt. Det ene indehavdes af Poul Hartling, men H. og ikke Hartling fik det ene mandat der tilfaldt venstre i amtet 1960.

H. kom med nye synspunkter i venstres gruppe, eksempelvis i social-, uddannelses- og lokaliseringspolitik. Han havde taget bestik af de følger industrialiseringen måtte medføre for landsby- og landbrugserhverv i form af større sociale forpligtelser, bedre undervisning og modvirkning af affolkning i landområder. Med dannelsen af RKV-regeringen 1968 rykkede H. frem i folketingsarbejdet som formand for tingets socialudvalg 1968-71 og medlem af Grønlandsrådet og bestyrelsen for venstres folketingsgruppe 1968-73. Han var formand for byrde- og opgavefordelingsudvalget for Grønland 1970-73 og videreførte dette arbejde som minister for Grønland i regeringen Hartling 19.12.1973-13.2.1975. Han var samtidig miljøminister og arbejdede især for det nære samfund i de nye storkommuner og varierede erhvervsmuligheder og et tilfredsstillende serviceniveau i landdistrikterne. H. faldt ved valget dec. 1973, men indtrådte i tinget da direktør Johs. Bøggild 13.2.1974 opgav sit ved valget vundne mandat. 1975-77 var H. valgt af venstre i Ringstedkredsen og var i den periode medlem af hjemmestyrekommissionen for Grønland.

Han opstillede ikke ved valget 1977 og begyndte derefter det juridiske studium ved Kbh.s univ. Han har bl.a. udgivet Nyt ord i danskpolitik: Lokalisering. En bog om bedre samfundsplanlægning. 1973. Han blev i 1980 cand.jur., 1985 lic.jur. og blev i 1986 lektor ved Københavns universitet. 1994-96 var han studieleder ved det juridiske fakultet. Han var endvidere bestyrelsesmedlem af Demokratifonden 1996-2000.

Familie

F: gårdejer Hans Th. H. (1893-1979) og Marie Hansen (1894-1970). Gift 9.9.1961 i Mern med Anna Sofie Nielsen, født 22.3.1942 i Næstved, d. af gårdejer Viggo N. (født 1904) og Ingeborg Pedersen (født 1910).

Udnævnelser

K. 1975.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig