Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hilmar Finsen

Oprindelig forfatter PStav
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Hilmar Finsen, Søren Hilmar Steindor Finsen, 28.1.1824-15.1.1886, landshøvding, minister. Født i Kolding, død på kommunehosp. i Kbh., begravet sst. (Holmens kgd.). F. blev student 1841 fra Kolding og cand.jur. 1846. Han deltog som titulær auditør i treårskrigen og udnævntes 1851 til borgmester i Sønderborg. Da preusserne juli 1864 okkuperede Als, blev han afsat fra embedet. Fra marts til nov. 1864 var han medlem af rigsrådets folketing som repræsentant for det 4. slesvigske bydistrikt og fulgte her D. G. Monrad i dennes modstand mod Wienfreden. 1865 blev han stiftamtmand på Island hvor hans egentlige livsgerning kom til at ligge. Han var selv på fædrene side af islandsk æt, hvad vel også bidrog til at han – skønt han vistnok måtte kæmpe med sproglige vanskeligheder, og skønt han kom midt op i de da rejste, skarpe islandske selvstændighedskrav – havde gode betingelser for at øve en formidlende indflydelse. Han medvirkede således ved gennemførelsen af forfatningslovene af 2.1.1871 og 5.1.1874 – der dog ikke tilfredsstillede selvstændighedskravene. F. beklædte fra 1874 det derved oprettede embede som landshøvding indtil han 1883 blev overpræsident i Kbh. 1884 indtrådte han som indenrigsminister i ministeriet Estrup. Han var imidlertid allerede da således mærket af sygdom at han hverken administrativt eller politisk nåede at udrette noget særligt. Aug. 1885, lige ved begyndelsen af de egentlige kampe omkring provisorierne, tvang sygdommen ham til at udtræde af ministeriet hvorpå han på ny blev overpræsident. – Kancelliråd 1856. Justitsråd 1861.

Familie

Forældre: herredsfoged, sidst i Hasle m.fl. herreder, kancelliråd Jon F. (1792-1848) og Dorthea Cathrine Bruun (1789-1861, gift 1. gang 1808 med premierløjtnant, senere kaptajn og vejkonduktør på Fyn Hans Jakob Hoskiær, 1782-1813). Gift 25.9.1857 i Kbh. (Garn.) med Olufa Bojesen, født 16.7.1835 i Kbh. (Frue), død 5.8.1908 i Vordingborg, d. af postsekretær og kontorchef, senere vicedirektør for Kbh.s fattigvæsen og justitsråd Severin Adrian B. (1802-81) og Jensine Cecilie Hastrup (1814-74).

Udnævnelser

R. 1854. DM. 1870. K.2 1874. K.1 s.å. S. K. 1885.

Annonce

Ikonografi

Træsnit af C. L. Sandberg, 1874. Flere træsnit 1884, det ene af A. Bork. Mal. af H. Dohm, 1919 (altingsbygn., Reykjavik).

Bibliografi

Uddrag af breve fra H. Og Olufa F. i Islandsk årbog, 1936 34-72. – Jul. Rée i III.tid. 19.7.1874; sst. 21.9.1884. Isafold, Reykjavik 9.5.1883, 23.7.1884 og 5.5.1886. Heimdallur, 1884. Dagsavisen 7.2.1885. Dagbladet 16.1.1886. Andvari XX, Reykjavik 1895. – Papirer og breve i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. Stavnstrup: Hilmar Finsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289461