Hartvig Frisch

Hartvig Frisch, Hartvig Marcus Frisch, 17.1.1893-11.2.1950, minister, forfatter. Hartvig Frisch tilhørte af fødsel det københavnske bourgeoisi. Familien Frisch, der var indvandret her til landet i 1709, var højt placeret i embedshierarkiet og i den københavnske storhandel; ved ægteskab knyttedes den til slægter som Tutein, Mourier, men også som resultatet af de vestindiske forbindelser til fjernerestående "slægter": Hartvig Frischs oldemor var af indiansk afstamning.

Da Hartvig Frischs far døde tog moderen med sine børn ophold hos sin far, rektor Conrad Iversen i Hillerød. 1910 blev Hartvig Frisch nysproglig student fra Frederiksborg statsskole der ikke dengang havde nogen klassikerlinje; med morfaderen havde han dog systematisk læst græsk således at Hartvig Frisch da han kom til universitetet allerede havde en bred faglig dækning. Han begyndte med at studere historie med latin og tysk som bifag, men skiftede over og tog 1917 eksamen med latin som hovedfag og græsk som bifag. Allerede i studietiden var Hartvig Frisch blevet stærkt engageret i samfundsspørgsmål. Han var ikke alene medlem af Studentersamfundet, men også af en socialdemokratisk vælgerforening og var med i uddeling af valgmateriale og i husagitation. På samme tid deltog han livligt i den almindelige akademiske debat, ofte stimuleret og inspireret af fætteren, filosoffen Herbert Iversen. I studietiden havde Hartvig Frisch et års tid været vikar i Sorø – og det havde moret ham – men hans lærere lagde også op til at han burde fortsætte som videnskabsmand. Efter embedseksamen valgte han skolen fremfor det usikre i at være en videnskabsmand der skulle leve af legater og tilfældige undervisningstimer.

1918-23 var han adjunkt ved Århus katedralskole, 1923 flyttede han til Metropolitanskolen hvor han blev lektor 1929. – Hartvig Frisch berømmes som skolemand både af kolleger og elever. Hans undervisning var frisk med udblik til på den ene side videnskabens problemer og på den anden side med bestandige jævnførelser til aktuelle dagsproblemer i litteratur og politik. Oplagt virkede han altid, og "den glæde og begejstring og den urokkelige tro på ungdommens værd og trang til at forstå og forstås, hvormed han har begyndt sin lærergerning, bevarede han så længe han var skolens mand, og efter den tid sit liv igennem" (Henrik Bang). I sine sidste skoleår 1938-41 var Hartvig Frisch faginspektør i græsk og oldtidskundskab og var i den egenskab en værdsat vejleder af yngre kolleger.

Det var imidlertid på andre områder Hartvig Frisch blev kendt af offentligheden: som popularisator af historie, som politiker og som videnskabsmand, Karakteristisk for ham er at alle disse funktioner kunne virke sideløbende. Den solide grunduddannelse og den hurtige intelligens gjorde dette muligt fordi disse egenskaber var forenet med en utrolig arbejdsevne og en sjælden hukommelse. En stor udenlandsrejse til Italien og Grækenland i 1920-21 stimulerede ham stærkt. Han skrev i Tilskueren om romerske emner, og forelæsningsrækker i det lokale videnskabsselskab, Jysk selskab for sprog og historie førte til småskrifterne Platons Stat, 1924 og Rom. Oldtidens Verdensby, 1925. I 1928 fulgte hans Europas Kulturhistorie i to store bind (efter hans død udsendt af Politikens forlag i flere oplag). Om disse bøger gælder at de er funderet på grundig læsning af tidens videnskabelige litteratur, og på en række områder, navnlig "Platons Stat", også er resultatet af førstehåndsstudier. De er lettilgængelige også for ikke-fagfolk og karakteriserede ved en bevidst objektivitet, men ikke uden standpunkttagen. Som et særtræk står en vidtstrakt brug af aktuelle sammenligninger der øgede forståelsen og gennemgående undgik at forvride fortiden, hvad ellers er risikoen i denne teknik. Grundholdningen er klart den materialistiske historieopfattelse, men uden skematisk teoretisering. Personskildringerne er fængslende og indlevede, dog ikke når det gælder de store religiøse ledere – Hartvig Frisch var selv ganske uden religiøse fornemmelser.

Da Hartvig Frisch var blevet politiker skiftede forfatterskabet over til samtidens historie. Tilegnet Th. Stauning på 60-års-dagen udgav han 1933 Pest over Europa der analyserede kommunismen, fascismen og nazismen og kritiserede socialdemokratierne for deres passivitet. Han understregede også diktaturernes lokale, historiske baggrund der ikke gjorde dem til fremtidens statsform, men kun til overgangsfænomener. Her som i det følgende værk Fra Brest-Litowsk til Rapallo I–II, 1935-36 vendte han sig mod det skæbnesvangre i Versailles-fredens manglende retfærdighedstanke. Pest over Europa fik sin fortsættelse i Tragediens anden del, 1950 der skildrer tiden fra 1933 til efter anden verdenskrig. Ind imellem havde han redigeret og selv skrevet store afsnit i "Danmark besat og befriet", 1945-46 hvor han med sin særlige indsigt kunne levere en yderst givende fremstilling af dansk politik under besættelsen.

Efter at være flyttet til København 1923 fik Hartvig Frisch en snævrere kontakt til både socialdemokratiet og til radikale akademikerkredse. Han skrev kronikker i Social-Demokraten, og han var medstifter af tidsskriftet Clarté der begyndte at komme i 1926 med socialdemokrater, kommunister og ikke-partibundne socialister som baggrundsgruppe. Hartvig Frisch opfattede tidsskriftet som et debatforum for socialisme, men i socialdemokratiets ledelse var man nervøs for samarbejdet med kommunisterne, bl.a. Alsing Andersen vendte sig stærkt mod det. Selv om der til stadighed var socialdemokrater i redaktionen blev det efterhånden kun kommunister der skrev i det, og 1927 gik det ind. Hartvig Frisch blev på denne tid den socialdemokrat der på klareste måde markerede sig i den kulturelle debat. Han vendte sig mod den linje Harald Bergstedt repræsenterede. Hartvig Frisch fandt, at den stod for en niveausænkning, og da han i en periode i begyndelsen af 30'erne stod som redaktør af Social-Demokratens litteraturside drog han skribenter til bladet, der stod for rationalisme og for samfundsengagement, men også for bestandige krav om kvalitet. Hartvig Frisch der aldrig blev den store folkefører blev i disse år idealet for mange af partiets akademikere.

Omtrent samtidig med grundlæggelsen af Clarté kom Hartvig Frisch i folketinget. Social-Demokratens redaktør Marinus Kristensen havde været kandidat i Maribokredsen, men trådte tilbage og fik formidlet en opstilling af sin kronikør. Her valgtes han 1926 og holdt kredsen til sin død – dog afbrudt en månedstid i 1945 (se nedenfor). Hartvig Frisch faldt godt til blandt vælgerne der især bestod af arbejdsmænd og husmænd. Hartvig Frischs rigsdagskarriere var ikke hurtig; der gik flere år inden han fik større ordførerskaber; det første var ved gennemførelsen af sukkerordningen (lov af 23.3.1932). Hans indlæg her er stedse blevet berømmet for den indsigt i dyrkningsteknik og i de sociale og økonomiske aspekter. Partiledelsen følte sig efterhånden tryg ved den folketingsmand der havde haft så snæver kontakt til de intellektuelle kommunister.

1935 blev han gruppeformand og ordfører, og der fulgte nu fem år hvor Hartvig Frisch var blandt de toneangivende i dansk politik. Ikke alene var han en myndig gruppeleder, men også en efterspurgt taler landet over. Med den stærke position de to regeringsledere Stauning og P. Munch havde åbnedes der ikke mulighed for den politiske indflydelse der i dag oftest bliver en gruppeleder til del. Til gengæld blev gruppeledelsen i høj grad Hartvig Frischs sag, og i høj grad virkede han for de yngre gruppemedlemmers skoling. Selv virkede han mest som ordfører i de store politiske debatter hvor hans talent for debatten kom til fuld udfoldelse. Det var under en sådan debat han forud for folketingsvalget 1939 om den private ejendomsret sagde: "Det er dødsklokkerne, der ringer for et system, som disse partier (venstre og konservative) i sin tid klamrede sig til". Set i sammenhængen var udtalelsen en konstatering af det historiske forløb, men i den almindelige debat blev disse ord stående som et vidnesbyrd om Hartvig Frischs revolutionære holdning.

Ved siden af indenrigspolitikken var Hartvig Frisch stærkt benyttet af sit parti i det internationale arbejde. Hans indsigt og sikre sprogbeherskelse gjorde ham selvskrevet hertil. Han var i mange år medlem af den danske delegation til Folkeforbundet og havde en fremskudt position i Den interparlamentariske union. Han mistede tidligt tilliden til Folkeforbundets muligheder og vendte tilbage til den klassiske neutralitetspolitik; selv om han var med blandt de socialdemokrater der vendte partiets forsvarspolitik havde han ikke meget tillid til de små landes militære formåen og sluttede stærkt op om Staunings lænkehundtale.

Besættelsen betød i flere retninger et dybt indsnit i Hartvig Frischs liv. Han hørte i slutningen af 30'erne og under besættelsen til de hårdest angrebne fra nazistisk hold og blev tidligt tvunget til at afholde sig fra deltagelse i udadvendt politisk virksomhed (han fortsatte dog møderne i sin valgkreds). Selv om han stadig var medlem af socialdemokratiets øverste organ, partirådet, gav tiden ham ikke opgaver nok. Han skiftede da over og blev videnskabsmand. På få måneder skrev han disputatsen Athenernes Statsforfatning, 1941 (eng. udg. 1942) og blev 1941 William Norvins efterfølger som professor i klassisk filologi ved Kbh.s univ. Hartvig Frisch var professor i seks år. Han gennemførte et omfattende undervisningsprogram, skrev to store bøger og adskillige tidsskriftafhandlinger. Bøgerne Ciceros Kamp for Republiken, 1942 (eng. udg. 1946) og Magt og Ret i Oldtiden I, 1944 (eng. udg. 1949) placerede Hartvig Frisch som en også målt med international alen fremtrædende oldtidshistoriker: levende i fremstillingen med nye detailanalyser og frugtbare synteser præget af de mange års politiske erfaringer.

Politisk fulgte han i besættelsestiden partiets linje. I lukkede partimøder udtrykte han sin uro over hvad der i forbindelse med befrielsen kunne ske med en militant og ukontrolleret modstandsbevægelse i landet. Udadtil rettede han i november 1943 i Studenterforeningen ét kraftigt angreb på en sabotage mod en Storebæltsfærge der bragte flere hundrede danskeres liv i fare. Samtidig med at Hartvig Frisch selv stod på Brøndum-bandens mordliste kom han i stærkt modsætningsforhold til modstandsbevægelsen. Bedre blev det ikke da han i 1945 først kritiserede retsopgøret og dernæst angreb modstandsbevægelsen for de gennemførte stikkerlikvideringer. Selv om der rejstes en formelig hetz mod ham stod Hartvig Frisch fast på sine synspunkter om end han beklagede formen i nogle af sine udtryk. Navnlig kommunisterne rettede en voldsom kritik mod Hartvig Frisch, og denne var uden tvivl medvirkende til at han ikke opnåede valg i oktober 1945; da en anden partifælle derefter trak sig tilbage rykkede Hartvig Frisch på ny ind i tinget.

Det havde været en stor skuffelse for Hartvig Frisch at H.C. Hansen og ikke han blev finansminister i befrielsesregeringen. Partiet brugte ham i det næste par år i det internationale samarbejde; men da Hans Hedtoft dannede regering i november 1947 føltes det som en selvfølge at Hartvig Frisch blev undervisningsminister, selv om han bemærkelsesværdigt nok aldrig havde været ordfører i skolesager; derimod havde han i 17 år været et aktivt medlem af radioens programudvalg, et andet af ministeriets store og udadvendte områder. Den aktive ministertid blev kun på to år – i slutningen af november 1949 blev Hartvig Frisch syg og indlagt på hospital. Perioden var ikke lang nok til de store reformer, de økonomiske muligheder satte tilmed snævre grænser for virksomheden. Den mest omtalte reform var karakteristisk nok også gratis, nemlig retskrivningsreformen af 1948 der afskaffede formerne skulde, kunde osv. og de store bogstaver i navneord samt indførte å i stedet for aa. Reformen var i høj grad en personlig sag for Hartvig Frisch. Enhedsskolen var også et af Hartvig Frischs programpunkter, men her nåede han knap at komme i gang. På seminarieområdet fik han indført forsøgsundervisning og i folkeskolen skolenævn der med større beføjelser afløste de tidligere forældreråd. En del af Hartvig Frischs taler og kronikker fra ministertiden udgav han i Store og små kulturproblemer, 1949; i 1945 havde han udgivet en tilsvarende samling Tænkt og talt under Krigen.