Hans Hækkerup

Hans Hækkerup, Hans Erling Hækkerup, 25.12.1907-30.7.1974, minister. Hans Hækkerup var bogstavelig talt socialdemokrat fra fødslen. Faderen var uddannet typograf, men blev 1907 redaktør af Midtsjællands Social-Demokrat i Ringsted, kom i 1913 i byrådet og valgtes 1920 til folketinget hvor han sad til sin død. Hækkerup selv fulgte den slagne embedskarriere; efter studentereksamen fra Roskilde 1926 blev han cand.jur. 1934 og kom straks i finansministeriet hvor han sluttede af med i 1950 at blive kontorchef. Tjenestemandssager hører under finansministeriet, og som sekretær 1945 8 for de forskellige organer der behandlede sager mod tjenestemænd for unational adfærd under besættelsen dokumenterede han effektivitet og et velafbalanceret juridisk skøn.

Hækkerup trådte politisk frem som socialdemokratisk kandidat i Store-Heddingekredsen i 1943. Fra 1945 valgtes han til 1971 i Stege-Vordingborgkredsen, dog med en afbrydelse 1947–48. Hækkerup blev 1953 justitsminister i ministeriet Hans Hedtoft II og fortsatte på posten gennem de vekslende socialdemokratiske regeringer frem til 1964 da han blev indenrigsminister; han afgik med ministeriet Krag i februar 1968. Siden J. Nellemann har ingen været justitsminister uafbrudt i så mange år; lægges årene sammen var C. Th. Zahle dog justitsminister i længere tid. Alene dette er et vidnesbyrd om et stort politisk talent og en saglig styrke, når det betænkes at netop denne ministerpost siden provisorieårene har været den mest udsatte. Hækkerup undgik da heller ikke at tillægge sig en sikkerhed der kunne nærme sig arrogancen, navnlig over for mindre velfunderede partifæller og modstandere, men han var – fremhæves det – altid venlig og redebon når den almindelige borger søgte hans bistand.

Hækkerups ministertid faldt i en periode hvor mange af de tidligere normer var til prøvelse, og det lykkedes ham gennemgående takket være en betydelig smidighed og fornemmelse for hvor langt man kunne gå at opnå ret bred tilslutning til en liberalisering af lovgivningen på en række områder: øget adgang til prøveløsladelse (1956), videregående adgang til svangerskabsafbrydelse og vejledning i svangerskabsforebyggelse (1960), forbedring af vilkårene for børn født uden for ægteskab (1960), lempelser i filmcensuren (1960) og i helligdagsloven (1963) samt indførelse af partsoffentlighed i forvaltningen (1964). Andre betydningsfulde love var en ny færdselslov (1955), ændringer i rets- og politikredsene (1956) og ministeransvarlighedsloven (1964). Det var store og omfattende lovkomplekser som han under forhandlingerne personligt beherskede. Det samme gjaldt det store kompleks af jordlove der faldt ved folkeafstemningen 1963; Hækkerup var formand for det regeringsudvalg der forberedte dem og fejlvurderede ligesom Krag selv de politiske muligheder. Karakteristisk nok holdt Hækkerup sig imidlertid her som i andre sager tilbage fra at deltage i den almene debat. Ministeriet og folketinget var hans arbejdspladser. Som indenrigsminister gennemførte han 1966 en omfattende ændring af beskatningen af fast ejendom og arbejdede med de komplicerede problemer der førte til den store kommunalreform i 1970. Hækkerup havde set frem til i 1968 at afløse Julius Bomholt som folketingets formand, men valgresultatet i januar blokerede for denne mulighed. I sine sidste år var Hækkerup mærket af svigtende helbred.