H. Carlsen, Hans Rasmussen Carlsen, 28.10.1810-2.7.1887, minister, stamhusbesidder. Født i Køge, død på Gammel Køgegård, begravet på Claras kgd. i Åsen sst. C. gik 1823-29 på Sorø akademi hvor han blev stærkt grebet af sin lærer B. S. Ingemanns nationalromantik. 1832 tog han eksamen fra forstinstituttet i Kiel og 1833 overdrog moderen ham Gammel Køgegård som 1845 oprettedes til stamhus. Faderen var 1817 blevet adlet med Langernes våben, og C.s søn der døde 1865, 19 år gammel, skulle ved sin overtagelse af stamhuset have antaget navnet C.-Lange. C. var en praktisk dygtig godsejer der med særlig interesse omfattede GI. Køgegårds skove som han forbedrede ved afvanding og plantning af ege- og nåletræskulturer. Selv adelig knyttedes han gennem sit ægteskab til landets højeste aristokrati. Han manglede ingenlunde aristokratisk standsfølelse der i spørgsmål som tvungen fæsteafløsning og ophævelse af godsejernes majoratsrettigheder kunne give sig stærke udslag, men alsidigt orienteret og åndslivlig som han var droges han også i modsat retning af den hans standsfæller sædvanlig fulgte. 1841 valgtes han af sædegårdsejernes klasse til Roskilde stænder og deltog i møderne 1842 og 1844, men trådte ikke særligt frem. Han gjorde sig dog bemærket ved sympati for en fri forfatning, men med tilbørlige konservative garantier. 1846 udeblev han fra stænderforsamlingen, og de første år under den frie forfatning søgte han ikke valg til nogen lovgivende forsamling. Baggrunden var det tryk hans hustrus langvarige sygdom (tuberkulose) lagde på ham og hans ret isolerede stilling mellem de herskende politiske retninger.

Han kunne ikke følge sine standsfæller i alt og indtrådte ikke i grundejerforeningens bestyrelse, skønt opfordret dertil. Den konservative helstatspolitik stødte an mod hans stærke nationalfølelse der førte ham over mod de nationalliberale, men den akademiske dominans blandt dem frastødte ham, og det samme gjorde bondevennernes lighedskrav. Han søgte nu og da at påvirke udviklingen gennem breve til aktive politikere og udgav 1848 under pseudonymet H. Christensen pjecen Bidrag til Oplysning om Begrebel af et første Kammer og om Hensigtsmæssigheden af et Tokammersystems Anvendelse i den danske Stats Repræsentativforfatning. Pjecen var et svar på J. F. Schouws anbefaling af etkammersystemet og hævdede nødvendigheden af et landsting, hvis pladser arvedes af godsejerne som i det engelske overhus. I pjecen Om Kongemagt og Folkefrihed, 1853, argumenterede han for en stænderdelt rigsdag med et landsting valgt af godsejere, præster og lærde og et folketing valgt af borgere og bønder. Forbilledet her var det middelalderlige engelske parlament men disse drømmerier, næret af hans romantiske historiesyn og hans standsfølelse og uvilje mod lighedskravet, fik ingen betydning. - C.s tilknytning til grundtvigianismen fra begyndelsen af 1850erne satte derimod dybe spor i hans senere politiske virke. 1846 var han medunderskriver på en petition til Christian VIII om virkeliggørelse af N. F. S. Grundtvigs "Skolen i Soer".

1850 blev hans søster Jutta gift med den grundtvigske præst Peter Rørdam i Mern, og 1851 indgik hans anden søster enkefru Marie Toft ægteskab med Grundtvig. C.s stærke nationalfølelse og varme kirkelige interesse fandt næring i Grundtvigs forkyndelse og folkelighed, og der opstod et nært forhold mellem grundtvigianismen og C. der af sit fulde hjerte var med til at føre de grundtvigske frihedskrav frem på kirke- og skoleområdet. 1855 blev C. kongevalgt medlem af oktoberforfatningens rigsråd, og fra da af og til sin død var han aktiv politiker, i rigsrådet til 1864, landstingsmand for 8. kreds 1859-66, valgt til folketinget i Vejlekredsen 1866-69 og kongevalgt medlem af landstinget 1870-87. På rigsdagen nærmede C. sig o. 1860 det grundtvigsk prægede nationale venstre og, blandt de ledende bondevenner, Balth. Christensen der stod disse kredse nær. Denne tilnærmelse fik sit første stærke udslag i C.s ivrige deltagelse i Dannevirkeforeningen der søgte at drive regeringen Hall frem til en ren ejderpolitisk afgørelse. Jo stærkere C. kom i opposition til Hall, jo mere nærmede han sig venstre, så han også over for partiets rent demokratiske krav kom til at stille sig mere imødekommende end det egentlig lå i hans natur. Helt lod han sig dog aldrig opsluge af noget parti. Under forhandlingerne om novemberforfatningen af 1863 indtog C. længe sammen med venstre en oppositionel holdning, men lod sig dog i den ellevte time overtale til at stemme for forslaget. For den skandinaviske bevægelse som kulminerede 1862-63 var C. en af de mest begejstrede forkæmpere. Da håbet om alliance med Sverige-Norge brast og krigens ulykker brød ind over landet så C, som han april 1864 skrev til Sveriges konge Carl XV, ingen anden mulighed for det end enten at blive en vasalstat af Rusland eller at blive tvunget til "mod nogle Papirsgarantier for sin Nationalitet at indgaa et Militærforbund med Tyskland". Det var under indtryk som disse han indgik i forhandling med Carl XV, v. Quanten, Monrad o.a. om de dødfødte forslag om en union mellem de nordiske riger og en familiepagt mellem fyrstehusene. Måske fik disse forhandlinger Monrad til i maj 1864 at optage C. i sit ministerium som indenrigsminister, men rimeligvis var hovedmotivet at knytte venstre nærmere til sig. I det afgørende statsrådsmøde 20.6.1864 voterede C. for at fastholde Slilinjen og afslå det engelske voldgiftsforslag, og kort tid efter indgav han under indtrykket af situationens håbløshed sin demission, men lod sig overtale til at blive siddende indtil ministeriets samlede afgang i juli. C.s fortvivlelse over de tyske magters forslag til fredspræliminærer fandt udtryk i rigsrådets lukkede møde 1. august: "Så lige så godt risikere det hele; Hohenzollern eller Glücksborg er da lige meget."

Under forfatningsforhandlingen 1864-66 stod C. i det hele sammen med venstre, endda med partiets venstre fløj, gik imod den fællesudvalgsind-stilling som senere blev til den "gennemsete Grundlov", og fastholdt modstanden gennem alle stadier. Han var indbudt til Fønixgildet 1865, men udeblev og holdt sig også uden for Oktoberforeningen. Forud for det afgørende valg sommeren 1866 sad C. sammen med bl.a. Balth. Christensen og A. F. Tscherning i ledelsen af nejsigernes kampagne. I valgperioden 1866-69 gjorde C.s dygtighed i det saglige rigsdagsarbejde sig stærkt gældende, særlig i udvalgene og i de store kommissioner som i denne periode nedsattes: Den soranske kommission, hvis formand han var, forsvars-, teater- og kirkekommissionen. Hans tankerigdom, selvstændige syn på sagerne og hans omfattende livserfaring gav ofte hans indsats en ikke ringe vægt. Politisk gjorde han sig gældende som den anerkendte førstemand i den gruppe af grundtvigsk prægede folketingsmænd der betegnedes som det nationale venstre. Hans udpræget oppositionelle holdning over for ministeriet Frijs lettede ham samarbejdet med de øvrige venstregrupper. Dog var og blev han en ener uden egentlig partidisciplin. Da tendensen til partimæssig sammenslutning mellem alle venstregrupperne under et udpræget demokratisk fællesprogram med krav om folketingsparlamentarismen og tvangsafløsning af fæsteforholdet voksede sig stærkt, også inden for de grundtvigske rigsdagsmænds kreds, besluttede han ikke at stille sig mere til folketinget. Han søgte nu tilslutning til centrum og godsejerne og udnævntes juni 1870 til kongevalgt landstingsmand. Han blev en erklæret modstander af det forenede venstre, og om han end til tider underhånden søgte at gribe mæglende ind, fastholdt hans modstand mod folketingsparlamentarismen ham dog, også under ministeriet Estrup, i de ministerielle rækker hvor kritisk han end stillede sig over for adskilligt i ministeriets politik. Hans datter Emmy Henriette Marie Elisabeth Bertha Hilleborg C. (1842-1912) der døde ugift, skænkede i samklang med faderens ønske ved testamente af 1901 Gammel Køgegård med tilhørende fideikommiskapital til den C.-Langeske stiftelse hvis midler går til kulturelle og velgørende formål samt til skovbrugets fremme. -Kammerjunker 1833. Hofjægermester 1841. Kammerherre 1873. - 1876 rejste beboere af alle samfundsklasser på hans gods en ærestøtte for ham, hans fader og bedstefader.

Familie

Forældre: godsejer Christen Rasmus C. (1777-1818) og Else Margrethe Nyhuus (1792-1857, gift 1. gang 1809 med købmand i Køge Carl Frederik Rasmussen, 1778-1829. Ægteskabet opløst). Gift 14.8.1841 i Hammel med komtesse Clara Sophie Krag-Juel-Vind-Frijs, født 15.5.1822 på Frijsenborg, død 26.12.1852 i Kbh., begr. på Claras kgd., d. af lensgreve Jens Christian Carl K.-J.-V.-F. til Frijsenborg (1779-1860) og Henriette Frederikke Magdalene zu Inn- und Knyphausen (1791-1866). - Bror til Franziska C.

Ikonografi

Min. af C. som dreng. Tegn. af V. Jørgensen Caiberg ca. 1843. Mal. af N. P. Holbech ca. 1846 (alle tre GI. Køgegård). Tegn. af J. V. Gertner, 1858 (Fr. borg). Træsnit af E. Skill, 1867. Foto. - Mindestøtte på Åsen ved GI. Køgegård.

Bibliografi

Kilder. Breve i Sofus Høgsbro: Brevveksling og dagbøger, udg. Hans Lund, I, 1924, og i Uddrag af brevvekslingen mellem N. F. S. Grundtvig og H. R. C. i Pers. hist. t. 10. r. 1, 1934 213-24.

Lit. Stamtavler for Carlsen-Langes legatstiftelse, udg. Th. Hauch-Fausbøll, 1914. Danm.s adels årbog XLV, 1928, II 5. F. Carlsen: Efterretn. om Gammel Kjøgegård, II, 1878. H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882. Østsjællandske folkeblad 2.7.1887 og i Dagbladet 3.7.1887. N. Neergaard: Under junigrundloven, II, 1916. A. F. Kriegers dagbøger 1848-1880, udg. Elise Koppel m.fl., I-VII, 1920-25. O. Carlsen i Soranerbladet VIII, 1923-24 51-53. Povl Engelstoft i Køge bys hist., ved V. Hermansen og P. Engelstoft, 1932 409-12. Poul Moller: H. R. C, 1, 1960.

Papirer på Gammel Køgegård og i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig