Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frode Jakobsen

Oprindelige forfattere MeHa og JHaest
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Frode Jakobsen, 21.12.1906-15.6.1997, minister. Født i Øster Jølby på Mors, begravet på Ansgar kirkegård, Øster Jølby, Morsø. J. voksede op i et grundtvigiansk hjem, fattigt men varmt. Barneårenes skolegang indskrænkede sig til landsbyskole og en vinter på efterskole, og fra sit tolvte år kom han ud at tjene som røgterdreng, en tjeneste i landbrug der varede seks år. Det blev i disse år klart at J.s hu stod til bogen, og med kaution fra forstående folk i sognet kom han 18 år gammel og med baggrund i selvstudier i 4. mellem i Viborg katedralskole hvor han 1929 blev student. Derpå fulgte et studium i Kbh. med tysk som hovedfag indtil J. 1939 blev cand.mag.

Fra barnsben fulgte J. sine egne veje, præget af sky stædighed, idealisme og vågen interesse for en verden i krise og forandring. Tanker og følelser kunne i de unge år løbe forud for uddannelsesmæssig baggrund. Som røgterdreng sneg han sig til at læse Kierkegaard. I studieårene kastede J. sig over studiet af Nietzsche og udgav i 1940 en bog om denne, genudsendt 1972. Men afgørende for J. blev i løbet af 1930erne hans politiske engagement, præget af humanisme og afsky for nazismen. J. kastede sig ind i arbejdet på at hjælpe tyske flygtninge og deltog i kampen mod nazistisk afsmitning i studenterverdenen. Det teoretiske studium var ham ikke nok. Den filosofisk interesserede bondestudent blev efter sin natur og mod sine akademiske interesser en handlingens mand.

Da besættelsen kom i 1940 grundlagde han sammen med en kreds af ligesindede den semi-legale organisation Ringen (1941) og rejste land og rige rundt for i talrige møder at ivre til kamp mod regeringens politik. I 1943 fik han gennemtrumfet at Ringen blev en rent illegal organisation. På denne baggrund tog han i det sene forår 1943 et af de initiativer der førte til dannelsen af Danmarks frihedsråd, og han blev en førende skikkelse i dette mandatløse lederskab for den danske modstandsbevægelse. 1975 udsendte han tobindsværket I Danmarks Frihedsråd om denne virksomhed. Fra rådets dannelse var han den af stifterne der stærkest sansede rådets kommende betydning som det nødvendige bindeled mellem de spredte modstandsgrupper og -organisationer og dets mulighed for at etablere sig som et samlende organ der indadtil som udadtil kunne repræsentere den danske modstandsbevægelse. Han blev tillige den eneste af stifterne der fik styrke og held til ubrudt af arrestationer og sygdom at deltage i og ofte være den handlende kraft i hele rådets levetid.

Annonce

Uophørligt arbejde og nervepres i årene 1943–45 sled hårdt på hans fysik til grænsen af sammenbrud, men ingen opgave eller risiko blev afvist. Det hjalp ham igennem at han i bund og grund var et forpligtet menneske. Måske var netop dette at være forpligtet et adelsmærke og et dominerende træk i hans personlighed – i besættelsesårene som sidenhen. Samtidig med at han udbyggede Ringens organisation og ikke uden ambition virkede for at gøre den til et effektivt illegalt instrument og en platform for indflydelse i mod-standskadrerne indtrådte han i eller havde nær kontakt med en række af rådets underudvalg, og i en række mærkesager blev han rådets hovedforhandler, et forhold der bl.a. skyldtes hans lidenskab for sagen og utrættelige flid.

Som en selvfølge var han med bag affattelsen af alle rådets proklamationer, og han blev eneforhandler i de aftaler med værnscheferne der i december 1943 sikrede et vist samarbejde mellem værn og råd så en tvedeling i opbygningen af militærgrupperne blev undgået. Han blev i april 1944 hovedforhandler i Stockholm da mod-standsstyrkernes samarbejde med de vestallierede skulle fastlægges, og han førte på samme illegale rejse de drøftelser i den sovjetiske ambassade der førte til Sovjetunionens anerkendelse af rådet som leder af kampen i Danmark og modtagelsen i Moskva af Thomas Døssing som repræsentant for "det kæmpende Danmark", udpeget af rådet. Efter folkestrejken i Kbh. 1944 var han med til at etablere det gryende samarbejde med en inderkreds af politikere, og han var en af hovedmændene bag de aftaler med politikerne der førte til principiel enighed om formuleringen af et fælles program for efterkrigstiden og dannelsen af en befrielsesregering, sammensat på basis af paritet mellem politikere og mod-standsrepræsentanter. Under de videre forhandlinger herom – bl.a. i Stockholm i februar 1945 -blev han et centralt bindeled mellem folk fra de to lejre. Under dette mangestrengede arbejde blev den kompromiskarrige J. af hensyn til et større, overordnet mål om sammenhold i modstandsbevægelse og nation til forhandlingens J., berømmet af samtidige der fulgte hans formidlende rolle. Af sind, oprindelse og miljø stod han sine kammerater i rådet og mange af sine modparter fjernt, men de overordnede mål fik ham oftest til at frigøre sig fra en indbygget stejlhed, selvom han ved en enkelt lejlighed i april 1945 da et fælles politisk program for modstandsbevægelsen var løseligt på tale fulgte sit inderste jeg og satte sig hårdnakket imod en sådan tanke. Men da var det overordnede mål også så nært inden for rækkevidde at den smidige forhandling ikke længere var hans sag eller i overensstemmelse med det dybeste i hans væsen. I befrielsesregeringen maj 1945 blev J. minister u.p. som den ene af Ringens to repræsentanter, og han afgik med de øvrige ministre i november 1945. Han repræsenterede 30.10.1945–20.4.1953 og 22.9.1953–1973 socialdemokratiet i folketinget (Østre storkreds). Han blev en besværlig mand for sit parti idet han for tidligt gik ind for et statsligt hjemmeværn, et stærkt forsvar, tilslutning til NATO og Europabevægelsen, men senere mod slutningen af sin løbebane vendte og gik mod væsentlige dele heraf. Forud for folkeafstemningen om dansk tilslutning til EF i 1972 var han den ledende socialdemokrat blandt modstanderne. 1948–71 var han civilkommitteret for hjemmeværnet, men betydningsfulde politiske poster fik han aldrig. I bøgerne Standpunkter, 1966 og Nej, der skal ikke ties, 1972 samt de litterært og historisk værdifulde erindringsbøger Da leret tog form, 1976, Alt hvad der jager min sjæl, 1977 og Jeg vil være en fugl før jeg dør, 1979 har han argumenteret for sine politiske opfattelser. J. var en fremmed fugl i dansk parlamentarisk liv. Sin blivende indsats øvede han i modstandskampen, og den var til gengæld betydelig. I 1995 indstiftede Junibevægelsen i samarbejde med J. Frode Jakobsen prisen, der gives til en person, der har vist usædvanlig mod i politik; første modtager var chefredaktør Tøger Seidenfaden.

Familie

F: friskolelærer Ole J. (1854–1941, gift 1. gang med Hansine Hansen, 1867–98) og Ane Mette Lorentsen (1874–1963). Gift 1. gang 23.1.1937 i Kbh. (b.v.) med røntgenassistent Ruth Goldstein, født 3.9.1914 i Hamburg, død 5.3.1974 i Birkerød, d. af Bankleiter Curt G. (1888–1964) og Gertrud Bruhn (født 1891). Gift 2. gang 6.8.1977 i Solrød med Agnes Maria Male, født 29.9.1926 i Kbh., d. af inspektør Einar M. (1888–1974) og Esther Hansen (1887–1943). – Halvbror til Aage Bredsted.

Ikonografi

Afbildet på mal. af Georg Jacobsen, Danm.s frihedsråd under besættelsen, 1951–53 (Fr.borg) og på forarbejder dertil (sst.). Livsmaske. Foto.

Bibliografi

J. F.: I Danm.s frihedsråd I–II, 1975. Samme: Da leret tog form, 1976. Samme: Alt hvad der jager min sjæl, 1977. Samme: Jeg vil være en fugl for jeg dør, 1979. Sven Ove Gade: Frode Jakobsen : en biografi, 2004. -De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Jørgen Hæstrup: Frode Jakobsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291941