Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erling Jensen

Oprindelige forfattere MeHa og VDyb
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Erling Jensen, Erling Johannes Jensen, 1.11.1919-4.10.2000, minister. Født på Frbg. J. kom sent ind i politik, men havde dog fra ungdomsårene været knyttet til socialdemokratiet. Hjemmet kørte stramt økonomisk; efter realeksamen 1936 kom han til Philips A/S først som kontorbud, senere som kontorassistent. Han skiftede over til Kbh.s kommune og tog 1946 studentereksamen fra aftenkursus. Under en ansættelse i Østifternes Kreditforening læste han videre, blev ejendomsmægler og i 1956 cand.jur. I disse år var J. tillige engageret i at udbygge AOF-arbejdet fra Frederiksberg. Efter embedseksamen blev han 1957 forretningsfører for Det kooperative fællesforbund og via denne post medlem af det udvalg der udarbejdede partiets nye principprogram af 1961 hvor han særlig prægede afsnittet om forbrugerpolitik. J. var dermed kommet tæt på inderkredsen i partiet. Året før var han blevet forstander for Arbejderhøjskolen i Esbjerg; arbejdet her var i fast gænge efter Ivar Nørgaards forstandertid, og J. kunne satse på at planlægge både det ydre af LO-højskolen i Helsingør og undervisningens indhold - han var tidligt udset til at være den første forstander. Her flyttede han over i 1967 og fortsatte på posten til 1971; i samme periode var han en meget aktiv formand for Arbejderbevægelsens erhvervsråd. Da J. O. Krag dannede sit tredie ministerium i oktober 1971 blev J. handelsminister. Han fortsatte på posten i Anker Jørgensens første ministerium til dets afgang i december 1973. J. var siden minister i følgende socialdemokratiske regeringer: 1975–76 handelsminister, 1976–77 arbejdsminister, justitsminister 1977–78, socialminister 1978–79 og industriminister 1979-82.

Handelsministerposten er ikke nødvendigvis meget udadvendt; men den blev det under oliekrisen 1973 i J.s første ministerperiode. Han opnåede da gennem TV at blive både kendt og populær skønt det var restriktioner han talte om. Hans alvorlige og myndige tale gjorde indtryk, også fordi det alligevel var tydeligt at det i øvrigt var en gemytlig og optimistisk mand der havde ordet. Hans evne til at sælge en sag var også tydelig når han talte i erhvervskredse. Det var i det hele åbenbart at J.s største interesse lå i handelsministeriets ressort. Han var mindre teoriens og mere de enkelte praktiske løsningers mand. Den tilsyneladende rolige flegma må ses i sammenhæng med en rastløshed der krævede afvekslende problemer. I samarbejdet med ministerkolleger og udvalg kunne der være en tilbøjelighed hos J. til at gennemføre sin vilje mere gennem vedholdenhed end ved argumenter. J. var ikke i folketinget da han blev minister, men blev 1973 blevet valgt i Helsingørkredsen; han var medlem af folketinget til 1987. I oppositionstiden 1974–75 var han formand for sparekassen SDS.

Familie

Forældre: fiskehandler Franciskus J. (1875–1960) og Mary Smith (1881–1970). Gift 16.6.1951 på Frbg. (Lindevangsk.) med Ria Elise Jørgensen, født 21.11.1926 i Kbh., d. af installatør Anton J. (1893–1971) og Karen Behrndt (født 1895).

Annonce

Ikonografi

Tegn. af Hans Lollesgaard, 1979 (Aktuelt), og Poul Holck, 1980 (Politiken). Foto.

Bibliografi

Demokraten 31.10.1969. Jyllandsposten 8.9.1976. Bent Hansen i Aktuelt 19.10.1979. Jens Holsøe i Politiken 30.3.1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Vagn Dybdahl: Erling Jensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292009