Egon Jensen

Egon Jensen, Egon Carlo Larsen Jensen, 14.3.1922-4.2.1985, minister. Født i Slagelse landsg. (Skt. Peders). Efter mellemskoleeksamen 1937 kom J. i kontorlære og blev 1942 ansat ved Slagelse kommune hvor han den største del af tiden var beskæftiget inden for skattevæsenet. Han var 1937–45 formand for byens DSU-afdeling (Dansk socialdemokratisk ungdom) og fra 1955 for partiforeningen. I perioden 1954–71 var han medlem af byrådet og 1966–70 viceborgmester (borgmester nogle måneder 1970), 1970–71 var han tillige medlem af og 1. viceamtsborgmester i Vestsjællands amtsråd. – J. kom 1960 ind i folketinget valgt i Slagelsekredsen; han var medlem af folketinget til sin død. Hans alsidige indsigt i kommunale og administrative forhold gav ham ret hurtigt en vægtig placering i gruppen ikke mindst på baggrund af de mange problemer omkring gennemførelsen af kommunalreformen, og 1966–68 var J. medlem af finansudvalget. Da Jens Otto Krag dannede regering i okt. 1971 føltes det da også naturligt at J. blev indenrigsminister, selv om stillingen oprindelig var tiltænkt Henning Rasmussen. Han fortsatte på denne post i de følgende ministerier Anker Jørgensen 1972–73, 1975–77 og 1977–78, hvorefter han var kirkeminister 1978–79. Som indenrigsminister havde han et stort fagområde, som kirkeminister et beskedent, men i begge funktioner spillede han tillige en betydelig rolle i udformningen af regeringens almindelige politik på en række områder og var nært knyttet til Per Hækkerup. J.s ministergerning var præget af administrativ erfaring og af en let afbalanceret tolerance over for de mange affærer der meget let opstår omkring flere af de to ministeriers områder. 1972–73 var der således megen uro om militærnægtertjenesten (afbrænding af lejre, militærnægtere som medlemmer af skytteforeninger, vanskeligheder med at skaffe meningsfyldt beskæftigelse), men her som i stridighederne om naturmedicin lykkedes det J. at skabe ordninger der kunne fungere. Det samme var tilfældet med de store regnskabsmæssige problemer i Kbh.s amt og omkring sygehusbyggeriet i hovedstadsområdet i begyndelsen af 1970erne. De problemer og den heftige debat der opstod om de offentlige og private personorienterede EDB-registre tog J. også fat på og fremsatte 1977 forslag til lov herom der blev gennemført 1978. I det hele har J.s indsats som minister været kendetegnet af evnen til at skabe ro. Som en forlængelse af dette kan man også se hans kampagne 1978 mod de mange upolitiske lister til kommunalvalgene som han angreb for i virkeligheden at kunne betyde en fare for nærdemokratiets funktionsmuligheder. Det vanskelige problem om hovedstadsområdets styre lykkedes det ikke J. at løse efter sin egen plan. Han ønskede oprindelig et amt for området og fremsatte 1972 lovforslag derom; men resultatet blev i stedet 1973 indførelsen af hovedstadsrådet.