Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christopher Hage

Oprindelige forfattere HLars og NNeer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christopher Hage, Christopher Friedenreich Hage, 28.11.1848-16.8.1930, minister, grosserer. Født på Lienlund ved Nakskov, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). H. blev student 1867 fra Nykøbing F., sekondløjtnant i artilleriet 1870, cand.polit. 1871. Efter en usædvanligt fin eksamen anvendte han sin tid til nationaløkonomiske studier og til at se sig om i udlandet, navnlig i England, og erhvervede 1874 universitetets guldmedalje for en afhandling om Stuart Mill. Derefter vendte han sig til praktisk virksomhed som købmand i Nakskov 1875-79 og flyttede så til Kbh. hvor han tog borgerskab som grosserer. Med sin slægts traditioner havde han både købmandskab og politik i blodet, mest dog det sidste. Udgået fra et nationalliberalt miljø vendte han i Lolland-Falsters Stiftstidende sit skyts mod venstre som ikke forekom ham modent til den folketingsparlamentarisme det krævede, men også ministeriet Estrup og højre underkastede han en til tider hvas kritik. 1879 stillede han sig som uafhængig højremand mod Rasmus Claussen i Nykøbing F.-kredsen og rykkede ham nær ind på livet i stemmetal. Efter sin bosættelse i Kbh. henledte han i førende handelskredse hurtigt opmærksomheden på sig ved sin kundskabsrigdom, sine selvstændige synsmåder og sin formfuldendte veltalenhed. Efter Nordenskiöld-ekspeditionens hjemkomst 1880 blev han, vistnok på C. F. Tietgens initiativ, af Grosserer-societetet sendt til Sibirien for at undersøge mulighederne' for et dansk handelsfremstød her. Efter sin hjemkomst kastede H. sig med stor iver og i fuld forståelse med Tietgen ind i kampen for en liberal toldreform, oprettelse af et handelsdepartement og andre krav som samlede navnlig den yngre københavnske handelsstand om sig, men mødte megen modstand i ministeriet, navnlig hos indenrigsminister E. Skeel. Det var denne børsopposition som førte til H.s valg til medlem af Grosserer-societetets komité, og til at han med Tietgens billigelse opstilledes i Kbh.s 7. kreds ved folketingsvalget i maj 1881 mod den renlivede højremand kaptajn E. J. Sommerfeldt. Opstillingen skete under den neutrale etikette "en næringsdrivende borger af vor midte". Under valgkampagnen gik H. uden om parlamentarismen og de øvrige konstitutionelle spørgsmål og undgik at tage politisk stilling mod ministeriet, men underkastede det samtidig en ubarmhjertig kritik for dets modstand mod handelsstandens ønsker og for stilstanden i vort offentlige liv. Ved en kraftig og velorganiseret kampagne blev H. sat ind i folketinget som "liberal højremand", men alt hvad der var af venstre og socialdemokrater i kredsen havde stemt på ham. Det var i virkeligheden oppositionens første sejr over højre i Kbh.

I folketinget tilhørte H. i den første tid den fronderende fløj af højre sammen med mænd som V. Falbe-Hansen og C. S. Klein. Han talte i begyndelsen kun sagligt, men brodden i hans kritik var rettet mod Estrups regering og fra 1882-83 nærmede han sig mere og mere venstre. Han tog dog afstand fra visnepolitikken og fra den rent negative militærpolitik, men hævdede at regeringen havde hovedskylden for lovgivningsarbejdets forsumpning. "Det er en Regering", sagde han, "under hvilken den Anskuelse breder sig som et Lag Skimmel over hele vort offentlige Liv, at det er Danmark bedre at raadne uden Parlamentarisme end at leve med Parlamentarisme". – Straks fra begyndelsen vandt H. i usædvanlig grad tingets øre. Det var en ny tone, denne lille soignerede mand med den spinkle, lidt spidse stemmeklang bragte ind i tingets forhandlinger. Med sin fint pointerede veltalenhed forstod han at samle interesse selv om de tørreste emner, og når han, hvad der skete hyppigere i begyndelsen af hans politiske løbebane end senere, hævede sig til en højere oratorisk flugt virkede talen ved den logiske opbygning og det nøje overvejede ordvalg på ejendommelig indtrængende måde. Sikker på tingets opmærksomhed sænkede han ofte med et vist koketteri stemmen så meget at medlemmerne måtte stimle sammen om hans plads for at høre ham. – Efteråret 1883 gik H. definitivt over til oppositionen som sammen med Oct. Hansen holdt en række møder rundt i købstæderne. Hans genvalg i 7. kreds 1884 blev da et led i oppositionens almindelige opmarch. Han delte ganske oppositionens forfatningsretlige synspunkter, men følte sig utryg ved den tilspidsede politiske kamp. Det stod klart for ham som han dec. 1884 udtalte i et foredrag om politiske magtmidler, at den hidtil førte "sejgpiningspolitik" over for Estrup kun kunne føre til målet under den forudsætning at regeringen ikke brød forfatningen. Gør den det er denne politik "ikke en Hægte værd", så gælder heller ikke de største møder og de kraftigste protester, så gælder alene det som med rette er blevet betegnet som hovedhjørnestenen i den engelske forfatning: retten til opstand i den ene eller den anden form. Men H. havde ingen tro på den danske befolknings evne og vilje til at tage denne konsekvens, og derfor gjorde han i det afgørende fællesmøde 1885 hvad han med diskrete midler kunne for at afværge bruddet.

H. var ikke anlagt for protestpolitik og deltog kun i ringe grad i den store mødekampagne som fulgte efter udstedelsen af den provisoriske finanslov 1885. Den skærpede politiske kamp og regeringens større imødekommenhed over for handelsstandens krav bevirkede Tietgens svingning bort fra den oppositionelle politik og børsoppositionens opløsning hvorved H. mistede sit rygstød i disse kredse og 1888 sit medlemskab af Grosserer-societetets komité. Ved folketingsvalget" 1887 blev han slået af en højremand og anvendte de følgende år til forberedelsen af sin store Haandbog i Handelsvidenskab, 1894. Han genvandt sin gamle kreds 1890 og indvalgtes i kraft af sin personlige autoritet i finansudvalget hvor han yderligere grundfæstede sin position som førstekraft i det saglige arbejde. 1891 lykkedes det ham at samle alle partigrupper om loven om Kbh.s frihavn. Med politisk rod i hovedstaden kunne han ikke følge Frede Bojsens forhandlingspolitik og stemte mod forliget 1894 omend han begrundede sin modstand mere moderat end de øvrige oppositionsførere. H. havde o. 1890 været løsgænger, men nærmede sig derefter den Hørupske gruppe og var efter Viggo Hørups fald 1892 og Edv. Brandes' udtræden af tinget efter forliget gruppens førstemand. Han var 1895 en af hovedmændene ved dannelsen af venstrereformpartiet og blev sammen med J. C. Christensen ordfører for finansudvalget. Det var i denne egenskab han 1896 med ikke ringe behændighed pressede konseilspræsident Tage Reedtz-Thott til at afgive sin erklæring om ikke under nogen omstændigheder at ville udstede en provisorisk finanslov. I disse år anså H. sammenhold i partiet for ubetinget nødvendigt hvis parlamentarismen skulle gennemføres, og trods al uoverensstemmelse i temperament og politiske synsmåder faldt det ham ikke svært at indordne sig under J. C. Christensens førerskab. Folkelig agitation og egen partidannelse lå heller ikke for H. Alt dette i forbindelse med de fremragende evner han havde vist både som taler og som deltager i det saglige lovgivningsarbejde, særlig på de finansielle områder, gjorde ham selvskreven som finansminister i det første venstreministerium 1901. Efter Hørups død 1902 overtog han tillige trafikministeriet.

Annonce

Som minister viste H. stor administrativ dygtighed og gennemførte indkomstbeskatning og hartkornsskatternes afløsning af ejendomsskyld 1903 og lovene om statsbanernes ordning og de københavnske jernbaneforhold, om Christiansborgs genopførelse og om oprettelse af en statslånefond. Skattelovene fik på flere punkter en affattelse som han personlig ikke billigede idet der efter hans mening var taget for lidt hensyn til bybefolkningens interesser. Længst muligt søgte han at holde sammen på ministeriets uensartede elementer, men 1905 kom bruddet, og da de ham nærmeststående ministre J. H. Deuntzer og F. Jøhnke udskiltes, og ministeriet rekonstrueredes med udprægede tilhængere af J. C. Christensen ville han ikke fortsætte som finansminister med mindre han også beholdt trafikministeriet så den hørupske fløj ikke svækkedes i forhold til Albertis og J. C. Christensens grupper. Da dette afsloges forlod han ministeriet og dermed foreløbig den aktive politik, idet han ved valget 1903 var blevet slået i Kbh.s 7. kreds af en socialdemokrat. Ved folketingsvalgene 1906 og 1909 stillede han sig henholdsvis i Stubbekøbing og i Roskilde som "uafhængig venstremand" med nærmest tilknytning til det nydannede radikale venstre, men faldt ved begge valg. Ved udbruddet af første verdenskrig udpegede ministeriet Zahle H. til formand for den overordentlige kommission, og 1916 indtrådte han i ministeriet som vikar for finansminister Edv. Brandes under dennes sygdom, siden som handelsminister. 1918 var han formand i den danske delegation ved forhandlingerne i Reykjavik om den danskislandske forbundslov. Marts 1920 afgik han med det øvrige ministerium. H. beklædte en række tillidsposter inden for forretningsverdenen, bl.a. som medlem af Kbh.s havneråd, af Frihavnsaktieselskabet og Store nordiske Telegrafselskabs bestyrelser og af Landmandsbankens bankråd.

Familie

Forældre: købmand, vicekonsul Christopher Theodor Friedenreich H. (1819-72) og Nannie (Nancy) Amalie Margrethe Hammerich (1827-1902). Ugift.

Udnævnelser

R. 1894. DM. 1903. K.2 1902. K.1 1905. S.K. 1928.

Ikonografi

Afbildet på valgplakat 1887. Litografi fra 1880erne. Træsnit 1890 efter foto. Afbildet på litografi af det første venstreministerium 1901. Mal. af Jul. Paulsen, 1908 (Købmandsskolen, Kbh.). Buste af Aug. Finne, 1909. Pastel af E. Saltoft (folketinget). Afbildet på to tegn. af Alfred Schmidt, 1920 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Sofus Høgsbro. Brevveksl, og dagbøger II, 1925. Interview i København 22.7.1926. – H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882. N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 48-54. E. Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen II, 1914 197-230. Hans Tegner i Berl. tid. 27.11.1918. Marcus Rubin i Politiken 28.II.S.A. Jul. Schovelin: Tidens hjul og Tietgen, 1929 326f 352f. Politiken 17.8.1930. Nationaltid. 18.8.s.å. Edv. Brandes i Scandia III, Sth. 1930 326-33. N. Neergaard: Erindringer, 1935 151 f. Erik Rasmussen og R. Skovmand: Det radikale venstre 1905-55, 1955. Per Sundbøl: Dansk Ulandspolitik 1913-18, 1978.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen, N. Neergaard: Christopher Hage i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290454