Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.C. Zahrtmann

Oprindelig forfatter HCBj

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.C. Zahrtmann, Christian Christopher Zahrtmann, 21.12.1793-15.4.1853, marineminister, søofficer. Født i Viborg, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). Z. blev kadet 1805, månedsløjtnant 1808, sekondløjtnant 1810, premierløjtnant 1818, kaptajnløjtnant 1826, kaptajn 1836, kommandørkaptajn 1843, kommandør 1849, kontreadmiral 1851 og viceadmiral 1852. Han hørte til den generation af unge mænd der som følge af begivenhederne 2.4.1801 valgte at blive søofficer. Som kadet var han aug.-sept. 1807 adjudant hos ekvipagemesteren, kommandør S. U. Rosenvinge der var den der måtte foretage det praktiske i forbindelse med udleveringen af flåden til englænderne. Begivenhederne var med til at styrke Z.s stærke fædrelandsfølelse. Han gjorde tjeneste 1809 ved den danske hjælpestyrke ombord på det franske linjeskib Pultusk på Schelden, 1809 ved kanonbådsflotillen i Kbh., 1809-12 med briggen Kiel i Norge. Z. var 1812 ombord på fregatten Najaden og deltog i kampene ved Lyngør. Han var her med til at tilbageerobre de danske skibe fra englænderne som chef for et par kanonbåde. Han tiltrådte nu atter tjeneste på briggen Kiel, men kaldtes derefter hjem for at blive adjudant hos kontreadmiral J. C. Krieger der var chef for søforsvaret i de danske farvande. Endnu ikke fyldt 20 år blev han ridder af Dannebrog pga. sine fortjenester i Norge. 1813 blev han leder af troppetransporten Korsør-Kiel, 1814 adjudant hos Holmens overekvipagemester O. A. Kierulff. Efter krigens afslutning påbegyndte Z. studier i hydrografi og geodæsi. Han var på togt til Middelhavet og Vestindien 1817-18 med fregatten Minerva og blev 1819 ansat ved gradmålingen hvor han fik et nært forhold til H. C. Schumacher. S.å. var han i England for at hente geodætiske instrumenter der skulle føres til Altona. Han blev ligeledes s.å. knyttet til Søkortarkivet som assistent. 1824 var han ombord på kadetskibet som prins Christian Frederik (den senere Christian VIII) benyttede i forbindelse med en rejse til Bornholm. Fra dette togt stammede Z.s lange bekendtskab med denne kongelige person der fik stor betydning for Z. 1825-26 var han næstkommanderende på briggen St. Jan til Vestindien. Skibet blev hjemført af Z. pga. chefens død. Efter Poul Løvenørns død blev han 1826 udnævnt til direktør for Søkortarkivet. Z. var indstillet på at modernisere denne institution. Således indtog han det nye synspunkt at søkortene der blev fremstillet af denne institution og hidtil havde været anset som statshemmeligheder skulle være alment tilgængelige for skibsfarten. Z. mødte kraftig modstand hos flådens ledelse hvad angik disse forslag, men han førte stædigt sine tanker ud i livet bl.a. med Frederik VI's hjælp. Ligesom Løvenørns virksomhed i begyndelsen af 1800-tallet havde betydet meget for sikringen af sejladsen i de danske farvande medførte Z.s energiske indsats at sejladsmulighederne i vore farvande blev forbedret betydeligt. En lang række fyr blev opsat, nye vagere blev udlagt ligesom nye opmålinger igangsattes.

Z. deltog med et vægtigt og godt formuleret indlæg i den polemik som fandt sted 1831-33 mellem land- og søofficerer om hvilket af de to militære værn der var det vigtigste for landet. 1830 var Z. blevet medlem af konstruktions- og regleringskommissionen, og 1832 var han med til at forestå prøvesejladserne med de nye bombekanonbåde. 1833-34 var han chef for briggen Allan til Vestindien. 1838 udtalte kongen sin tilfredshed med Z.s bestræbelser på at reformere Søkortarkivet, og s.å. fik Z. på trods af admiralitetskollegiets modstand tilladelse af kongen til at udgive søkort over Øresund angivet med lodsmærker. En uge efter at Christian VIII havde besteget tronen i dec. 1839 blev Z. kongens adjudant, en post han havde under hele dennes regeringsperiode. Positionen gav Z. gode muligheder for at øve indflydelse såvel på statens som flådens forhold. Frem til dette tidspunkt havde Z. været et eksempel på den progressive tankegang der fandtes i den yngre generation. Mange gange havde Z. sammen med vennen søofficeren H. B. Dahlerup raset mod de "gamle mænd" i ledelsen. Z. slog nu under påvirkning af kongen helt over og blev meget lidt reformvenlig. Ud fra denne holdning så han det snart som sin opgave at imødegå ethvert angreb på det enevældige monarki både inden og uden for sin stand. Inden sin tiltræden som adjudant hos kongen havde Z. karakteristisk nok s.å. været på en privat studierejse til England for at sætte sig ind i dampmaskiners fabrikation og deres anvendelse i krigsskibsbygning. Den unge nationalliberale historiker C. F. Allen rettede i Dansk Folkekalender fra 1842 i forbindelse med en redegørelse for slaget på reden 2.4.1801 et angreb dels på den daværende kronprins samt på dennes nærmeste rådgiver under slaget kaptajn Hans Lindholm. I en stor artikel i Nyt Archiv for Søvæsenet 1842 søgte Z. nu at imødegå Allen på disse punkter. I et svar til Z. nævnte Allen at han netop på disse punkter var blevet vejledt af en kyndig søofficer. Vi ved nu at denne var H. B. Dahlerup, redaktøren af Nyt Archiv for Søvæsenet, hvad Z. havde anelse om. Z. anså Dahlerups vejledning som et angreb på det enevældige system, og de to velbegavede søofficerer fjernede sig nu fra hinanden. Et forhold der accentueredes i forbindelse med uoverensstemmelser omkring oprettelsen af et navigationsinstitut i Helsingør foreslået 1843 af admiral Michael Bille. I sit tidsskrift anbefalede Dahlerup ideen, men den blev modarbejdet af Z., bl.a. gennem kraftig påvirkning af kongen.

1842 var Z. chef for fregatten Thetis der fra Livorno hjembragte en del af Bertel Thorvaldsens kunstværker (beskrevet af Z. i Nyt Archiv for Søvæsenet II, 1843). 1843 fik han udsendt den første "Danske Lods", en beskrivelse af de danske farvande til praktisk brug for skibsfarten. Z. fulgte her den linje op som han stædigt havde fastholdt siden sin overtagelse af Søkortarkivets ledelse i 1826. Han fik 1844 af kongen underhånden tilbudt at blive chef for fregatten Galathea under dennes verdensomsejling, men afslog. 1846 blev han medlem af defensionskommissionen. 11.3.1848 blev Z. militær deputeret i admiralitetskollegiet. Da martsministeriet blev dannet vægrede Z. sig ved at tiltræde som marineminister. I stedet blev han rådgiver for regeringschefen A. W. Moltke der formelt overtog posten som marineminister. I dagspressen kritiserede Dahlerup Z. for derved at forhindre at der kom til at sidde en fagkompetent mand som politisk ansvarlig for marinen. Hvis Z. ikke ville påtage sig dette ansvar som han var selvskreven til måtte en anden søofficer træde til. Dette er blevet opfattet som at Dahlerup ville søge at skubbe sig ind i ministerstillingen hvad der dog næppe er sandsynligt. Formentlig som følge af kritikken overtog Z. derefter 4.4.1848 marineministerposten. Det var omstændighederne der havde ført Z. frem til denne politiske sammenhæng. I forbindelse med tilblivelsen af grundloven og rigsdagens sammensætning viste han sig da også som en bremseklods og gang på gang understregede han betydningen af at sikre intelligensen og de konservative kræfter. Dagspressen og især Fædrelandet kritiserede ofte krigens førelse, herunder søkrigen som Z. havde ansvaret for. Z. opfattede, vistnok med urette, Dahlerup som værende hovedmanden bag disse angreb, som han vel skønnede havde et personligt motiv. Z. blev bestyrket i denne antagelse da Dahlerup i slutningen af 1848 udsendte den kritiske pjece Hvorledes er Krigen ført, og hvorledes kunde den have været ført? I begyndelsen af 1849 fik den danske regering henvendelse fra den østrigske om den kunne anbefale en dansk søofficer der kunne overtage ledelsen af den østrigske flåde i Middelhavet og rekonstruere denne. Valget faldt på Dahlerup. Ifølge denne blev han af Z. kommanderet til at påtage sig stillingen, som Dahlerup i øvrigt ikke var særlig ivrig efter at få. Det er næppe forkert at antage at Z., således som forholdet havde udviklet sig mellem ham og Dahlerup, her så en mulighed for at blive en besværlig og kompetent kritiker kvit. Kritikken mod Z. standsede dog ikke af den grund. I rigsdagen blev han kraftigt kritiseret for at have del i ansvaret for den ulykkelige affære i Eckernförde 5.4.1849. Z. forblev dog marineminister frem til 10.8.1850 da et dårligt helbred tvang ham til at trække sig tilbage. Flere gange under sin ministertid havde han ønsket at gå af, men havde fået tillidserklæringer fra søofficererne og forblev i stillingen. Efter en længere rejse i 1851 vendte han tilbage til tjenesten. Han blev nu formand for konstruktions- og regierings-kommissionen og 1852 flådeinspektør og over-ekvipagemester og dermed chef for flåden. En stilling han dog kun kom til at virke kort tid i. 1844 blev han medlem af det engelske geografiske selskab, 1846 af det svenske Kungl. örlogs-mannasällskapet og 1853 af det kejserlige russiske geografiske selskab. Z. var velbegavet, kundskabsrig, faglig dygtig og en god administrator, men han var samtidig meget ærgerrig og en opfarende natur der let stødte andre mennesker fra sig. Hans virke falder klart i to vidt forskellige perioder før og efter 1840. Som minister viste han sig uden politisk talent. – Kammerherre 1845.

Annonce

Familie

Forældre: sognepræst til Søndre sg. i Viborg Henrich Christian Z. (1762-1826) og Bodild Jochumine Tetens (1771-1846). Gift 2.9.1827 i Altona med Sophie Elisabeth Donner, 15.11.1805 i Ottensen, Altona, død 25.11.1858 i Paris, d. af købmand, konferensråd Conrad Hinrich D. (1774-1854) og Elisabeth Willinck (1784-1826).

Udnævnelser

R. 1813. DM. 1828. K. 1841. S.K. 1850.

Ikonografi

Afbildet på Th. V. Pedersens tegn af officererne på Thetis, 1842 (Fr.bog), på S. Schacks mal., 1843, af salvingen 1840 (St.mus.) og den tegnede nøgle dertil (Kgl.bibl.), og på J. V. Gertners mal. af samme begivenhed (Rosenborg). Mal. af A. Schiøtt, 1848. Afbildet på flere litografier af grundlovens underskrivelse, det ene af J. Thorsøe. Litografi af A. M. Petersen, 1850, efter dette tysk træsnit. Mal. af A. Hunæus. Buste af H. V. Bissen, 1853, udført efter dødsmaske (St.mus.; Søkortarkivet). To mal. af A. Schiøtt, 1853, det ene litograferet 1853 og af I. W. Tegner, 1855, skitsemæssigt mal. i samme type (Gisselfeld). Afbildet s.m. Chr. VIII på mal. af P. A. Plum, 1853 (sst.). Afbildet på Constantin Hansens mal., 1860-64, af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.bog) og på forarbejde dertil (folketinget). Træsnit af H. P. Hansen, 1873.

Bibliografi

J. P. With: Danske og norske søheltes bedrifter, 1819. A. J. L. Roepstorff i Nyt archiv for søvæsenet IX, 1854 9-16. Dansk rigsdagskalender, ved Fr. Barfod, 1856 13 lf. N. Neergaard: Under junigrundloven I–II. 1892-1916 (reproudg. 1973). C. van Dockum: Livserindr., udg. W. Carstensen, 1893 185f. H. B. Dahlerup: Mit livs begivenheder I-IV, 1908-12. A. F. Krieger: Dagbøger I, 1920. M. K. Zahrtmann: Admiral Z. En mands og en slægts hist., 1927 (heri breve). H. Ravn: Det kgl. da. søkort-ark. 1784-1934, 1934. A. G. Drachmann: Min rejse gennem livet II, 1943 = Svundne tider II 52f. Ole Feldbæk i Fortid og nutid XXX, 1983 27-42. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Bjerg: C.C. Zahrtmann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299587