C.A. Bluhme, Christian Albrecht Bluhme, 27.12.1794-16.12.1866, minister, politiker. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens). B. blev 1811 student fra Herlufsholm og cand. jur. 1816. Efter at have beklædt forskellige juridiske embedsstillinger blev han 1824–29 medlem af guvernementsrådet i Tranquebar og derefter by- og herredsfoged i Store Heddinge (1831) og i Næstved (1836). 1838 kaldtes han til stiftamtmand i Ålborg og her kom Christian VIII på en af sine rejser i personlig berøring med ham og fik det indtryk at hans verdenserfaring, intelligens og sprogkundskaber gjorde ham egnet til at beklæde en fremragende stilling i centralstyrelsen. 1843 blev han direktør i generaltoldkammeret og kommercekollegiet og jan. 1848 dets præsident. Han ansås for at være en af det højere bureaukratis største dygtigheder, delte dets overvejende konservative-helstatlige synspunkter, men var ikke trådt offentligt frem, før han 22.3.1848 blev handelsminister i A. W. Moltkes regering. Med et anstrøg af opportunisme og den smidige tilpasningsevne som udmærkede ham gled han som fremragende fagmand ind i ministeriet. Fra at være præsident for kommercekollegiet blev han ansvarlig minister for samme område. Derved var det liberale krav om kollegiestyrets afløsning af ministerstyre gennemført her, men ordningen var midlertidig. Ved opdelingen nov. 1848 af Danske kancelli i flere ministerier lagdes handelsministeriet ind under indenrigsministeriet, som P. G. Bang blev chef for, og B. udtrådte af ministeriet. Marts 1849 blev han ved suppleringsvalg kongevalgt medlem af den grundlovgivende rigsforsamling og stemte for junigrundloven.

August 1849 udnævntes han til amtmand i Præstø og maj 1850 blev han direktør for Øresunds toldkammer, vel nok den mest indbringende embedsstilling i Danmark. Da han senere blev minister, forbeholdt han sig at træde tilbage til stillingen. Samtidig med disse embedsstillinger var han aug. 1849 til sept. 1851 fungerende kabinetssekretær hos Frederik VII og fik en betydelig indflydelse over ham. Han var oprindelig imod ægteskabet med grevinde Danner og søgte underhånden at forpurre det, men bøjede sig til sidst for det uundgåelige og satte al sin diplomatiske kunst ind på at føre det igennem med så lidt opstandelse som muligt. Under kraftig pression fra de tyske stormagter og Rusland havde regeringen mere og mere vendt sig bort fra Ejderstaten og hen imod en konservativ helstatspolitik. Da det okt. 1851 blev nødvendigt at træffe det endelige valg blev B. udenrigsminister i ministeriet A. W. Moltke IV. Han var fast overbevist om nødvendigheden af at slå ind på helstatspolitikken og komme til overenskomst med de tyske stormagter og Rusland, thi heraf afhang tronfølgespørgsmålets løsning og tilbagegiveisen af Holsten der stadig var besat af tyske tropper. Med stor indsigt og dygtighed forberedte han systemskiftet. Han begyndte med at forelægge magterne den af det foregående ministerium godkendte plan men den blev, som han også havde forudset, absolut afvist. Derefter forberedte han de nye grundtræk til en ordning af monarkiets forfatningsforhold til hvilke det lykkedes ham ved forhandlinger med den russiske gesandt Ungern-Sternberg at vinde først Ruslands, senere de tyske magters tilslutning. Planens hovedtræk var bevarelsen af junigrundloven for kongerigets særlige anliggender, ophævelsen af den politiske forbindelse mellem hertugdømmerne og for de fælles anliggenders vedkommende en foreløbig styrelse af fællesministre der, efter som deres virksomhed angik kongeriget eller hertugdømmerne, skulle være kongen og rigsdagen eller kongen alene ansvarlige. I øvrigt skulle det endelige mål være "paa lovlig og forfatningsmæssig Maade, ɔ: ved de raadgivende Provinsialstænder for hvert af de nævnte Hertugdømmer (Slesvig og Holsten) og for Kongerigets Vedkommende ved Rigsdagens Beslutning samt hvad Lauenburg angaar under Medvirkning af Ridder- og Landskabet at hidføre en organisk og ensartet forfatningsmæssig Forbindelse af samtlige Landsdele til et samlet Monarki". Inden for ministeriet opnåede B. dog ikke uden rivninger samtykke til at gå videre med planen og på rigsdagen, hvor modstanden mod at opgive Ejderstaten selvfølgelig var stærk, endte det efter bevægede forhandlinger, under hvilke B. udfoldede al sin besnærende overtalelsesevne faktisk med at han fik frie hænder. Det bidrog væsentligt hertil at han gennem A. F. Tscherning havde sikret sig bondevennernes tilslutning. Med Østrig og Preussen var forhandlingerne meget vanskelige, men også her sejrede B.s diplomatiske evne over de øjeblikkelige vanskeligheder. Et led i forståelsen var at kongen i en kundgørelse skulle fastslå overenskomstens hovedtræk og efter de tyske stormagters bestemt udtalte ønske skulle Carl Moltke være minister for Slesvig og Heinrich Reventlow-Criminil for Holsten og Lauenburg.

Det var B.s noter af 6.12.1851 og de tyske magters svar derpå som i forbindelse med den kgl. kundgørelse af 28.1.1852 udgjorde de siden så omstridte "Aftaler af 1851 og 1852". Overenskomsten var efter hele den europæiske stilling en nødvendighed for Danmark og B. havde løst sin vanskelige opgave med glimrende dygtighed, men aftalerne kunne efter sagens natur ikke være udtømmende, og adskilligt i dem gav plads for modstridende fortolkninger. 27.1.1852 udnævntes den nye helstatsregering med B. som konseilspræsident og udenrigsminister. Januarkundgørelsen lå utvivlsomt uden for den bestående forfatnings rammer, og dette samt kundgørelsens indhold gav anledning til varme debatter i rigsdagen. B. viste sig som en taler af høj rang, de nationalliberale koryfæer fuldt ud jævnbyrdige, om end i en køligere og fornemmere stil der til tider dog hverken savnede glød eller patos. Monarkiet måtte, udtalte han, gå forud for grundloven og kongens første pligt var at bevare sit monarki og sikre dets fremtidige beståen. Sit forsvar for kundgørelsens indhold sammenfattede han i ordene: den er "det yderste der kan opnaas, det eneste, som kan opnaas uimodsagt, det eneste som kan opnaas i Fred og Ro". Han gik ud af disse debatter som sejrherre, også fordi modstanderne ikke havde nogen anden gennemførlig politik at sætte op imod hans.

Hårdere var kampene om de love der senere skulle skabe helstaten: toldenheden, tronfølge-ordningen og den nye fællesforfatning. De to første førte han i alt væsentligt til ende under sin regering om end de endelige vedtagelser først faldt under Ørsteds ministerium. Hårdest stod kampen om tronfølgeordningen som var egnet til at sætte de nationale lidenskaber i bevægelse. Det var efter de forudgående afgørelser fastslået at prins Christians og prinsesse Louises mandsstamme (Glücksborgerne) efter den oldenborgske mandsstammes uddøen skulle herske i det samlede monarki, men man var tidligere gået ud fra at ved den glücksborgske mandsstammes uddøen levede de gamle arvekrav op, altså for kongerigets og Slesvigs vedkommende kongelovens mandlig-kvindelige arvefølge som var sikret ved de derhen hørende paragraffers optagelse i junigrundloven. Fra Ejderstattilhængernes side lagde man den største vægt på at dette sidste særlige bånd mellem Danmark og Slesvig ikke blev overskåret, og man vendte sig derfor med forbitrelse mod B.s forslag om at fjerne de pågældende kongelovsparagraffer fra grundloven. Til grund for denne politik som allerede indirekte trådte frem i affattelsen af Londontraktaten af 8.5.1852 lå dels det med helstatspolitikken stemmende ønske om så vidt det stod til Danmark at fjerne muligheden for at der i fremtiden skulle kunne gøres særlige arvekrav gældende til en del af monarkiet, dels hensyn til de tyske stormagters og særlig Ruslands ønsker. Under den hidsige kamp som trods den støtte regeringen fandt hos bondevennerne medførte to opløsningsvalg var det "den europæiske nødvendighed" som var B.s feltråb. Tilbage stod nu gennemførelsen af selve fællesforfatningen som på grund af uenighed inden for regeringen blev skudt længst muligt i baggrunden. Ministeriets højre fløj med Carl Moltke i spidsen ønskede dels at forfatningen skulle oktrojeres af kongens frie magtfuldkommenhed, uden at rigsdagen fik andet dermed at gøre end uden kendskab til dens indhold at foretage den fornødne indskrænkning af grundloven, dels at dens karakter blev så absolutistisk som muligt. B. så vel at man på denne måde delvis afvæbnede forventet modstand fra hertugdømmernes tyske befolknings og de tyske stormagters side, men anså det på den anden side for umuligt på denne måde at gennemføre sagen ad forfatningsmæssig vej. Han havde da også i landstinget 1852 udtalt at han anså det for givet ved selve den kgl. kundgørelses ordlyd at forfatningen ville blive givet på forfatningsmæssig måde og navnlig også med rigsdagens fulde medvirken. Også på anden måde søgte han at indvirke modererende på ministeriets beslutninger men han, hvis karakterstyrke ikke stod på højde med hans intelligens, bøjede dog stedse mere af for den yderliggående fløj.

Da man foråret 1853 stod over for grundlovssagens forelæggelse for rigsdagen, fandt såvel B. som hans kolleger at hans tidligere udtalelser om fællesforfatningens tilvejebringelse ad forfatningsmæssig vej og med rigsdagens fulde medvirken ville gøre ham lidet egnet til at føre ordet for den forfatningspolitik der nu havde sejret i ministeriet. A. S. Ørsted dannede så en ny regering i hvilken de mere mådeholdne ministre i B.s regering ikke blev optaget. B. selv gik dog ind på at fortsætte som udenrigsminister og kom således til at tage medansvaret for den oktrojerede fællesforfatning af 26.7.1854 og for ministeriet Ørsteds øvrige politik. Som udenrigsminister gjorde han i øvrigt god og nyttig gerning ved med stort diplomatisk snilde at opretholde neutraliteten under Krimkrigen hvor Danmark trængtes hårdt såvel fra Ruslands som fra Vestmagternes side. De militære ministre pressede stærkt på for at få et stort militært beredskab stillet på benene, men B. gjorde hvad han formåede for at holde det inden for rimelige grænser. Danmarks hovedformål, hævdede han, måtte under krigen være at gøre sig "saa lidet bemærket og saa lidet fremtrædende som muligt, intet at forsøge, som ikke sikkert kan gennemføres, og ved Siden heraf saa lidt som muligt ... at gøre Danmarks geografiske Forhold generende for nogen af de krigsførende Parter". – Efterhånden som situationen under Ørsteds regering tilspidsedes søgte B. som endnu var den der mest havde kongens øre i stærkere grad at virke modererende. Det lykkedes også at få et flertal inden for regeringen stemt for en omdannelse af den oktrojerede juliforfatning i konstitutionel retning, og det overdroges W. Sponneck at udarbejde et forslag herom. Det var dette forslag som skulle have været behandlet i det statsråd 3.12.1854 som blev ministeriets sidste, men kongen var imidlertid kommet så stærkt ind under den Scheeleske indflydelse som B. forgæves havde søgt at modarbejde at han begyndte statsrådet med at fremsætte nogle af L. N. Scheele inspirerede retningslinier i forfatningssagen, som i øvrigt for juliforordningens vedkommende gik i samme retning som det Sponneckske forslag, og anmodede om ministrenes svar i løbet af ugen. Ørsted svarede straks at han indså at kongen havde tabt tilliden til ministeriet. B. var inden statsrådet blevet taget til side af kongen som skitserede sine planer for ham. B. meddelte ham da at ministeriet havde forberedt forslag der også sigtede til at imødekomme oppositionen og søgte at vinde ham for at give tid og få en rolig forhandling i gang. I samme retning udtalte han sig efter at kongen havde trukket sig tilbage over for sine kolleger, men blandt dem havde det at kongen nu øjensynlig var under fremmed indflydelse fremkaldt en forbitret stemning, og man gik endog så vidt at sigte B. for at være en af dem der havde intrigeret hos kongen imod ministeriet. Dette bragte B. til at opgive sine bestræbelser på at stifte fred og samtlige ministre indgav derefter deres demission. Efter sin afgang trak B. sig tilbage til sit embede som direktør for Øresundstolden og blev udset til at lede de forhandlinger som 1856 og -57 skulle finde sted om Øresundstoldens afløsning. Han førte disse vanskelige forhandlinger, under hvilke de stærkt modstridende interesser tit syntes at skulle få det hele til at strande, til ende med fremragende dygtighed og opnåede et for Danmark gunstigt resultat.

Efter den nye fællesforfatnings ikrafttræden blev han 1856 af de umiddelbare vælgere valgt til medlem af rigsrådet hvor han blev den konservativ-helstatlige oppositions ledende mand og talentfuldeste ordfører. Ved den store forhandling med holstenerne 1856 ydede B. regering en betydelig tjeneste ved sit forsvar for fællestorfatningens overensstemmelse med januarkundgørelsen, men fra 1858 vendte han sig med stigende styrke mod de Hallske ministeriers politik. Han så i helstaten den eneste form hvorunder monarkiet kunne holdes sammen og advarede mod opgivelsen af det i 1851–52 af de europæiske magter sanktionerede grundlag. Det ville efter hans overbevisning føre til en opløsning af monarkiet under hvilken der ville være stor fare for også at miste Slesvig. Hverken Ejderstaten eller den skandinaviske alliance havde han den mindste tiltro til. – Allerede under ministerkrisen 1856 var han blevet opfordret til at danne regering, men afslog det under henvisning til den ringe støtte han kunne gøre regning på i de lovgivende forsamlinger, og den samme begrundelse gjorde han med fornyet styrke gældende da Christian IX den 15.11.1863 – den dag Frederik VII døde – opfordrede ham til at træde til. Skønt B. havde stemt mod forfatningen af 13.11.1863 turde han dog ikke råde kongen til at nægte at underskrive den, men kun til at vinde en kort frist. I mødet i "det lille rigsråd" 26.12. udtalte han ligesom de øvrige konservative helstatsmænd at C. C. Hall var den eneste der havde tilstrækkelig autoritet til at tage novemberforfatningen tilbage. Også i første halvår af 1864 frarådede B. kongen et systemskifte. Han ville, sagde han, ikke atter rette andres fejl og navnlig ikke deres som havde nedrevet hvad han havde opbygget. Men efter Londonkonferencens sprængning, tabet af Als og ministeriet Monrads demission indvilligede han ikke mindst på grund af D. G. Monrads og George Quaades energiske overtalelser i at danne regering 11.7.1864. Han overtog selv udenrigsministerposten og valgte ministre med udpræget konservativ-helstatlige synspunkter. For at sprede en mistanke som naturligt kunne opstå ved atter at se mændene fra 1854 ved roret erklærede B. i sin programtale at "Regeringen urokkelig skulle stå fast på Lovlighedens Grundvold" og betonede i en senere erklæring at der nu hverken kunne blive tale om helstat eller personalunion.

B. anså krigens genoptagelse for håbløs. Det højeste han håbede at kunne nå var bevarelsen af de rent danske dele af Slesvig, men de tyske magter krævede afståelsen af de tre hertugdømmer indtil Kongeåen som det ufravigelige grundlag for fredspræliminærerne. Med dyb sorg bøjede B. sig for nødvendigheden. "Det går mig," udtalte han over for rigsrådets formænd, "som Gersdorff ved Roskildefreden, og dog er jeg den uskyldigste heri." Og siden over for de bitre angreb i rigsrådet: "Tror det ærede Rigsrådsmedlem (V. Birkedal) at vi alderstegne Mænd der havde troet at kunne tilbringe de få Dage vi kunne have tilbage af vort Livs Aften, borttrukne fra de offentlige Forretninger ..., at vi ønsker at stå på denne Plads? Nej! Jeg siger: Gud give at jeg ikke forstod at skrive! Men nogen skal der til at gøre denne Gerning, og Kongens Regering anser denne beklagelige Gerning for at være nødvendig.... Jeg ville anse mig selv for en Landsforræder hvis jeg, når jeg kunne redde det egentlige Kongerige, kastede det i Stranden således som man tvinger os til nu at skilles ved Slesvig. Jeg kan ikke gøre det; jeg må overlade det til den, der vil påtage sig det. Jeg kan ikke!" Siden forsøgte B. under forhandlingerne om den endelige fredstraktat alle udveje for at mildne den hårde afgørelse, men uden at opnå noget væsentligt. Ministeriets anden hovedopgave var at gennemføre den forfatningsændring som var blevet nødvendig efter Slesvigs tab. Det fundamentale spørgsmål var i forfatningskampens første stadium det, om novemberforfatningens rigsråd skulle have en medbestemmende indflydelse på den nye forfatnings indhold, eller om man skulle betragte det som bortfaldet efter den endelige fredsslutning, således at myndigheden over de fælles anliggender midlertidigt måtte ligge i kongens hånd. Dette sidste standpunkt var B.s. Han følte sig i afgjort modsætning til de nationalliberale der beherskede rigsrådets landsting og ønskede ikke at den nye forfatning skulle formes efter novemberforfatningens forbillede. Hvad hjælper vel en census, sagde han i fortrolig samtale, når resultatet dog bliver en forsamling som følger de nationalliberale ledere eller "mænd som Estrup og Rosenørn". For de nationalliberale var censuskravet det væsentlige, hvorimod" B. i erindringen om det gode samarbejde med bondevennerne i hans konseilspræsidenttid i 50erne og støttet på sin ret nære forbindelse med Tscherning håbede at kunne benytte det pres, suveræniteten over de fælles anliggender tillod ham at udøve, til at gennemføre en forfatning af mere monarkisk karakter mod at give lemoelser i census til landstingsvalgene. Dette standpunkt måtte han dog meget snart opgive; rigsrådet bekræftedes i sin myndighed over de fælles anliggender og ministeriets forfatningsforslag prægedes såvel af ikke ubetydelige indskrænkninger i rigsdagens myndighed som af den høje landstingscensus, på hvilken finansminister C. N. David lagde hovedvægten. Ledelsen af forfatningssagen gled nu under B.s tiltagende legemlige svaghed, der endog måneder igennem holdt ham borte fra deltagelse i repræsentationens forhandlinger, mere og mere over til David, samtidig med at denne nærmede sig de nationalliberale. Trods betydelige indrømmelser fra regeringens side nåedes intet resultat. Der viste sig også tilbøjelighed fra en godsejergruppe med grev C. E. Frijs og J. B. S. Estrup i spidsen til at gå sine egne, fra ministeriet afvigende veje i forfatningssagen og tegn til begyndende tilnærmelse mellem denne gruppe og det J. A. Hansenske venstre. Samtidig løsnedes tillidsforholdet mellem ministeriet og kongen der endog i foråret 1865 havde ført forhandlinger med grev Frijs om dannelse af et nyt ministerium. Da sammenslutningen mellem "de store og de små bønder" efteråret 1865 fuldbragtes og der af rigsrådsfællesudvalgets forhandlinger fremgik et flertalsforslag som ministeriet ikke kunne acceptere indgav B. 3.11.1865 sin demission. B. havde mistet en søn der blev dødelig såret ved Mysunde straks ved krigens udbrud. Hans hustru døde i begyndelsen af 1865 og hans helbred var ved hans demission fuldstændig nedbrudt. Han døde et år senere. – Gehejmekonferensråd 1848.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kommandør Hans Emilius B. (1758–1826) og Anna Catharina Eleonora Dorothea Top (1767–1847). -8.5.1832 i Kbh. (Garn.) med Rasmine Wandel, født 22.12.1813 i Kbh. (Garn.), død 2.1.1865 sst. (Holmens), d. af regimentskirurg Andreas Carl W. (1764–1820, gift 1. gang 1793 med Louise Caroline Bourgeois, 1764–96, gift 2. gang 1799 med Christine Amalie Rømer, 1781–1801) og Ellen Kirketerp (1783–1837). – Far til Emil B.

Udnævnelser

R. 1840. K. 1843. DM. 1845. S.K.1847. R.E.1857.

Ikonografi

Afbildet på J. V. Gertners bill. fra salvingen 1840 (Rosenborg). Tegn. af Gertner (Fr.borg). Afbildet på satirisk tegn. af P. C. Skovgaard (Fr.borg) og på litografi 1852. Afbildet på Constantin Hansens mal., 1860–64, af den grundlovgivende forsamling 1848 (Fr.borg), to studier hertil af C. A. B. (det ene folketinget). Tegn. af H. Olrik efter foto, gengivet i træsnit 1866, litografi og træsnit af H. P. Hansen. Samme foto har været forlæg for mal. af C. Wentorf (Fr.borg). Foto (Fr.borg).

Bibliografi

Fred. Algreen-Ussing i III.tid. 30.12.1866. N. Neergaard: Under junigrundloven I–II, 1892–1916. Fr. Bajer: Nordens, særlig Danmarks neutralitet under Krimkrigen, 1914. Centraladministrationen 1848–1948, 1948 9–31. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig