Anders Nielsen, 30.5.1862-13.6.1914, minister, husmand. Født i Tapdrup, død i Kbh., begravet i Tapdrup. N.s far overtog 1862 en 10 ha stor husmandslod på Tapdrup hede, for det meste uopdyrket jord som først faderen, senere N. stykke for stykke bragte under kultur. Ved siden af hedeopdyrkningen arbejdede faderen som tækkemand og brolægger og N. måtte som dreng ud at tjene. Han traf her en murer der – med hans egne ord -lærte ham forskel på aristokrati og demokrati, på højre og venstre. Ud over almueskolen modtog N. ingen undervisning. Han var selvlært som få andre, kunne uden forskole sætte sig ind i vanskelige sager, havde en sjælden evne til at opfatte og forme og var dertil myreflittig. 1881 aftjente han sin værnepligt som gardist og kom i Kbh.s højskoleforening i forbindelse med Svend Høgsbro og andre venstrepolitikere. Han blev en stor beundrer af C. Berg og skrev 1884 i Viborg Stifts Folkeblad sin første politiske artikel om den værnepligtiges forhold som soldat og tog til orde for bedre lønninger og en bedre behandling, krav som han kort efter at være blevet folketingsmand indbragte forslag om i rigsdagen og stedse fastholdt. Hans første artikel blev bemærket af Berg og derefter bragte hele den bergske presse som regel N.s artikler fra Viborg Stifts Folkeblad. Bergs interesse for N. øgedes, da han ved et politisk møde 1885 første gang mødte den 23-årige høje, lyse og hærdebrede husmand med det åbne ansigt og frejdige væsen, og N. var ikke i tvivl om at han måtte kæmpe på Bergs side mod de kræfter i venstre der ville forlig med J. B. S. Estrup. 1890 valgtes han i Løvelkredsen på det program at sige "nej og nej og atter nej" til provisorierne og genvalgtes i kredsen til sin død. 1888 havde han overtaget husmandsstedet på Tapdrup hede efter sin far, og det drev han og beholdt som sit hjem trods rigsdags- og ministergerning.

Samtidig med N. indvalgtes en anden lærling af Berg, J. C. Christensen, i folketinget. Begge førte hans politik videre i voldsom kamp mod forligspolitikken og dens mænd. N. var næppe J. C. Christensen underlegen i begavelse og overgik ham i formelle evner som taler og skribent. Når det af de to blev J. C. Christensen der kom til at lede venstrereformpartiet skyldtes det først og fremmest styrken og viljen i hans personlighed, langt mindre hans bedre boglige uddannelse. N.s politiske evner slog hurtigt igennem i folketinget. 1892 blev han medlem af finansudvalget og 1895 bestyrelsesmedlem i venstrereformpartiet fra dets start, og da partiet 1897 grundlagde Randers Venstreblad i kamp mod det moderate Randers Dagblad blev han dets politiske redaktør til 1906. Ved J. C. Christensens udnævnelse til minister 1901 efterfulgte han ham som formand for finansudvalget og som statsrevisor til 1908 og som formand for venstrereformpartiet 1902-08. Ved siden heraf var han i disse år sit partis betydeligste agitator og dokumentator. Han medbragte til møder sin taske fyldt med udklip, lovforslag og Rigsdagstidendes fortryk for at kunne "kapitelfæste" sine udtalelser og skrev væsentlige dele af partiets valgbøger, ud over en mængde artikler. Han krævede samling om reformpartiet for gennem et sejt og vedholdende arbejde at sætte demokratiske reformer igennem. Selv husmand havde hans ord nok en særlig vægt over for husmænd, og selv om det ikke lader sig dokumentere er det sandsynligt, at hans agitation bidrog væsentligt til at jyske husmænd i mindre omfang sluttede sig til det radikale venstre end tilfældet var på øerne. Endnu før bruddet med de radikale udgav han pjecen Uroen i Venstre, 1904, og efter bruddet Den politiske Situation. Redegørelse og Imødegaaelse, 1905, begge med stærk kritik af "Zahlisterne" som han yndede at kalde de radikale. Han glemte ikke forliget 1894 og førte en skarp kampagne mod det forhandlende venstre med afvisning af dets tilnærmelse til reformpartiet i pjecen Venstrereformpartiet og Det forhandlende Venstres Valggruppe, 1906. Som taler havde han meget af Bergs bredde, rodfæstet i overbevisning om sine meningers rigtighed. Hans kampnatur kunne føre til voldsomme udfald eller sviende lune og han evnede at samle kernepunktet i sin tale i et enkelt fyndigt udtryk: Sag løst eller kamp rejst! og det berømte: Skel skal slettes, ikke flyttes! om gennemførelse af lige og almindelig valgret til kommunale råd.

Ved rekonstruktionen af regeringen J. C. Christensen juli 1908 efterfulgte han som første husmand i kongens råd Ole Hansen som landbrugsminister og fortsatte på den post i regeringerne N. Neergaard 1908-09 og regeringen Holstein-Ledreborg 1909. I disse års forsvarsdebat var det hans standpunkt at forsvarssagen nu skulle løses og at den burde kunne samle alle, men som J. C. Christensens nære medarbejder kunne han ikke gå med til Neergaards fremskudte forter i Kbh.s befæstning og indgav maj 1909 sin afskedsbegæring, men vedblev dog at fungere så længe Neergaards regering sad og blev i Holstein-Ledreborgs regering ministerkollega med J. C. Christensen der gennemførte forsvarsordningen af 1909. Efter regeringen Zahles afgang juli 1910 var N. sammen med Neergaard og Klaus Berntsen indstillet til leder af venstreregeringen. Christian IX valgte Berntsen og N. blev landbrugsminister 1910-13. Som minister blev N. afholdt for sin elskværdighed og respekteret for sin begavelse. Hans væsentligste ministerindsats var nedsættelse af landbokommissionen af 1911 som han omfattede med stor interesse og hvis arbejde blev udgangspunkt for jordlovene af 1919. N. havde gennem mange år lidt af en nyresygdom og hans død efter et længere sygeleje betød et stort tab for venstre.

Familie

Forældre: husmand Niels Johansen (1822-92) og Else Marie Jensdatter (1821-93). Gift 17.11. 1885 i Viborg med Ane Petrea Adolphine Lyngholm, født 21.2.1858 i Hjermind, død 25.3.1940 i Viborg, d. af husmand Christian Pedersen L. (1815-91) og Jensine Christine Bjerregaard (1811-62).

Udnævnelser

KA 1912.

Ikonografi

Karikatur af Eigil Petersen (Kgl. bibl.). Helfigursrelief af Elias Ølsgaard på mindesten, 1915, i Viborg. Relief af Rasmus Andersen på mindesten i Skals, 1920. Foto.

Bibliografi

Interview ved Sv. Martin i Hvorledes jeg blev politiker, 1912 61-70. – N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 325-30. R. K. Bertelsen: A. N., 1915. Viborg stifts folkebl. 21.7.1920. Jørgen H. Monrad i Venstre i 100 år. 1901-39, 1970. De danske ministerier 1901-29, ved Sv. Thorsen, 1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig