Christian Christensen, 20.1.1925-30.9.1988, miljøminister. Født i Nr. Bork, begravet på Ringkøbing kgd. Efter folkeskolen uddannedes C. ved landbruget, var elev på Hoptrup højskole 1944-45 og tog lærereksamen fra Haslev seminarium 1952. Han var ansat ved Haslev borger- og realskole 1952-61 og var desuden lærer ved Haslev handelsskole 1952-54 og dens forstander 1954-61. I samme periode videreuddannede han sig ved handelshøjskolen som faglærer i erhvervsgeografi og samfundsøkonomi og var på årskursus i dansk og geografi ved Danmarks lærerhøjskole 1958-60. Desuden var han leder og beklædte formandsposter i spejderbevægelsen i K.F.U.M. og K. og i Unge Hjem og var medlem af Haslev menighedsråd 1958-61. Han vendte derefter tilbage til sin vestjyske hjemstavn som skoleinspektør ved Ringkøbing skole og stadsskoleinspektør 1961-72 og var herefter skoledirektør ved Ringkøbing kommunale skolevæsen. C. tilhørte kristeligt folkeparti fra dets stiftelse, blev formand for dets lokalforening i Ringkøbing 1971 og var amtsformand i Ringkøbing amt 1972-74. Endvidere indvalgtes han i partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg og var næstformand 1973-78. Han var partiets kandidat i Ringkøbingkredsen 1971 og blev i 1973 folketingsmand for Ringkøbing amt med Herning som opstillingskreds. 1973-82 var han formand for kristeligt folkepartis folketingsgruppe og blev miljøminister da hans parti 10.9.1982 deltog i dannelsen af ministeriet Poul Schlüter. Han var miljøminister frem til 1988 og gennemførte vandmiljøplanen. 1982-87 var C. tillige minister for nordiske anliggender. Han forlod folketinget i juni 1988. I 1979 da Jens Møller ikke opnåede genvalg blev C. kristeligt folkepartis politiske leder.

Familie

Forældre: landmand Peder Anton C. (1872-1954) og Christiane Margrethe Christensen (1886-1967). Gift 1.8.1951 i Klejtrup k. med lærer Karen Margrethe Knudsen, født 6.7.1926 i Klejtrup kommune, d. af landmand Peter Thomsen K. (1875-1970) og Johanne Kirstine Christensen (1890-1981).

Ikonografi

Mal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig