Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stig Andersen Hvide (d. 1369)

Oprindelig forfatter JOLR

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Stig Andersen Hvide (d. 1369), til Bjørnholm og Tygestrup, d. 1369, marsk. Stig Andersen Hvide var opkaldt efter sin farfar, den berømte marsk. Ved Christoffer 2.s tronbestigelse 1320 vendte marskens slægt atter tilbage til Danmark, og Stig Andersen Hvide kom i besiddelse af en stor del af slægtens gamle ejendomme. Selv byggede han den faste borg Bjørnholm mellem Grenå og Århus og var en af hovedmændene for den jyske adels opposition mod kongemagten. 1325 sad han i kongens råd, 1331 gik han over til grev Gert (Gerhard 1292–1340) og blev hans marsk. Han og Niels Bugge på Hald delte nu førerskabet for den jyske adel. Efter grevens drab 1340 blev han kong Valdemars mand, og denne gjorde ham til statholder i Estland efter det store bondeoprør 1343. Han ledede forhandlingerne med den tyske orden om Estlands salg og vendte 1347 tilbage efter at have fået godset Linde til len af ordenen. 1352 var han en af de mænd som kongen betroede rigets styrelse under sin fraværelse.

Da kongen indledte sin store reduktion af det fra kronen bortkomne gods, der også gik ud over Stig Andersen Hvide som mistede hvad han havde fået af grev Gert, udbrød stærk misnøje blandt de jyske stormænd. Et stort oprør brød ud 1357, hvori Stig Andersen Hvide dog ikke synes at have deltaget; men da hans søn og bror dræbtes sammen med Niels Bugge i Middelfart ved nytårstid 1359, brød han afgjort med kongen. Fejden endtes først ved forliget 1360. Stig Andersen Hvide beseglede dette som den første af de verdslige råder og benyttedes nu atter jævnlig i rigets tjeneste. Hans nære forhold til drosten Claus Limbek og den mægtige Iver Rosenkrantz besegledes 1362 ved ægteskab mellem hans sønnesøn Jens Ovesen og Claus Limbeks datter Elisabeth, mens sønnedatteren Tove ægtede Iver Rosenkrantz. Dets politiske betydning sporedes, da Stig Andersen Hvide og Claus Limbek 1367 atter stillede sig i spidsen for jyderne og fejdede med kong Valdemar. Under denne fejde døde Stig Andersen Hvide 1369 efter at have skænket meget gods til kirker og klostre, især Antvorskov. Han og hans hustru begravedes i Essenbæk kloster, hvorfra hans lig senere flyttedes til Ørsted kirke i Rougsø herred.

Familie

Stig Andersen Hvide blev begravet i Essenbæk kloster. Forældre: Anders Stigsen og Margrete Nielsdatter (Lændi). Gift Tove Andersdatter.

Annonce

Bibliografi

F. Richardt og T. A. Becker: Prospecter af da. herregårde IV, 1850 (Kongsdal); V, 1851 (Høgholm) (ny udg. I–II. 1976). H. F. J. Estrup: Saml. skr. II, 1851 274–81. C. A. Christensen i Hist.t. 1 l.r.V, 1956–59 381–427. Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Olrik: Stig Andersen Hvide (d. 1369) i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291653