Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stig Andersen Hvide

Oprindelig forfatter KHoer

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Stig Andersen Hvide, d. 1293, marsk. Stig Andersen Hvide synes ikke selv at have tilhørt den såkaldte Hvideslægt som imidlertid hans to første hustruer tilhørte, og det er formentlig på denne måde han i traditionen er blevet kendt under navnet Hvide.

Stig Andersen Hvide var blandt Erik Klippings mænd 1272 (3.5.) da kongen optog et lån i Lübeck og 32 højtstående danske kautionerede for ham. Blandt dem findes både Stig Andersen Hvide og en række andre af dem der efter drabet på Erik Klipping 1286 dømtes fredløse for kongemordet. Hans politiske rolle er i øvrigt ukendt, bortset fra den pålidelige efterretning (Lundeårbogen) der foreligger om at han på danehoffet 1276, da kong Erik ønskede sin unge søn Erik Menved hyldet endnu i sin egen levetid, nægtede at præstere ham sin ed. Hvad der lå bag denne handling vides ikke præcist, og den har tilsyneladende ikke ført til at Stig Andersen Hvide mistede sin politiske indflydelse. Dertil har han, måske ved sin personlige godsbesiddelse, været for stærk.

Erik Arups undersøgelse af drabet på Erik Klipping har gjort det sandsynligt at den kreds af mænd der dømtes for drabet var uskyldige og dommen i Nyborg i pinsen 1287 over bl.a. Stig Andersen Hvide følgelig et justitsmord – og at der lå et politisk opgør bag. B.S. Ingemanns berømte skildring af ham som den fremmeste blandt kongemorderne er hentet fra nogle senmiddelalderlige krøniker (der ingen særlig viden havde om drabet) og fra Arild Huitfeldts konstruktioner på grundlag af disse krøniker. De samtidige kilder viser end ikke Stig Andersen Hvide som den mest indflydelsesrige blandt de såkaldte kongemordere; denne post må ubestrideligt tilkendes kongefrænden grev Jakob af Halland. Men overordentlig rig og mægtig må Stig Andersen Hvide ikke desto mindre have været. Anderledes kan det ikke forklares at han efter drab og dom, og efter sammen med de andre kongemordere at være blevet den norske konges mand har haft mulighed for at administrere sine danske ejendomme skønt han var aktivt tjenstgørende i den norske konges krig med Danmark. Hans niveau fremgår også af at der under denne krig (1.9.1290) er udvirket en pavelig dispensation til et ægteskab mellem den ellers ukendte Jens Esre og Stig Andersen Hvides søsterdatter; dispensationen var nødvendig fordi hr. Jens tidligere havde været trolovet med Stig Andersen Hvides afdøde datter; den er givet i form af en bemyndigelse til biskoppen af Århus og den søger sin begrundelse i en formel om at disse ægteskaber var tjenlige til at bilægge alvorlige fjendtligheder, en formel der ofte anvendes i forbindelse med fyrstelige giftermål, men dog aldrig brugtes helt i flæng.

Annonce

Vi ved ikke, om forbindelsen mellem Stig Andersen Hvide og den norske kongemagt var af ny eller ældre dato i tiden efter kongemordet. Den norske kongemagt havde siden Magnus Lagabøters ægteskab med Erik Plovpennings datter Ingeborg haft store godskrav på den danske kongemagt, krav som ved en delvis indfrielse i 1260'erne medførte at nordmændene fik udlagt en del af krongodset i det østlige Nørrejylland. Her lå også Stig Andersen Hvides ejendomme, men deres historie er ikke kendt. Af nogle breve 11.8.1292 til byerne Lübeck, Stralsund og Wismar hvorved den norske konge lover disse byer at der ikke vil blive lagt deres handel hindringer i vejen fra borgerne på øen Hjelm (i Kattegat ud for Djursland) og Hunehals (i Halland), snarere tværtimod, fremgår det at Stig Andersen Hvide var den norske konges repræsentant på Hjelm, mens det var grev Jakob der førte kommandoen på Hunehals. Brevene viser at den norske konge på disse pladser ønskede at udøve hverken mere eller mindre end kongemagtens (ɔ: den danske kongemagts) sædvanlige rettigheder med hensyn til at regulere udenrigshandelen og inddrive indtægter af den. Dette har også været baggrunden for at der i det mindste på Hjelm sloges mønt af tidens sædvanlige (lidet lødige) danske type, hvad der mindre udgør falskmøntneri end en art konkurrerende udmøntning. Den norske konge hævdede at have legitime uindfriede krav på det danske kongehus, og Stig Andersen Hvide har efter 1286 tilhørt det parti der anså dem for berettigede.

Familie

Gift 1. gang med Ossa Nielsdatter. Gift 2. gang med Ingeborg Pallesdatter. Gift 3. gang med en datter af drost Uffe Nielsen (død 1293).

Ikonografi

En del fremstillinger fra 1800–tallet, således på tegn. af Constantin Hansen (kobberstiksamlingen; Kgl.bibl.) og Lorenz Frølich, 1853 (kobberstiksamlingen) og 1874. O. Baches mal. af de sammensvorne, 1882 (Fr.borg), kaldes ofte med urette marsk Stig.

Bibliografi

Kirkehist. saml. 2.r.III, 1864–66 390f. – A. Cronholm i Hist.t. VI, 1845 452–68. Jul. Martensen sst. 4.r.IV, 1873–74 90–158. P. A. Munch: Det norske folks hist. IV,2, Kria. 1859. Danm.s gamle folkeviser, udg. Sv. Grundtvig III, 1862 (fot. optr. 1966) 338–404. A. D. Jørgensen: Bidrag til Nordens hist. i middelalderen, 1871 113–34. Johs. Steenstrup: Vore folkeviser, 1891 262–92. G. Storm i Arkiv for nord. filologi IX, Lund 1893 219f. Henrik Schück: Ur gamla papper II, Sth. 1894 79–113. Danm.s fornviser, udg. Ernst v.d. Recke II, 1928 95–129. G. Galster i Fra nationalmuseets arbejdsmark, 1928 38-48 (optr. i forf.s Coins and history, 1959 105–19). Hugo Yrwing: Kungamordet i Finderup, Lund 1954. Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Stig Andersen Hvide i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 6. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291652