Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oluf Axelsen Thott

Oprindelig forfatter HBruun
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Oluf Axelsen Thott, d. 16.9.1464, marsk. Død på Visborg, begravet i St. Hans k. i Visby. T. blev 1414 immatrikuleret ved universitetet i Leipzig. 1419–21 kom han i forbindelse med sit første ægteskab i besiddelse af Vallø gård og gods. Medlem af rigsrådet var han 1435 da han medbeseglede Vordingborgfreden og rimeligvis allerede 15.11.1434 da han var forlover for forliget med svenskerne i Stockholm. I de følgende års vigtige unionsforhandlinger var han stadig deltager og synes at have spillet en i forhold til sin alder ret fremtrædende rolle. Mod slutningen af Erik af Pommerns regeringstid kom han af ukendte grunde i et meget skarpt modsætningsforhold til kongen der 1439 bittert beklagede sig over, at rigsrådet mod sit givne løfte ikke havde sikret ham lejde for liv og gods mod T., og Arild Huitfeldt fortæller om dennes brutale overfald på Eriks frille Cæcilie. T. var da også, ganske modsat sin far, blandt de virksomste ved kongens fordrivelse; hans navn findes ikke blot under opsigelsesbrevet 1439, men allerede under henvendelsen til Christoffer af Bayern foregående efterår. Den nye konge lønnede ham også rigeligt. Ridder blev han ved kroningen i Uppsala 1441; n.å. var han lensmand på Vordingborg, 1445–48 på Ålholm; senest 1443 blev han marsk. N.å. fulgte han Christoffer til Sverige. Om dennes tillid til ham vidner det, at han blev en af eksekutorerne for kongens testamente. Under den uventede tronledighed 1448 kunne han øve betydelig indflydelse. En tysk kronike fortæller at han tog enkedronning Dorothea under sin særlige beskyttelse, og "red vel med 300 heste i landet, fordi han var marsk".

Sin hovedindsats i Nordens historie ydede T. dog først under Christian I, og den blev gjort på Gotland. At denne ø i endnu næsten 200 år bevaredes for Danmark skyldes foruden Søren Norby væsentlig T. Den havde siden 1439 tjent den fordrevne kong Erik som tilflugtssted, men straks efter unionsspaltningen 1448 udsattes denne for et meget farligt svensk angreb, og da han til sidst kun havde selve Visborg slot tilbage, søgte han dansk hjælp. T. fik nu, antagelig i sin egenskab af marsk, den ikke lette opgave at undsætte og afløse sin tidligere fjende. Han løste den smukt, og da han først havde fået fast fod på Visborg, lykkedes det ham snart med Christian Is bistand at få de svenske tropper helt bort fra øen. Han nedlagde nu sit marskembede og blev for resten af sit liv dansk lensmand på Gotland. Han blev i denne egenskab lige så nyttig for Christian I som ubehagelig for hans fjender. Allerede i begyndelsen af 1450 og ofte senere generede han meget føleligt Sveriges Østersøhandel. N.å. gik han over til direkte angreb mod den svenske kyst, og 1452 ledede han i forening med svenskeren Magnus Gren en anselig flåde hvormed de forgæves forsøgte at indtage Stockholm. Bedre held havde han 1457 da han hurtigt kom den oprørske ærkebiskop Jons Bengtsson til hjælp og derved bidrog til Stockholm slots fald; han samarbejdede her med halvbroderen Erik. Gennem sine stadige kaperier i de foregående krigsår var han kommet på krigsfod også med hansestæderne som ved forhandlingerne i Flensborg 1455 endog fik Christian I til at love, at han udtrykkeligt ville befale T. at ophøre med sit "røveri" og tilbagegive det tagne gods; da stæderne imidlertid brød deres samtidig givne tilsagn om at indstille handelen med Sverige, var T. ikke des mi ådre allerede s.å. atter i søen. Endnu 1460, altså længe efter freden med Sverige, var hans mellemværender med Lübeck ikke bragt ud af verden. Også i forholdene i Livland og på Ösel blandede han sig lejlighedsvis. – Efter 1449 havde T. sit hjem på Visborg, men besøgte dog af og til det egentlige Danmark. Til dette var han navnlig knyttet gennem besiddelsen af Vallø; i nær forbindelse med dette gods havde han ved sin død Bjæverskov og Stevns herreder i pant. Derimod fik han ikke sine krav i andre danske gårde fyldestgjort, og sin families tilknytning til Halland opgav han allerede i 1440erne da han afstod sin andel i gården Hjuleberg til broderen Aage.

Familie

Forældre: Axel Pedersen T. (død ca. 1446) og Cathrine (Margrete?) Krognos. Gift l. gang ca. 1420 med.Karen Falk, d. af Jens Eskildsen F. til Vallø (død 1408 el. 09,gift 1. gang med Margrete Holgersdatter) og Birgitte Abrahamsdatter Baad (død 1415, gift 2. gang med ridder og rigsråd Ture Stensson Bielke, død 1425). Gift 2. gang senest 1430 med Johanne Nielsdatter (Brock?, gift 1. gang med I ven Bryske, død 1421, gift 2. gang måske med Fikke v. Witzen), død før 28.5.1456. Gift 3. gang med Anne Present, som levede endnu 1485, men var død 28.3.1487, begr. i Roskilde domk., d. af Jens Pedersen P. (død tidligst 1459) og Karine Nielsdatter Bild (død 1470). – Far til Birgitte Olufsdatter T. Bror til Peder Axelsen T. og Aage Axelsen T. Halvbror til Erik Axelsen T., Iver Axelsen T. og Philippus Axelsen T.

Annonce

Ikonografi

Afbildet på altertavle ca. 1450 (Valløby k.). Relief på ligsten (Visby domk.).

Bibliografi

Danm.s adels årbog XVII, 1900 418f; XVIII, 1901 566; XXIII, 1906 500; XL, 1923 552. Jens Paludan-Müller: Gullands forhold til Danm. og Sverrig, 1865 61–65. P. v. Moller: Bidrag till Hallands hist. I, Lund 1874 109f 115. Will. Christensen: Unionskongerne og hansestæderne, 1895 (reproudg. 1974). Die Chroniken der niedersachsischen Städte. Lübeck IV-V, Lpz. 1910–14 = Die Chroniken der deutschen Städte XXX-XXXI. J. W. Hamner: Visby domkyrkas gravstenar, Sth. 1933 = Gotlands gravstenar I 48–51. G. A. Lögdberg: De nordiska konungarna och Tyska orden, Upps. 1935. (Se også lit. til Erik Axelsen Thott).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henry Bruun: Oluf Axelsen Thott i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298386