Søren Norby, d. .1530, lensmand. Død foran Firenze, begravet i et kloster uden for byen. N. stammede fra en lidet kendt, godsfattig fynsk adelsslægt. Som ung tjente han 1504 på den svenske rigsforstander Svante Nilssons flåde, men vandt sit ry som søkriger under kong Hans' senere krige mod Sverige og Lübeck. 1510 førte han skibet Bartuneren og ejede selv et andet fartøj hvormed han for egen regning drev kaperi i kongens navn. 1515 sendtes han til Island for at tage kampen op med englænderne. Snart kaldtes han tilbage og indsattes i april 1517 som lensmand på Gotland. Herfra indtog han i aug.1519 Borgholm på Öland. Efter Stockholms overgivelse sept.1520 fik han foruden Gotland også Kalmar i forlening. I realiteten indtog han i disse år stillingen som Christian IIs admiral. Ved kroningen 4.11. blev han slået til ridder, og under blodbadet nævnes han sammen med Claus Bille (død 1558) blandt kongens hjælpere. Dernæst fik han 10.12. ordre til at forberede en ekspedition til Grønland, et led i Christian IIs handelsvisioner. Udviklingen i Sverige hindrede imidlertid planens udførelse.

Under oprøret 1523 forblev N. ene af alle lensmænd Christian II tro. I sept.1522 havde kongen overdraget ham vidtstrakte beføjelser og herunder føjet Finland og hele Norrbotten til hans øvrige forleninger. Disse områder gik tabt tillige med Kalmar i løbet af 1523. Efter overgivelsen af Kbh. og Malmø nytår 1524 var Gotland Christian IIs sidste territorium i Norden. Uden forbundsfæller og uden udsigt til undsætning blev N.s snarrådighed sat på en hård prøve. Forsyninger måtte han skaffe sig ved at kapre hanseatiske handelsskibe. Efter eget udsagn havde han overflod af voks, pelsværk og andre af det russiske markeds frembringelser som han søgte at ombytte med krudt og fødemidler. Stolt kaldte han sig "høvedsmand på Gotland og general i Østersøen". Virkelig formåede han i forbavsende grad at skabe sig en selvstændig magtposition, idet han behændigt spillede på rivaliseringen mellem Danmark, Sverige og hansestæderne. På flere danske henvendelser svarede han henholdende, mens han energisk rustede sig ved at anlægge skanser på Gotlands klinter. I maj 1524 landede imidlertid en overlegen svensk hær under Berend v. Melen og indledte en belejring af Visby. I denne situation søgte N. en forståelse med den danske regering. Ved forliget i Malmø 1.9. måtte Frederik I, ganske vist i strid med sine løfter til N., love at fjerne ham fra Gotland. I henhold til denne ordning hævede v. Melen 22.9. belejringen og Gotland hyldede Frederik I, men overdragelsen af Visborg voldte vanskeligheder. Senere hævdede N. at han var blevet lokket i et baghold – for så vidt med rette som Malmøaftalerne blev holdt skjult for ham. På den anden side skal hele hans færd måske ses som et taktisk spil med det formål at få belejringshæren fjernet. Forståelsen med den danske regering var i hvert fald brudt, og 26.10. forlod Frederik Is udsendinge Gotland med uforrettet sag.

Dristigt valgte N. dernæst at gå angrebsvis til værks. I slutningen af feb.1525 landede en af hans officerer Otte Stigsen i Blekinge og indtog hurtigt Sølvesborg og Åhus i Skåne. Bønderne sluttede sig straks til ham, og herregårdene blev plyndret og brændt. Over for Danzig betegnede N. sig nu som Christian IIs "Oberregent" i Skåne og Blekinge. Selv sejlede han ca.1.4. med hovedstyrken fra Gotland, mens en mindre besætning under Otte Andersen Ulfeldt efterlodes på Visborg. Den skånske adel under Tyge Krabbe havde indledt en belejring af Åhus, men nødtes ved N.s ankomst til at søge tilflugt i Malmø og Landskrona. N. lod sig hylde på Lunde landsting, indtog Landskrona og rykkede dernæst mod Helsingborg som han belejrede fra 18.4. Imidlertid samlede regeringen sine tropper i Malmø og under Johan Rantzaus (1492-1565) anførsel besejredes N.s folk 28.4. ved Lund. Allerede forinden havde en lübsk flåde ødelagt hans skibe i Pukavik. N. hævede da belejringen af Helsingborg og forskansede sig i Landskrona. Forgæves anråbte han Christian II om undsætning. En ny bondehær besejredes 11.5. og samme dag indtog lübske tropper Gotland. Dog holdt Otte Andersen endnu stand på Visborg, og 9.6. indledtes forhandlinger mellem N. og regeringen. N. søgte at udnytte situationen til det yderste. Bl.a. forlangte han dansk hjælp til at sikre sig Sten Stures enke Kristina Gyllenstiernas person som han allerede fra Gotland havde friet til. Enden blev en overenskomst af 27.6. hvorved N. oplod Visborg til Frederik I mod at få Blekinge og Lister i len frit for livstid. N. var nu Frederik Is mand. I okt.1525 sejlede han til Gotland og overgav Visborg til sine landsmænd. I Blekinge opstod dog snart gnidninger med styret i Danmark og Sverige, ligesom N. atter trådte i forbindelse med Christian II og temmelig åbenlyst hvervede tropper, angiveligt mod Gustav I (Vasa) hvem han i sine breve omtaler som "kong korumpe". Sine kaperier genoptog han også, og retten til udmøntning som han havde fået af Frederik I 29.9.1525 udnyttede han til at præge store mængder underlødige mønter. Herefter kom det i sommeren 1526 til et brud med den danske regering. I juni krævede kongen hans tropper udleveret, og i slutningen af august angreb danske tropper N.s stillinger. En forenet dansk-lübsk flåde overvandt 24.8. hans flåde i Blekinges skærgård. Selv flygtede han med nogle få skibe til den finske bugt. Herfra opsøgte han storfyrst Vasilij III der havde stået i forbund med Christian II, men blev ifølge sin egen beretning holdt tilbage mod sin vilje. Først i foråret 1528 kunne han forlade Moskva. Blottet for midler drog han over Prag til Nederlandene hvor han i nov. nåede Christian II i Lier. Tynget af uvirksomheden og kreditorerne gik han i juli 1529 i kejserlig krigstjeneste. Det var hans plan at vende tilbage til Christian II, men formentlig i marts 1530 faldt han under Firenzes belejring og begravedes i et nærliggende kloster. – N. var ugift, men havde talrige uægte børn. En søn Oluf N. der opdroges på Christian IIs bekostning skildres 1529 som ustyrlig. Indgåelsen af det påtænkte ægteskab med Kristina Gyllenstierna (trolovelse 1524) blev forhindret af den svenske regering.

Familie

Forældre: Anders N. (- 1463-68 -) og hustru af slægten Bøistrup. Ugift.

Ikonografi

Fremstillet s.m. Chr. II på mal. af V. Rosenstand, 1900 (Fr.borg), hertil flere malede forarbejder.

Bibliografi

Kilder. Chr. IIs arkiv, udg. N. J. Ekdahl I-IV, Sth. 1835-42. Breve og aktstykker til oplysn. om Chr. IIs og Fr. Is hist., udg. C. F. Allen, 1854. Hanserecesse 3.r.V-IX, Lpz. 1894-1913. Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen I, 1907. Missiver fra Chr. Is og Hans's tid, udg. Will. Christensen I, 1912-14. Paulus Helie: Skr. VI, 1937 69 77 102-05. Danske middelalderlige regnskaber, udg. Georg Galster i, 1944 116. Handlingar till Nordens hist., udg. Lars Sjödin I, Sth. 1967-69 = Hist. handl. XXXIX 774f.

Lit. A. Thiset i Danske mag. 5.r.VI, 1905-09 1-30 (om slægten). Danm.s adels årbog XXIII, 1906 318f. C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. I-V, 1864-72. Gottfr. Carlsson i Hist. t. 2.r.XII, Sth. 1949 47-50. Nils Ludvig Rasmusson i Nord. numismatisk unions medlemsbl., 1961 93f. Lars J. Larsson i Scandia XXX, Sth. 1964 217-68; XXXV, 1969 21-54 og XLV, 1979 67-81.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig