Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Porse

Oprindelig forfatter JOLR
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peder Porse, levede 1286, lensmand. P. opholdt sig i Erik Klippings kongetid som landflygtig i Sverige. I striden mellem kong Valdemar Birgersen og hans bror Magnus stod P. på den sidstes side og slog 1277 ved kongsgården Ettaka en skare af sine landsmænd som kong Erik havde sendt svenskekongen til hjælp. Han havde også forstrakt Magnus med penge, og for at få gælden betalt skal han have taget denne til fange, da han engang fik besøg af ham; han fik så Lødøsehus i pant. Siden synes han at være vendt hjem til Danmark, og efter Erik Klippings drab 1286 hørte han ligesom Niels Knudsen, der menes at have været hans bror, til de ni mænd der 1287 udlagdes som skyldige i kongemordet. Han tyede med de andre fredløse til Norge og nævnes med i det værnebrev som den norske konge s.å. udstedte for de fordrevne. Ikke længe efter er han vistnok død, og den P. som Erik Menved 1313 tilsagde sit venskab må være hans søn af samme navn.

Familie

Forældre: Knud P. og ukendt hustru.

Bibliografi

P. v. Möller: Bidrag till Hallands historia I, Lund 1874 49-64. Hugo Yrwing: Kungamordet i Finderup, Lund 1954 = Skr. utg. av Vetenskaps-societeten i Lund XLV. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Olrik: Peder Porse i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295863