Jep Thordsen Sparre

Jep Thordsen Sparre, d. 6.6.1562, til Lyngbygård, lensmand. Død i Lübeck. S. mistede tidligt sine forældre – faderen blev dræbt af Niels Brahe – en omstændighed der nok har sin skyld i hans skæve livsbane. Efter hans breve at dømme har hans formående farbrødre, hvoriblandt ærkebiskop Aage Sparre, for øvrigt næppe forsømt hans opdragelse. S.s ulykke kan måske til dels have sin rod i slet økonomi; 1532 lånte ærkebispen ham i hvert fald 2000 mark til indløsning af pantsat gods. For hans yngre års vedkommende forveksledes S., der først fra ca. 1550 kalder sig med familienavnet S., let med en anden skånsk adelsmand, Jep Thordsen Falk. I senere modgangstider pukker S. på "sin lange Tjeneste og store udlagte Penge" og på, at han "har hjulpet hans Naade (ɔ: Christian III) til Land og Rige at vinde og været skudt, slagen og stukket for hans Naades Skyld for hans Fjender". Sikkert er det også at han har deltaget i Kbh.s belejring og efter grevefejden har været indehaver af nogle mindre skånske len, delvis pantelen; blot ved man ikke, hvilke af de "Jep Thordsen" tilskrevne len han har haft. Efter borgerkrigen gjorde han sig skyldig i forskellige voldsomheder mod borgere og bønder og lå i evig strid med sine standsfæller. Stævnet for kongen i Kolding flygtede han 1542 til Sverige, men vendte tilbage mod skriftligt lejde. Denne gang og på ny 1544 slap han med en advarsel; men efter nye klager måtte han 1546 – uden lejde – møde for kongen og rigsrådet i Lund hvor han – med ti adelsmænd som kautionister -måtte love aldrig mere at forurette borgerne i Væ eller andre af kongens undersåtter, ikke at overfuse dommeren på tinge eller drive ulovligt købmandskab. Brud på denne forpligtelse, som han betragtede som voldeligt påtvungen i strid med recessen, førte endnu s.å. til en ny kgl. stævning; men S. flygtede nu anden gang til Sverige og gik, skønt Christian III stillede sig yderst forsonligt, snart i Gustav Vasas tjeneste, hvorved han påtog sig forpligtelser som betænkeligt synes at have nærmet sig landsforræderi. Heller ikke i Sverige, hvor han straks efter sin ankomst begik et drab, fik S. blivende sted. Uventet – også for kong Gustav – rejste han maj 1548 til Tyskland. I de følgende år førte han et omtumlet liv, mest i Tyskland, en tid i kejserlig tjeneste; omkring 1557 gjorde han krigstjeneste i Frankrig hvor han blev såret. Fra ca. 1553 til sin død havde han den meste tid fast station i Lübeck. Med sin kusines mand rigsråd Mogens Gyldenstierne som mellemled søgte han hele sin udlændighedstid igennem udsoning med kongen, villig til at bøde med gods når blot han kunne vende hjem og gøre op med kautionisterne, fremfor alle rigsråd Knud Pedersen Gyldenstierne der straks efter hans flugt havde gjort sig til gode med hans besiddelser. Christian III var også villig til at give ham lejde for retten, ja erklærede sig endda 1556 tilfreds, hvis han ville sende en fuldmægtig der ville fyldestgøre dommen; men han ønskede sin sag pådømt i Lübeck. Efterhånden indstillede S. sig på at få det bedst mulige ud af de givne forhold; han lånte penge af de forhadte kautionister og Mogens Gyldenstierne, der trods "Svogerskabet" havde taget sin del af hans gods, mod pant i resterne af hans fordums herlighed. Regeringen fulgte ham stadig med opmærksomhed. 1559 mistænkte man ham for konspiration med den nu landflygtige Peder Oxe, hvad han bestemt fralagde sig. Selv fremstillede han sig som en forfulgt uskyldighed der blot var beløjet for kongen af sine fjender; 1547 var han kun rejst til Sverige for at se til sine godser der osv. I hans favør taler det dog måske, at Mogens Gyldenstierne lige til hans død var optaget af spørgsmålet om en retslig afgørelse af hans sag. For samtiden i almindelighed var han "Onde Jep Thordsen, som hver Mand ved af at sige". Af skånske gårde ejede han foruden Lyngbygård Svendstrup som han 1541 mageskiftede til Mogens Gyldenstierne for andet gods. Kort før sin død ægtede han sin kokkepige, med hvem han havde en søn.