Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henning Valkendorf

Oprindelig forfatter HFuss
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Henning Valkendorf, 24.2.1595-7.1.1658, lensmand. Født på Glorup, død sst., begravet i Skt. Knuds k. i Odense. V. uddannedes i udlandet og studerede 1610 i Leipzig og 1613 i Leiden. Han gik ikke ind i kancellitjenesten, men slog sig straks efter sit bryllup 1618 ned som godsejer på Bramstrup (Åsum hrd.) som han dog solgte. Senere arvede han Glorup (Gudme hrd.) og købte 1637 Klingstrup (Sunds hrd.), 1638 Bjørnemose (Sunds hrd.) og uvist når Hässleholm i Skåne. 1638 takseredes han til 699 tdr. hartkorn. Desuden ejede han en stor gård i Odense. Han kom hurtigt ind i den lokale administration. 1624 blev han fænrik, 1627 løjtnant og 1633 ritmester ved den fynske rostjeneste, og under kejserkrigen var han en af de tre generalkrigskommissærer på Fyn. Samtidig med at han 1628-55 var lensmand på Odensegård var han en årrække kommissær ved Fyns skatteopkrævning, 1629 proviantkommissær for øen. 1638 var han en af adelens deputerede på stændermødet i Odense og n.å. generalkrigszahl-kommisssær i hertugdømmerne, og 1643 blev han igen en af kommissærerne ved Fyns forsvar. Han var velset ved hoffet, blev ridder ved kroningen 1648 og var 1649 marskal for de braunschweig-lüneburgske gesandter. 1655 blev han lensmand på Bratsberg og Gimsø kloster og 1657 tillige på Lundenæs. 1656 var han blandt de indstillede til en ledig fynsk rigsrådsplads. Han var sine fynske standsfællers tillidsmand over for kronen og måtte påtage sig et betydeligt antal værgemål. Han var en redelig, dygtig og betroet mand og viste sit gode sindelag ved at oprette et hospital i Skårup ved Klingstrup. Ved Skt. Knuds kirke i Odense opførte han 1632 et kapel hvor han og hans hustru ligger begravet.

Familie

Forældre: Henning V. til Glorup (ca. 1560-1626) og Anne Brockenhuus (1575-1658). Gift 1. gang 23.8.1618 i Odense med Karen Brahe, født 23.4.1598 på Helsingborg, død 16.8.1631 i Odense, d. af Axel B. (1550-1616) og Kirsten Hardenberg (død 1639). Gift 2. gang 30.9.1633 på Vittskovle med Anne Barnekow, født 9.9.1606 på Vittskövle, død 15.3.1648, d. af Christian B. (1556-1612) og Margrethe Brahe (død 1617). Gift 3. gang ca. 1648 med Margrete Blome, født 6.2.1616 på Mönchneverstorf, død 19.8.1679 på Bjørnemose, d. af Didrik B. (1584-1617(7)) og Anna Ahlefeldt (1592-1645, gift 2. gang 1622 med landråd og amtmand i Reinbek Cai Sehested, 1601-44).

Ikonografi

Mal. 1615, formentlig forestillende V. (Fr. borg).

Annonce

Bibliografi

Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev II–IH, 1887-90. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist, i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I–II. 1959-75. Kancelliets brevbøger 1624-45, 1925-68.-J. Lauritsen: St. Knuds kirke, 1875 16. J. Schurmann i Saml. til Fyens hist. og top. IX, 1884 30-56. Fra Fyens fortid, udg. G. L Wad I, 1916 4-12; IV, 1924 181 335 354 361. Sv. Larsen: Studier over det fynske rådsaristokrati i det 17. årh. I–II. 1965.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans H. Fussing: Henning Valkendorf i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298918