Frederik Rosenkrantz

Frederik Rosenkrantz, 2.9.1571-18.8.1602, til Rosenvold og Stjernholm, lensmand. Født på Skanderborg slot, død i Wessely (Mähren), begravet i Teinkirken i Prag. R. fik en usædvanlig god opdragelse. 1582–84 gik han i skole i Ribe hvor han var i huset hos Peder Hegelund. Derefter udså hans farbror og værge, Jørgen Rosenkrantz (1523–96), i forening med Niels Kaas den ti år ældre Hans Poulsen Resen, siden Sjællands biskop, til hans hovmester og rejsefælle på en udenlandsrejse der, kun afbrudt af korte ferier i hjemmet, kom til at strække sig over syv år. 1584–86 studerede han i Rostock, 1586–89 i Wittenberg, 1589–91 gæstede han Italien hvor han gjorde studieophold i Padova og Siena, men i øvrigt nåede han helt ned til Rom, Sicilien og Malta. 1592 var han i England. Efter hjemkomsten blev han n.å. hofjunker og havde 1595–99 Giske len i Norge; ifølge en slægtebogtradition var der tale om at han skulle ægte den velhavende unge enke Christence Viffert. Hans fremtidsudsigter syntes i det hele meget lyse; hans usædvanlige begavelse og store kundskaber gjorde hans navn anset, og hans vindende væsen skaffede ham mange venner så at han endog anvendtes som betroet tillidsmand mellem regeringsrådet og kongen. Men kort efter at han i foråret 1599 var blevet forfremmet til lensmand på Lundenæs ødelagdes hans karriere totalt som følge af hans elskovsforhold til Rigborg Brockenhuus. Han pådrog sig derved retsforfølgelse ikke blot fra hendes far, men også fra den unge Christian IV der i juli udsendte skarp ordre til at pågribe jomfrukrænkeren død eller levende. Det lykkedes ham at rømme til Hamburg hvorfra han dog hurtigt hentedes hjem under stærk bevogtning. 15.10. faldt rettertingsdommen der fulgte anklagerens påstand; forgæves anråbte R. om mildhed og tilbød høj erstatning; han dømtes efter gårdsretten til at have æren og to fingre forbrudt. Bagefter fulgte dog benådning mod forpligtelse til at rejse til Ungarn og deltage i kampen mod tyrkerne. Det gjorde han også og med så megen bravur at hans militære foresatte 1601 fandt anledning til at gå i forbøn for ham hos Christian IV som imidlertid i skarpe ord afviste tanken om benådning. N.å. omkom han under forsøget på at skille to duellanter. – Ejendommeligt nok synes netop dette sorte får inden for slægten Rosenkrantz fremfor nogen anden at have gjort dens navn verdenskendt; i det mindste taler sandsynligheden for at hans Englandsophold med Knud Gyldenstierne 1592 har givet anledning til at disse to danske adelsnavne fik plads i Shakespeares Hamlet.