Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frands Brockenhuus

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Frands Brockenhuus, 12.2.1623-7.4.1660, lensmand, officer. Født på Halsnø kloster, Norge, død i Kbh., begravet i Randers. B. var fra 1647 en kort tid kornet ved Jørgen Kaas' fynske rytterkompagni, 1648 blev han hofjunker og 1652 kammerjunker; 1655–58 lensmand på Kbh.s slot. 1657 fik han bestalling som oberst til at opstille en ryttereskadron, dels bestående af jyske sogneryttere, dels af hvervet mandskab. Med stort besvær fik han eskadronen på benene og udvidet til et regiment, kaldet Dronningens livregiment til hest og ført af broderen Johan. Jan. 1658 beordredes regimentet afgivet til Hans Schack der nu var trådt i dansk tjeneste. S.å. blev B. lensmand på Halsted kloster, men var vinteren 1658–59 i Jylland som kommissarius hos kurfyrsten af Brandenburg der havde hovedkvarter i Viborg. Samtidig opstillede han sammen med broderen Johan atter et rytterregiment der kom til at tage del i Fyns tilbageerobring m.m. Herefter opholdt han sig en tid i det belejrede Nakskov, men beordredes til at indfinde sig i Kbh., vistnok fordi han ikke kunne enes med kommandanten i Nakskov, den meget dygtige oberst Jochim Körber. Marts 1660 fik han Stjernholm len i stedet for det af svenskerne besatte Halsted kloster.

Familie

Forældre: Jørgen Ottesen B. (ca. 1570–1634) til Sebberkloster m.m. og Margrethe v. d. Lühe Cortsdatter (død 1667). Gift 9.9.1655 med Christence Lykke, født 14.4.1636 på Gisselfeld, død 11.7.1667 i Kbh., begr. sst. (Nic. k.) (gift 2. gang 1661 med oberst Frederik v. Arenstorff, 1626–89), d. af Frands L. til Svanholm og Overgård m.m. (død 1655) og Elisabeth Eskesdatter Brock (ca. 1603–52).

Bibliografi

Danm.s adels årbog LXXVIII, 1962 II 17. C. T. Engelstoft i Hist.t. 4.r. V, 1875–77 189–91. Å. Fasmer Blomberg: Fyns vilkår under svenskekrigene, 1973 41 f 52.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Frands Brockenhuus i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287706