Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl Mauve

Oprindelige forfattere Rerup og HLund

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Karl Mauve, 18.8.1860-7.12.1922, landråd. Karl Mauve var jurist af uddannelse, blev dr.jur. 1882 og tog assessoreksamen 1887. Han blev regeringsassessor i Posen, var derefter knyttet til det preussiske kultusministerium i Berlin og udnævntes 1892 til landråd i Haderslev, en stilling han beklædte til juni 1900 da han blev overregerings-, noget senere overpræsidialrad i Kassel. 1910-17 var han regeringspræsident i Aurich hvorefter han flyttede til Lüneburg.

I Nordslesvig var Karl Mauve meget virksom. En kredsdag med et tysk flertal fulgte lydigt den dygtige og ærgerrige Karl Mauve, og han fik bl.a. her gennemført de småbaneanlæg der kom til at tynge kredsens budget hårdt. Kort efter M. v. Köllers tiltrædelse som overpræsident indleverede Karl Mauve 28.9.1897 et memorandum hvori han foreslog den politik mod de dansksindede i Nordslesvig som v. Köller et år senere stort set førte ud i livet.

Karl Mauve hørte også til initiativtagerne til det landrådsmøde i Gråsten 29.9.1898 hvor Köllerpolitikken aftaltes i enkeltheder.

Familie

Født i Kattowitz, Schlesien, død i Lüneburg, begravet sst.

Forældre: bjergråd Carl Franz Mauve (1829-86) og Maria Renata Grundmann (1839-1921). Gift 1. gang 2.12.1887 i Scharley, Øvre Schlesien, med Elise Anna Walburga Wilhelmine Kunitz, født 31.8.1867 i Scharley, død 12.12.1902 i Kassel, d. af bjerg-værksdirektør Hugo K. og Auguste Mauve. Gift 2. gang 26.1.1904 i Kassel med Anna Dorthea Victoria Henriette v. Gehren, født 7.10.1876 i Homberg, d. af landråd Otto v. G. og Wilhelmine v. Gehren.

Bibliografi

Peder Skau: Minder fra mit liv og min tid, 1909 193 203 213f. H. P. Hanssen: Fra kampårene I, 1927 311-13. Kai D. Sievers: Die Köllerpolitik und ihr Echo in der deutschen Presse 1897-1901, Neumünster 1964 = Qellen und Forsch, zur Gesch. Schlesw.-Holsteins XLVII.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup, Hans Lund: Karl Mauve i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294203