Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oluf Daa

Oprindelig forfatter SHei
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Oluf Daa, 11.11.1606-.1671, landkommissær, rentemester. Født på Spøttrup. D. kom 1616 i Sorø skole og studerede siden i Leiden (1623) og Padua (1630). Han var hofsinde 1630-31 og 1633-35. D. fik aldrig len, men blev 1645 kommandant på Møn og 1646 landkommissær på Sjælland. 1648-51 var han rentemester. Efter faderen arvede ham Holmegård og en part i Borreby på Sjælland. Hans hustru bragte ham Mattrup i Jylland samt Vedtofte på Fyn. Mattrup bortskiftede han 1646 til sin søstersøn Corfitz Ulfeldt (d. 1690) mod Bavelse på Sjælland som han videresolgte n.å. til en anden Corfitz Ulfeldt, nemlig rigshofmesteren. 1664 afstod ham Holmegård til kronen mod i stedet at få Hevringholm. D. var aktiv i den menige adels opposition mod både rigsråd og kongemagt fra sidst i 1630erne. Hans valg til sjællandsk landkommissær 1646 sammen med Christen (Albretsen) Skeel gav ham en fremskudt position inden for oppositionen. I den sjællandske landebog hvor landkommissærerne indførte afskrifter af politisk væsentlige dokumenter anførte han 1646 (ikke 1638 som det ellers altid anføres) som sin personlige påstand at ingen adelig ved flertalsbeslutning af standen kunne forpligtes til at betale kontributioner han ikke personligt havde samtykket i. D. hørte dog næppe til de toneangivende blandt landkommissærerne hvis politiske mål snarere formuleredes af personligheder som Christen Skeel, Gunde Rosenkrantz og Niels Krabbe. Hans indsats som landkommissær har næppe heller tilfredsstillet hans standsfæller. I denne retning tyder i alt fald det forhold at han trods sin position som landkommissær ved adelens valg af kandidater til de ledige rådspladser 1648 kun fik 34 stemmer mod fx Christen Skeels 107 og ikke engang var blandt de 30 kandidater med flest stemmer. Derimod havde D. et nært forhold til rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt som han synes at have været en slags økonomisk klient hos, og det var utvivlsomt Ulfeldts indflydelse der juli 1648 skaffede ham embedet som rentemester. I betragtning af den fortvivlede finansielle situation var det en meget vanskelig post. Fra D.s tid som rentemester stammer den såkaldte Oluf Daas tegnelsesbog, nærmest en slags memorialbog for rentemesteren der for størsteparten er ført af D. selv. Den indeholder diverse beregninger over rigets indtægter og udgifter, over skattegrundlaget m.m. og er en meget vigtig kilde til tidens økonomiske og finansielle historie.

Efter Ulfeldts fald nedlagde D. sit rentemester-embede og svigtede som den eneste af de tre rentemestre ikke denne. Til gengæld mistænktes han dels på baggrund heraf og dels på grund af sit økonomiske klientforhold til den faldne storhed for delagtighed i dennes forskellige transaktioner. 1652 rejste han til Stralsund og besøgte Ulfeldt og rejste derfra til Hamburg hvorfra de stærke udtalelser han havde fremsat om den uret der var overgået Ulfeldt indberettedes til Frederik III. Hans handlinger fik rentemester Peder Vibe til at karakterisere ham som "ilde forvaret i hovedet". Over for Frederik III forsvarede han sig i højtravende vendinger der viser den samme yderliggående opfattelse af det aristokratiske frihedsbegreb som han også havde givet udtryk for som landkommissær. 1654 var han atter hjemme, men rejste n.å. til Hamburg. Han indstævnedes for rigsrådet, men mødte ikke, og dommen gik ham imod. Forholdet til Ulfeldt kølnedes dog efterhånden; navnlig bebrejdede D. denne at han ikke havde sørget for at også han fik amnesti ved Roskildefreden. Senere vendte D. hjem uden at det nærmere tidspunkt og omstændighederne er kendt. Hans økonomiske forhold var efterhånden meget dårlige. Der blev gjort indførsler i hans gods, og hans sønner hvis udenlandsrejser havde kostet ham mange penge fik ved en højesteretsdom 1667 Hevringholm udlagt som mødrenearv. Dog skulle han have frit ophold på gården så længe han levede, men denne indrømmelse faldt bort da gården solgtes kort efter. D. protesterede, men en ny højesteretsdom 1668 stadfæstede salget. Ved hans død tre år senere fragik arvingerne arv og gæld.

Familie

Forældre: rigsadmiral Claus D. (1579-1641) og Dorthe Below (1588-1609). Gift 22.5.1636 med Anne Brahe, døbt 27.6.1619 på Mattrup, begr. 16.8.1648 i Næstved, d. af godsejer Tyge B. (1593-1640) og Birgitte Brock (1601-39). – Halvbror til Valdemar D. 92

Annonce

Ikonografi

Et lille mal. fra 1620erne forestiller muligvis D. (Fr. borg).

Bibliografi

Danm.s adels årbog LXI, 1944 II 19f. F. Richardt og T. A. Becker: Prospecter af da. herregårde IV, 1850 3f. Danske slotte og herregårde II, red. Arthur G. Hassø, 1943 14 of. Jens Engberg: Dansk finanshist., 1972. E. Ladewig Petersen: Fra domænestat til skattestat, 1974.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg: Oluf Daa i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288584