Peter Mohr Dam, 11.8.1898-8.11.1968, lagmand. Født i Skopun, død i Torshavn, begravet i Tvøroyri. D. tog lærereksamen fra Færøernes seminarium 1920 og var først lærer i Sumba, siden i Trongisvågur, og derefter i Tvøroyri hvor han forblev til sin afgang. Han var en aktiv personlighed og kom også at gøre sig gældende blandt sine lærerkolleger. En overgang var han formand for Færøernes lærerforening. Det blev dog ikke som skolemand han kom til at gøre sig stærkt gældende men derimod som politiker. Han var med til at stifte Færøernes socialdemokratiske parti, Føroya Javnaðarflokkur og var partiets formand til sin død. Som led i sit sociale og politiske arbejde var han med til at stifte flere andelsforetagender i Tvøroyri. Ved lagtingsvalget 1928 stillede det ny parti op og opnåede at få to kandidater valgt hvoraf D. var den ene, og han vedblev at repræsentere Suðuroy i lagtinget i 40 år til sin død. Efter lagtingsvalget 1958-63 var han lagmand og igen 1967-68. Han repræsenterede også Færøerne i folketinget 1948-57 og 1964-67. D. sad som formand i kommunalbestyrelsen i Frodebø sogn fra 1925 til sin død, var formand 1934-57, 1959-63 og 1967. Han var en overgang redaktør af den socialdemokratiske avis Sosialurin. Han var medlem af P/f Skipafelagið Føroyar, Tryggingarsambandid Føroyar, Føroya Skiilastjorn, Vinnulánsgrunninum og AT (Arbejdernes trawlerdrift). Der foreligger ikke noget i bogform fra D.s hånd men han havde en digterisk åre, og efter ham findes en del salmer og sange, og han har skrevet et anseligt antal artikler i blade og tidsskrifter.

Familie

Forældre: købmand Ole Christian D. (1867-1907) og Sara Maria Olsen (1867-1918). Gift 5.4.1930 med Ragnhild Strøm, født 12.1.1909 i Trongisvågur, død 1.8.1976 i Torshavn, d. af tømrer Thomas Michael S. (1875-1956) og Johanne Sigrid Joensen (1879-1958). - Far til Atli D.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Kr. Asbæk i Berl. tid. 9.11.1968. Carl Hermansen i Kristeligt dagbl. s.d. Eiden Müller i Politiken s.d.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig