Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

D.G. Monrad

Oprindelig forfatter PEng

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

D.G. Monrad, Ditlev Gothardt Monrad, 24.11.1811-28.3.1887, konseilspræsident, biskop. Både i Monrads fædrene og mødrene slægt var der præster og jurister. D.G. Zwergius var hans mors morfar. Gammel embedsmandstradition og kirkelig patos var gennem slægtled nedfældet i hans psyke og kom på mærkelig vis til at danne en fast ramme om hans livsgerning. Var der fra begyndelsen af en indre modsætning i denne arv, så understregedes og differentieredes splittelsen i skæbnesvanger grad af de sjælelige byrder han modtog fra sin fars åndelige forlis og fra de oplevelser det kastede ham ind i. I det sælsomme levnedsløb der blev Monrad til del, i dets indre tråde og dets ydre data, stiger frem et billede af storladen og forreven vælde som dansk historie har få eller ingen andre af. Bureaukrati og rationalisme, en tanke og en styrende hånd, trænet gennem århundreders tilpasning, en klarhed, gennemslynget af en sjælesyg, kæmpende individualitets irgange som lyn fra fjerne skyer, en vilje, på en gang sporet og hæmmet af en personligheds brændende ærgerrighed og korstegnede ydmyghed – et menneske, i sin sikre form og sin kogende formløshed et stykke dansk ånd af dybere rødder end vi ellers kender. I sig selv og i sine udslag et stykke Danmarkshistorie som ikke er og vanskeligt vil kunne blive helt klaret, fristende til forskning, til beundring, til fordømmelse, aldrig til ringeagt.

Da Monrad var tre år gammel, valgte faderen ved Danmarks og Norges adskillelse at tjene sit fødeland. Han blev udnævnt til foged i Nordlandene og rejste alene op for at overtage embedet. Da familien n.å. fulgte efter ham var han blevet sindssyg og havde opgivet sin stilling. Han blev aldrig siden rask. 1815-19 opholdt han sig med hustru og børn hos slægt i Norge, men samlivet blev for vanskeligt, og til sidst måtte moderen forlade hjemmet og tage ophold i hertugdømmerne hvor hun døde. Faderen var nogle år på sindssygeanstalt og døde som gammel mand på Falster.

Monrad kom ved hjemmets opløsning 1820 i huset hos moderens svoger købmand Rasmus Kornerup i Præstø hvor han opholdt sig i seks år. Tanken var at han skulle uddannes til handelen. Sikkert har han i dette borgerlige hjem hvor livets rent praktiske sider lagde beslag på al interesse, og hvor folk af alle stænder færdedes, tilegnet sig noget af den demokratiske jævnhed som siden var en del, om end også kun en del af hans væsen. Men i øvrigt passede han kun slet her, og det er allerede nu kendeligt at han var dybt præget af splittelsen i sit hjem og i sin opvækst. De knugende minder fra hans første barndom som han siden omtalte lå allerede nu over ham, han syslede med problemer der syntes for tunge for et barn, og hans over for omgivelserne overlegne begavelse fik ham til at trække sig ind i sig selv.

Annonce

Det var derfor en lykke at sognepræsten i byen, forfatteren N.B. Søtoft, ved konfirmationsforberedelsen fik øje for hans usædvanlige evner og gennem en indsamling gjorde udveje for at han 1826 kom i Vordingborg latinskole. Han viste her hurtigt sin stærke hjerne og tog alle prøver med udmærkelse. Han var i huset hos en af lærerne, den lærde L. Westengaard, og da denne 1827 blev sognepræst i Pedersborg ved Sorø tog han M. med til sin præstegård for at forberede ham privat til studentereksamen. Han tog denne 1830 med glimrende resultat. Først gennem Westengaard horn M. i berøring med mennesker der kunne give hans ånd næring. Han studerede tidligt sprog og matematik, og Westengaards svoger, N.L. Høyen, der nu og da kom i Pedersborg, åbnede hans øjne for kunstens verden. Da han 1830 som student rejste til København hørte han til de bedst udrustede hvad evner og kundskaber angik. Men hans personlighed prægedes uudsletteligt af hans anlæg og opvækst. Hans begavelse mestrede uden vanskeligheder alle reelle problemer. Han var nøjsom og retsindig, og han stræbte overalt at forstå. Han havde ikke svært ved at skabe sig interesseret omgang. Men der fattedes ham bredde og varme over for livet og menneskene, han havde gemt sig i sig selv med sine problemer, og det havde nedfældet en ydre kulde hos ham der dækkede over et evigt kogende indre. Denne skæbnesvangre modsætning kom han aldrig ud over. Den stødte mennesker fra ham i øjeblikke hvor han skulle have holdt dem fast, den prægede ham uden at han selv ret vidste det med lidelsens og ensomhedens mærke. Aldrig i hans på begivenheder, tanker og mennesker rige liv brød hans væsen fuldt og helt tonende igennem eneboerens og tvivlerens skal. Heri bunder de dybe modsætninger i Monrads natur og liv, herved er han i dansk historie blevet det store smertelige symbol på menneskeåndens bristende evne til at forklare sig selv.

Monrad fik 1831 Regensen, 1835 Borchs kollegium og tog 1836 teologisk embedseksamen. Hans studietid var frugtbar på udvikling. Han beskæftigede sig ikke alene med teologi, men med æstetik, filosofi og især østerlandske sprog som efterhånden blev hans store kærlighed. Han var oprindelig ikke til sinds at blive præst. Han gennemgik hårde religiøse kampe før han omkring 1835 fik nogenlunde fred med sig selv. Inden for hans kristentro gik der dybe disharmonier, og helt nåede han her så lidt som på noget andet område enheden. Han kom kirkeligt set til at indtage et mellemstandpunkt. De grundtvigske ideer var ham fremmede, både fordi embedstraditionen i ham frastødtes af tanker om frikirke, og fordi en glad kristendom aldrig ville kunne passe ind i hans tunge livssyn. Pietist kunne den verdenskloge skematiker ikke blive, og en højkirkelighed som Mynsters og Martensens stred mod den liberalisme der i disse år spirede hos ham. Kirkeligt set blev han da uden partifarve, med en levende forståelse af alle retninger og personlig med et mystisk drag i sin kristendom og hovedvægten lagt på forholdet til Gud gennem bønnen. Modsætningerne i Monrads anlægspræg og påvirkninger gør sig også på dette område gældende, og han havde endnu da han tog eksamen ikke bestemt sig til at blive præst. Monrad syslede som student med digtekunsten og skrev et par dramaer der ikke viste skabende evne. I øvrigt var det betydningsfuldeste for ham i denne periode at han kom ind i en kreds af ungdom hvor han skulle finde både venner og arbejdsfæller. I et 1831 stiftet selskab mødtes han med C.C. Hall, C.E. Fenger, V. Birkedal, F.M. Knuth,Fr. Barfod og andre. I denne kreds, hvor adskillige frøkorn lagdes til senere begivenheder i dansk historie, var Monrad respekteret for sine utvivlsomme evner, næppe egentlig afholdt. Hans næreste personlige venner blev Fenger og Birkedal der hver for sig repræsenterede en side af hans eget væsen. Ellers stod han her som andre steder uden for og oven over de andre. Det tvangfri samliv på helt lige fod kom aldrig til at ligge for Monrad, og årsagerne lå både i hans åndelige overlegenhed og i hans delte sind. 1832 gennemgik han en kortvarig hård sygdom der et øjeblik truede med at formørke hans forstand, og hvis eftervirkninger længe lå tungt på hans bevidsthed. Alligevel førtes han utvivlsomt gennem kredsen af begavede unge frem mod den modenhed han skulle nå få år efter.

Da Monrad havde taget eksamen var hans plan at fortsætte studiet af østerlandske sprog. 1838 forsvarede han for magistergraden den værdifulde afhandling De formis quiescentibus linguarum Semiticarum, og kort efter rejste han med stipendium til Paris hvor han ville opholde sig et år for derefter et år endnu at studere arabiske håndskrifter i Cairo og siden sigte efter et hjemligt professorat. Efter en resultatløs forelskelse i Anna Mathea Aagaard (senere gift med M. Hammerich) havde han inden rejsen forlovet sig med en datter af en rig københavnsk murermester, og hermed havde den tunge og forlegne student gjort springet ind i den fine verden. Både økonomisk og sjæleligt kom denne lykkelige forbindelse til at betyde meget for Monrad. Den indre uro i ham kunne ikke stilles og blev det aldrig, men livet smilede til ham, han fik et hjem som han før havde savnet, han blev sikker i sit ydre væsen, han blev mand. Og endnu inden han havde holdt bryllup, kaldte nye store opgaver på de nye evner.

Da Frederik VI var død 3.12.1839 sammenkaldte Orla Lehmann samme aften til et studentermøde med det mål at overrække den nye konge en anmodning om en fri forfatning. Monrad opholdt sig på dette tidspunkt i København i et mellemrum mellem rejserne til Paris og Cairo, og det fortælles at det var et rent tilfælde at han kom til at deltage i mødet. Her optrådte han i tilslutning til Lehmann, gav for første gang offentligt bevis på sin talekunst og bidrog væsentligt til at adressen blev vedtaget. Den ydre tilfældighed i Monrads deltagelse i mødet kan være ubestridelig, men det synes givet at han i god tid forinden havde beskæftiget sig med politiske ræsonnementer. På Regensen havde han boet sammen med C.F. Allen, det ovenfor omtalte selskab af unge studerende var også politisk interesseret, i Paris havde han studeret politiske forhold og begivenheder. Der er heller ikke tvivl om at hans forlovelse og ønsket om at gifte sig rent materielt havde bragt hans tanker i nærmere forbindelse med praktiske danske problemer.

Tre uger efter studentermødet, 23.12.1839, udgav han første nummer af sine fem Flyvende politiske Blade og fremtræder deri som fuldt udviklet politisk tænker. Det tør derefter fastslås at Monrad vel fik sin politiske krigerdåb ved sin glansfulde deltagelse i debatten på mødet på hotel d'Angleterre, men at han allerede forinden tankemæssigt havde taget stilling til problemerne. Han viser sig i flyvebladene og i andre samtidige udtalelser belæst især i franske forfattere og er teoretisk påvirket af Hegelske ideer. Han giver allerede udtryk for den tanke som siden ofte kom igen hos ham at den frie forfatning der nødvendigvis måtte vokse ud af enevælden ville være stærk nok til at bygge bro over nationale og andre modsætninger i riget, at altså den konstitutionelle helstat var målet. Det lader sig ikke bestride at Monrads politiske synspunkter oprindelig havde et doktrinært præg, og på en vis måde bevarede han dette præg stærkere end mange af sine samtidige blandt de såkaldte "doktrinære". Imidlertid var han også på dette område underkastet sin naturs ejendommelige blanding af klarhed og dunkelhed. Hans politiske tænkning bundede på den ene side langt dybere end Halls og Kriegers, på den anden side fastholdt han med styrke ganske enkle og praktiske, tilsyneladende overfladiske synspunkter. Monrad blev sept. 1840 idømt en bøde og et års censur for sine udtalelser i flyvebladene. Imidlertid var han 1.4. blevet medredaktør af Fædrelandet og fortsatte her sin skribentvirksomhed. Han var på dette tidspunkt ikke tilhænger af nogen udstrakt valgret og stod ængstelig over for den bondebevægelse der satte ind i 40erne.

Efter at han havde giftet sig blev han husejer i København og som sådan valgt ind i borgerrepræsentationen; han fratrådte derefter redaktionen af Fædrelandet, men overtog maj 1843 Dansk Folkeblad og skrev her i de følgende halvfjerde år en række betydningsfulde artikler. Han øvede gennem dem en meget væsentlig indflydelse på det liberale parti der dag for dag fik fastere konturer, og uden at han gav sine forfatningstanker nogen samlet udformning blev han en af dem regeringen frygtede og dens modstandere så hen til. Krieger nærede således på dette tidspunkt megen tillid til Monrad. Monrad på sin side syntes efterhånden træt. Han tabte hurtigt troen på at den konstitutionelle bevægelse inden for en rimelig tid skulle føre til sejr. Han søgte ind på andre baner end den politiske; da hans ansøgning om at blive direktør for Københavns skolevæsen 1844 blev afslået modtog han 1846 kaldelse til sognepræst i Vester Ulslev på Lolland.

Så døde Christian VIII 20.1.1848, og et nyt afsnit i dansk historie tog pludselig sin begyndelse. Monrad optrådte efter nogen tøven både mundtligt og skriftligt mod forfatningsreskriptet af 28.1. og udtalte sig nu utvetydigt for almindelig valgret til en forfatningsgivende forsamling. Efter Casinomødet 11.3. rejste Monrad til København, talte ved det andet møde og stod nu i centrum af de mænd begivenhederne kaldte frem i første række. Skønt han som taler nu og siden kunne være ætsende skarp, rustet med en patos, der lød som af dyb malm mod Lehmanns og Plougs lyrik og en ironi der bed hårdt og ondt var der dog altid så meget af statens og kirkens mand i hans argumentation at han ikke frygtedes af magthaverne som revolutionær. Det var derfor også ham C.E. Bardenfleth først gik til da han søgte at danne et ministerium. Efter besværlige forhandlinger overtog Monrad kultusministeriet i martsregeringen under A.W. Moltkes forsæde.

Monrads ministertid blev kort. Han udtrådte i november samme år med sine kolleger på spørgsmålet om Slesvigs deling. Men inden da havde han knyttet sit navn til den ene af de to store skelsættende begivenheder som gør det uforgængeligt i dansk historie, grundloven. Det er med de forbehold der bør gøres i enkeltheder berettiget at fastholde at grundloven af 5. juni 1849 i en overvejende grad skyldtes Monrad både i sin udformning og sin gennemførelse, og både Monrad selv og hans samtid havde også denne opfattelse. Statsrådet vedtog juni 1848 at nedsætte et udvalg bestående af Monrad, Bardenfleth og L.N. Hvidt, og 15.7. oplæste Monrad et samlet grundlovsforslag der i alt væsentligt er enslydende med et tidligere udkast af Monrad. Utvivlsomt har Lehmann øvet indflydelse på dette, men Lehmann erkendte selv Monrad som grundlovens væsentligste forfatter. Det drejede sig om et tokammersystem nærmest efter belgisk mønster, og begge kamre skulle vælges efter almindelig valgret. Det var et væsentligt synspunkt for Monrad at undgå klassedeling, og han så nu den almindelige valgret som et vigtigt middel hertil. I samme retning sigtede udkastets landboparagraffer til gunst for bønderne. Den stærke liberale stat var Monrads ideal. Monrad kom ikke til at signere grundloven, men han havde ikke desto mindre en betydelig del i dens gennemførelse. Efter sin udtrædelse af ministeriet kæmpede han i artikler i Fædrelandet med hele sin blændende logik og stilkunst for den almindelige valgret og øvede derved mægtig indflydelse især på de nationalliberale af hvem mange ved at stemme på grundloven gik videre end de egentlig selv ønskede. I hvert fald: Monrad sejrede, og han fortrød aldrig sin sejr. Hans grublende og tvivlende sind syslede ustandselig med problemet, men på dette punkt vaklede han ikke. Det må dog siges at han aldrig opfattede valgretten som revolutionerende. Den var ham et regulerende middel til at holde staten samlet og hindre klassedeling, og det gik næppe op for ham at den også indebar de stik modsatte muligheder.

Det første afsnit af Monrads politiske liv var forbi. I forbavsende kort tid havde han nået den højeste tinde. Men bortset fra ministerperioden havde han ikke stået i forreste linje som debattør. Efter grundlovens vedtagelse fulgte det andet, længere afsnit af hans virksomhed da han slog sit navn fast som en af Danmarks mest glimrende praktiske politikere. 13.2.1849 blev han udnævnt til biskop over Lolland-Falsters stift, og dette embede blev så lidt som noget andet Monrad beklædte nogen sinecure. Ulige større betydning fik det dog at han 4.12. samme år valgtes til medlem af folketinget i Nykøbing F. og med en kort afbrydelse 1853 beholdt mandatet til han nedlagde det 1865 efter nederlaget. I disse seksten år var Monrad blandt rigsdagens og landets førere. Han var det fra først til sidst gennem sejr og nederlag i kraft af personlige egenskaber som næppe nogen anden dansk politiker har besiddet, han var det til trods for at den evige dobbelthed og uro i hans sind skød mange fra ham og gjorde alle utrygge over for ham, han var det og blev stående i historien i den egenskab skønt hans bane endte med en tragedie for ham selv og for hans land som aldrig vil glemmes.

Tiden passede for Monrad og Monrad for tiden. De strenge der skulle spilles på var mange og disharmoniske. Junigrundloven havde sejret, men sejren var indhentet af en reaktion ude og hjemme der gjorde fjenderne stærke og sejrherrerne skamfulde over deres sejr. Ejdertanken var gennemført ved begivenhederne 1848-50, men helstaten dukkede straks efter op i dagen som den eneste farbare vej til Europa. Af partierne stod de nationalliberale med den glimrende personlige dygtigheds palmer, men de var tvivlende og uenige. Bønderne havde støttet dem ved grundlovens skabelse, men grunden var allerede lagt til det dybe skisma der skulle skille de to partier. De konservative stod trods nederlaget 1849 med en rig gammel tradition der vejede tungt til i en nyskabt forfatning. For en dialektisk begavelse som Monrad var netop disse farvande egnet til sejlads. Han kunne ikke tilhøre noget parti. Mindre end nogen anden af de såkaldte doktrinære havde han en fast afsluttet idékreds. Han var tilhænger af den almindelige valgret, men han var en myndig centralisationens og statsstyrets mand. Han var skandinav, men opgav ikke troen på den dansk-tyske helstat som det solideste grundlag for staten. Han var økonomisk liberalist, men han støttede J.A. Hansen i hans modstand mod den ubegrænsede næringsfrihed.

Det var ikke sådan at Monrad køligt vurderede en broget situation og med benyttelse af alle evner banede sig vej til tops. Det kunne han ikke ud fra sine forudsætninger. Men livet og tiden kaldte på ham med mangestemmig brusen, og han kastede sig ud i dens bølger, grådig på liv, resultat og magt, dirrende af vilje og vitalitet. Han var en glimrende taler, om ikke af organ, så af indtrængende viden, fortærende ironi og mørk patos. Uden at gøre sig afholdt vidste han at spille på de forskelligste individualiteter i sine omgivelser; om de ikke kom til at agte ham så lærte de at frygte ham. Ud fra sit eget vildsomme indre forstod han at vurdere og udnytte slyngede situationer, skønt han i virkeligheden var alt for selvoptaget til at være psykolog. Alt i alt blev han, den ensomme, i disse år en af dansk politiks store. Noget fast afgrænset sagligt program kan man vanskeligt påvise hos ham. Han ville i al almindelighed underbygge grundloven ved reformpolitik og organisere det konstitutionelle maskineri, og det kan i hvert fald siges at han for udviklingen af dansk parlamentarisk stil fik afgørende betydning.

I de første år af Monrads rigsdagsperiode samlede hans arbejde sig om kampen mod statskuppet. Monrad var, som nævnt, helstatsmand og derfor i princippet enig i de betragtninger der bragte ministeriet C.A. Bluhme til at udstede kundgørelsen af 28.1.1852. Men han ville nu som altid bevare sin manddoms værk, junigrundloven, og han blev derfor et centrum i oppositionen mod først Bluhme og siden navnlig A.S. Ørsted da de ville gå uden om rigsdagen ved vedtagelsen af de nødvendige nye forfatningslove. I adskillige stort anlagte taler gav han strålende udtryk for frihedsvennernes betænkelighed og harme, og da han marts 1854 var ordfører for mistillids-adressen til ministeriet Ørsted blev han kort efter afskediget fra sit bispeembede. Han købte derefter Hummeltofte ved Lyngby og havde nu tid til at ofre sig helt for politisk virksomhed. Som midtpunkt i oppositionen mod Ørsted var han afgjort blandt dem det lå nær at kalde ind i regeringen når signalerne skiftedes. Når det ikke straks skete ved dannelsen af ministeriet P.G. Bang 1854 skyldtes det delvis forhold der også siden gjorde sig gældende, modsætningen mellem Hall og Monrad.

Blandt de nationalliberale var Monrad som overalt en fremmed fugl. Hall med sin smilende danskhed, Lehmann med sin intelligente skøntale og A.F. Krieger med sin juridisk skolede retsindighed var lige forskellige fra ham. Et virkeligt samarbejde på lige fod lå ikke for Monrad. Hans ærgerrighed og hans indre uro jog ham frem foran andre. Han måtte være alene. Han havde over for Ørsted i sidste instans taget et langt skarpere stade end Hall, han var desuden helstatsmand – han kom ikke ind i ministeriet, men blev 1855 udnævnt til overskoledirektør og chef for kulturministeriets 3. departement. I begge disse stillinger gjorde han udmærket fyldest, og fra 31.8.1858 bestyrede han kultusministeriet i Halls forfald. Endelig 6.5.1859 udnævntes han til kultusminister. Ministeriet Hall trådte imidlertid allerede tilbage 2.12. samme år på grund af konflikten med kongen og grevinde Danner angående Carl Berling, og det kortvarige ministerium C.E. Rotwitt kom til roret. Efter Rotwitts død 8.2.1860 var der meget der talte for at kalde Monrad. Han havde ikke følt sig tiltalt af Hall-Kriegers aktion mod grevinden, og kongen havde endog forgæves forsøgt at bringe ham til at danne regering efter Hall. Denne ville ikke overtage udenrigministeriet med Monrad som konseilspræsident; han handlede derved utvivlsomt klogt, eftersom forholdet mellem de to mænd var, men det lettede ikke deres senere samarbejde. Det blev da til et nyt ministerium Hall hvori Monrad overtog kultusministeriet og foreløbig indenrigsministeriet. Han forenede disse to omfattende porteføljer i halvandet år, og her på sit livs middagshøjde nåede han kulminationen af sin politiske virksomhed. Det var et sagligt set imponerende arbejde han udrettede i denne tid, og han gjorde det med en dialektisk og taktisk glans som søger sin lige i dansk parlamentarisk historie. Her forenedes de slyngede tråde i Monrads psyke, embeds-traditionen, herskerviljen, taktikerens spring fra position til position, glæden ved det reelle. Han udnyttede al den kredit han havde som politiker hos de forskellige partier, han gjorde sig heller ikke nu afholdt, men det lyste om ham af arbejdsglæde, og det skabte ham en respekt som aldrig før. Jernbaneloven og fæsteafløsningsloven var lykkelige kompromis'er, og hertil føjedes adskillige andre vigtige afgørelser. Ved afslutningen af rigsdagssamlingen 1860-61 fejredes Monrad ved en afskedsfest af alle partier.

Alligevel måtte han 15.9.1861 afgive indenrigsministeriet til Lehmann. Årsagen var kort og godt den at Hall mente det nødvendigt over for folkemeningen at styrke den ejderdanske tanke i ministeriet ved at optage en af dens ypperste. Modsætningen mellem Hall og Monrad var dels personlig, dels saglig. Hall var i sin jævne borgerlighed mindst af alle de nationalliberale i stand til at forstå en ensom og splittet natur som Monrad; deres forfængelighed tørnede gang på gang sammen. Sagligt set blev Hall mere og mere tilbøjelig til at ordne det evige dansk-tyske spørgsmål ved at løsne forbindelsen med Holsten og knytte Danmark og Slesvig tæt sammen. Monrad mente med rette at dette nu var en farlig, måske uløselig opgave, og han fastholdt principielt sin tro på den dansk-tyske helstat. Alligevel var han en af de ministre der i de første måneder af 1863 var ivrigst for at skabe så nær en tilknytning som muligt mellem Danmark og Sverige-Norge, ja, købe en føderativ union med opgivelse af Holsten. Denne episode der i sine fantastiske enkeltheder er et nyt bevis på Monrads politiske frodighed fik imidlertid ingen reelle følger. Monrad og Hall kom ikke hinanden nærmere. Alt taler for at begges standpunkter var urealisable, og det lader sig i det hele ikke gøre nu at dømme de to statsmænd imellem. Givet er det at spliden mellem dem blev en ulykke for Danmark. Men en tids opgaver må løses af tidens mænd, og til dem hørte både Hall og Monrad. Så fortsattes da tovtrækningen mellem de to til spillet var ude. Monrad måtte efterhånden over for holstenernes stejlhed opgive tanken om en helstats-fællesforfatning, og han gik, om end uden glæde, med til den i november 1863 vedtagne dansk-slesvigske fællesforfatning, men kun som en foreløbig foranstaltning. Således var stillingen da Frederik VII døde 15.11. samme år. Hermed begyndte Monrads andet store dramatiske indgreb i Danmarks historie. Når man vil skildre og vurdere det må man med fuld erkendelse af værdien af det stof der er samlet til dets belysning og det skarpsind der er øvet over for stoffet, fastholde at meget endnu er dunkelt og måske altid vil blive det. Forklaringen heraf er ikke mindst den at Monrad selv ikke har gjort sig motiver og handlinger fuldt klar, at hans voldsomme og vitale natur har jaget ham af sted, at han har troet på sin styrke og sit retsind og ikke til enhver tid nøje overvejet om netop han var den rette mand. Det er derfor mindre Monrads enkelte handlinger end hans hele greb om sagen der æsker dom.

Der opstod hurtigt konflikt mellem Christian IX og ministeriet Hall. Under pres af situationen og af ministrene stadfæstede kongen novemberforfatningen og sendte 21.12. rigsrådet hjem. Monrad har siden erkendt at i hvert fald det første var et misgreb, men han synes ikke at have ytret tvivl mens forhandlingerne stod på. I det hele synes han i de sidste uger af ministeriet Halls levetid ikke at have taget væsentlige særstandpunkter. Givet er det imidlertid at regeringen under indtrykket af stormagternes pression blev mere og mere rådvild og indbyrdes uenig og derfor ikke havde nogen stor styrke at sætte imod kongen da han 23.12., presset af magterne, krævede rigsrådet indkaldt på ny for at ophæve fællesforfatningen. Ministrene drøftede indgående kravet, og Hall havde først på alles vegne lovet kongen at indkalde rigsrådet da Krieger greb ind og fik ham til at tage løftet tilbage. Kriegers ræsonnement at netop dette ministerium ikke kunne tage sin hjemkaldelse af rigsrådet tilbage, modnede nu i forbindelse med andre forhold den beslutning hos Monrad at han ville tage ansvaret. Ministeriet Hall havde faktisk siden marts 1863 styret mod konflikt med Tyskland, den støtte det havde håbet på fra forskellig side havde vist sig upålidelig, kongen var uvenligt stemt især mod Hall og Lehmann, regeringen var indbyrdes splidagtig. Mellem kongen og Monrad personlig var der opstået et vist tillidsforhold. I de skæbnesvangre dage sidst i december da konge og ministerium stod over for hinanden kunne Monrad have ræsonneret som mange siden har gjort det: Hall burde nagles til taburetten og tage følgerne af sin politik. Men havde han gjort det, havde han ikke været sig selv. Han havde ingen tillid til Hall, han troede at vide at kongen heller ikke havde det, der var i Monrads egen fortid træk der kunne gøre ham ønskeligere for udlandet. I hvert fald: han greb chancen, han tilbød indirekte kongen sin hjælp, og den blev modtaget. Monrad var finansminister og minister for Holsten og Lauenburg. Han var udenrigsminister fra 31.12.1863 til 8.1.1864 og fungerede som sådan fra 3.4. til 6.7.1864.

Der var meget der rent taktisk berettigede Monrad til at tro at han var manden. Ulykken var at der ingen solid saglig baggrund var. Han havde i virkeligheden intet andet program end Hall. Og det drejede sig nu ikke mere om beherskelsen af et partidelt ting eller gennemførelse af love, det drejede sig om Danmarks eksistens. Det gjaldt i første linje tovtrækning med gesandter, derefter ansvaret for et lands forsvar. Monrad satte en gang igen sin vitalitet mod sin tvivl. Med sin mandsvilje ville han redde Danmark, og han tabte.

Krigen februar 1864 ville være kommet også med en anden konseilspræsident, og den ville have ramt os lige så uforberedte. Det uløste spørgsmål, det evigt smertende sår i dansk nyere historie er dette: hvem har ansvaret for Dannevirkes rømning? En minutiøs undersøgelse af hvor stor en del Monrad har i beslutningen er i virkeligheden uden større interesse. Det står fast at general C. de Mezas instruks berettigede ham til at foretage rømningen, men det kan ikke siges opklaret i hvor høj grad officererne under deres samtaler med kongen og Monrad ved disses besøg i stillingen havde gjort rede for deres standpunkt, som i øvrigt ikke dengang var endeligt fastlagt. Det lader sig ikke påvise at Monrad forud har vidst besked med at og når rømningen skulle ske. Det er på den anden side ubestrideligt at Monrads hele natur som den udenfor og ovenfor stående gør det specielt vanskeligt at forstå hans del i begivenhederne. Han har næppe heller her gjort sig alle muligheder klar, ikke fordi hans tanke og ræsonnement savnede skarphed, men fordi hans optimistiske voldsomhed bar ham frem. Sikkert er det at Monrad tog følgerne af rømningen og folkets raseri som en modig og behersket mand. En særlig vurdering kræver hans optræden over for de Meza. Når han ikke her føjede kongen, men lod generalen falde som offer for folkestemningen, er dommen herover vel til dels afhængig af det ubesvarede spørgsmål hvor meget Monrad vidste om rømningen i forvejen, men det kan meget vanskeligt forsvares at Monrad lod de Meza falde. Han har ment at gavne det heles vel derved, og det må erkendes at en enkelt menneskeskæbne nu og da må ofres for staten. Men Monrad ville intet have tabt og vundet meget om han havde stået fast her.

Over for spørgsmålet om Dybbølkampen 18.4. ligger Monrads ansvar klarere belyst. Han har en hoveddel i at skanserne ikke blev rømmet inden stormen, men han havde gode grunde til sit ønske – hensynet til Londonkonferencen – og han blev ikke tilstrækkelig underrettet af krigsministeren. Endelig er det altid et åbent spørgsmål om ikke Dybbølkampen knyttede et værdifuldt bånd mellem Danmark og Nordslesvig. Krigens øvrige militære og diplomatiske historie skal ikke fortælles her. Den egentlige afgørelse faldt ved Londonkonferencens sprængning. Når det må siges at Monrad bærer et hovedansvar for de danske forhandleres uklare instrukser og for den endelige afvisning af det engelske mæglingsforslag: deling ved voldgift, skal det straks tilføjes at opgaven utvivlsomt overhovedet var uløselig og kun ville have været løselig hvis England eller andre magter effektivt havde støttet Danmark. Monrad var ikke den eneste der holdt håbet herom ved lige for længe. Imidlertid hører det ikke til de store træk i Monrads politiske liv at han i det afgørende statsrådsmøde 21.6. overlod afgørelsen til kongen. Han gjorde det ikke af fejhed, men styrken svigtede ham i et øjeblik da han havde brug for den. Mulighedernes vildnis slog sammen om ham, tvivl og fantasteri brødes i hans sind. Her ligger det afgørende vendepunkt i Monrads psykologi.

Efter Als' fald måtte Monrad 8.7.1864 på kongens anmodning give plads for et ministerium der ville slutte den smertelige fred. Der er ingen tvivl om at dette var en nødvendighed, og de taler hvori Monrad hævdede sin tro på sin trang til en kamp til sidste mand var storslåede i deres patos, men udsprang fra en syg og oprevet sjæl. Fremfor nogen anden følte Monrad landets ulykke som sin egen, og 1865 nedlagde han sine mandater som medlem af rigsdagens folketing og af rigsrådets folketing (hvortil han var valgt marts 1864), solgte sin gård i Lyngby og rejste 30.11. med sin familie til New Zealand. Det storladne i Monrads personlighed viser sig ikke alene i denne resolutte selvvalgte forvisning, men endnu mere i den måde hvorpå han bar den. Den 54-årige mand tog fat som nybygger med spade og økse, levede et primitivt liv med hustru og børn og genvandt fuldt ud sin sundhed legemligt og åndeligt. Alligevel var der sket en omvæltning i hans indre. Det grublende og prøvende i hans ånd havde på ny fået overtaget over den fremstormende handle-lyst. Både indadtil i sig selv og udad til andre vendte han sig ustandselig med spørgsmålet: hvad er sandhed? Hans tro på de idealer han havde villet tjene med junigrundloven var ikke svækket, men han var trængt over i forsvaret. I denne kamp for at erkende og værne satte hans ånd sig endnu nogle af sine skønneste blomster.

April 1869 vendte Monrad tilbage fra New Zealand. Samme år blev han sognepræst i Brøndbyerne ved København. Han afslog opfordringer til at genindtræde i det politiske liv, men skrev i årene 1869-71 ugentlige artikler i Berlingske Tidende. Han tog her til orde mod den spirende folketingsparlamentarisme, men udfoldede i øvrigt ikke nye stilistiske evner. Af større interesse var de to forelæsninger Om politiske Drømmerier, som han i december 1869 holdt på universitetet, et stykke glimrende dialektisk journalistik hvori han trak Danmarks fremtidsudvikling op som et tvungent valg mellem en kamp med Tyskland til sidste mand eller fuldkommen afvæbning. Dette dilemma der siden indgik i andres agitation for afrustning var dog ikke for Monrad nogen bundfældet overbevisning, og han vendte senere tilbage til et efter forholdene afpasset forsvar. Februar 1871 fik Monrad sit gamle embede som biskop i Lolland-Falsters stift igen og virkede her til sin død. Han beskæftigede sig i den følgende tid med studier af forskellig art og tumlede desuden bestandig i tanken med begivenhederne 1864. Han vendte ustandselig tilbage til dem i breve, og han nedskrev de erindringer der blev udgivet 27 år efter hans død. Det var ham dog umuligt ikke også at beskæftige sig med dagens politik. Han ville ikke, sagde han, blande kristendom og politik sammen, men kristendommen skulle gennemstrømme politikken som en skjult varme, som sandhed og nåde. Heri er vist hans stilling mellem de to gerninger der fyldte hans liv, karakteristisk betegnet.

Der var bud efter Monrad flere gange fra vælgere, 1871 i Helsingør, 1872 i Roskilde, men først 1882 valgtes han ved et suppleringsvalg i Middelfart og beholdt kredsen til han 1886 trak sig tilbage. Han var valgt væsentlig på foranledning af venstres radikale fløj, men han søgte efter valget forbindelse med begge fløje, ja, med alle partier. Han betegnede det som sin opgave at binde de stridende sammen. Hans standpunkt, som han efter 1869 ofte havde udtalt, dels i en række "Politiske Breve", dels i breve til politikere, ja, til kongen, var det at både regeringen og oppositionen begik fejl, han gik skarpt imod provisoriet 1877 og senere mod visnepolitikken. Han ville ligelig parlamentarisme med skiftende regeringer og saglige afgørelser. Men Monrad var nu en gammel mand, og han betonede det selv ved enhver lejlighed. Tiden var en anden end i 50erne og 60erne. Monrad fik en underlig stilling mellem højre og venstre, og hans snart patetiske, snart spottende veltalenhed fandt ikke mere sangbund. Han trak sig tilbage året efter det andet provisorium, overbevist om at grundloven var trådt under fødder. Sit sidste år levede Monrad i ro i sin bispegård. En meget væsentlig side af hans biografi er hans virksomhed som præst og skolemand. Egentlig videnskabelig teolog var han ikke, bortset fra hans ungdoms studier over østerlandske sprog der fandt en populær fortsættelse i hans oversættelser af Propheten Esaias og Hiob og Psalmerne (1865). Men han var både en frugtbar og original kirkelig skribent og en usædvanlig levende og omhyggelig biskop. Han helligede sit stift, dets præster og dets lærere en utrættelig interesse, var ikke altid lige velset når han kom på sine små uventede visitatser, men vandt ved sin menneskelige forståelse og sin myndige alvor i længden de bedstes hjerter. Af hans religiøse skrifter må fremhæves hans Prædikener paa alle Søn- og Helligdagene i Aaret samt i Fasten, 1871, Fra Bønnens Verden, 1876, Den femte Bøn og dens Liv i Kirken indtil Luther, 1883, og Et Bidrag til den apostoliske Trosbekendelses Historie, 1886. Som polemiker tog han fremragende del i den af Georg Brandes rejste debat om religiøse og moralske problemer først i 70erne og skrev siden i Politiske Breve, 1878, mod biskop Martensens etik. Til forståelsen af Monrads egen personlighed og linjerne i hans politik er disse arbejder af afgørende betydning, og de bærer side for side vidnesbyrd om hans eminente sproglige og videnskabelige begavelse.

Som pædagog knyttede Monrad sit navn til skoleloven af 1856 og til forbedringen af seminarieuddannelsen 1857, ligesom de videregående kursus til uddannelse af lærere skyldes ham. Han må også på skolens område regnes for en af 1800-tallets foregangsmænd i Danmark.

I sin natur og sin skæbne hører Monrad til de mærkeligste skikkelser i vor historie. Han var så sammensat at det ikke vil være muligt at finde en nogenlunde gyldig generalnævner for hans evner og personlighed. Det indtryk han gjorde på sin samtid var så uens at selv samvittighedsfulde bedømmere har givet deres vurdering pamflettens karakter med vægten lagt på de samme egenskaber der for andre står som purt guld. Givet er kun ét: Monrad var overalt og altid, i åndens purpur og pilgrimmens pjalter, uden for og oven over andre og fri af banalitetens usseldom. Men denne overlegenhed gav ingen tryghed og ingen lykke. I kraft af sine anlæg og sin splittende analyseren var Monrad en uforløst ånd. Kun i enkelte øjeblikke når magt eller arbejde bar ham frem på stormvinger kunne han for en kort tid glemme det. Inderst inde vidste han det altid. Men det var hans tro at han delte skæbne med hele menneskeheden der sukkede efter forløsning, og her, ved Kristi kors, begynder og ender Monrads saga. Den der vil skrive den til bunds og trænge ind til hans hjertes og hjernes inderste celler må selv have følt korset tynge sine skuldre og naglegabene brænde sine hænder.

Familie

Født i København (Frue), død i Nykøbing F., begravet sammesteds.
Forældre: kopist i rentekammeret, senere foged i Nordlandene Otto Sommer Monrad. (1780-1863) og Charlotte Frederikke Riis (1781-1829). Gift 1. gang 1.5.1840 i Kbh. (Petri) med Emilia Nathalia Lütthans, født 21.7.1815 i Kbh. (Petri), død 9.9.1871 i Nykøbing F., d. af murermester, oberstløjtnant Johann Heinrich L. (1781-1852) og Louise Dorothea Borger (1783-1840). Gift 2. gang 16.2.1875 i Kbh. (Frels.) med Emmy Wilhelmine Elise Tutein, født 4.10.1832 på Marienborg, død 24.1.1894 på Frbg. (gift 1. gang 1856 med byfoged Hother Hage, 1816-73), d. af hofjægermester P.A. Tutein. (1797-1885) og Anna Eckardt (1810-87). – Far til Johannes Monrad.

Udnævnelser

Æresdoktor i teologi ved universitetets firehundredeårsfest 1879. R. 1850. DM. 1854. K. 1859. S.K. 1864.

Ikonografi

Litografi af Em. Bærentzen, 1844, efter dette træsnit af C. Poulsen, 1887. Mal. af Constantin Hansen, 1846 (folketinget), hertil tegnet udkast (Kgl.bibl.), efter maleriet en tegning (Fr.borg), litografi af I. W. Tegner, 1854, stik bl.a. 1855 og træsnit 1860 samt træsnit efter tegn. af C. Bloch, 1862. Litografi 1856, efter dette træsnit 1904. Buste af H. V. Bissen, 1856 (St.mus.; folketinget; Maribo domk.; Maribo mus.), i marmor 1857 (Glyptoteket), kopi af Niels Hansen (folketinget). Træsnit af H. Olrik, 1860. Afbildet på tegnet udkast af Constantin Hansen, 1860 (folketinget) til mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg) og på forarbejde dertil 1861-65 (folketinget); mal. af samme 1861-62 (sst.). Afbildet på satirisk træsnit 1863 efter tegn, af P. Klæstrup og på tysk satirisk træsnit 1864. Mal. af J. V. Gertner, 1864 (Fr.borg); to træsnit 1882 efter foto viser samme portrættype. Litografi 1864, træsnit s.å. i samme type og af E. Skill, 1864, af C. Poulsen, stik af C. E. Sonne, 1865 og litografi fra Neu Ruppin. Mal. af Niels Wivel, 1874 (Maribo mus.). Træsnit 1874, stik af Weger s.å., efter dette træsnit af H. C. Olsen, 1887. Træsnit 1880. Buste af O. Evens, 1882. (Århus kunstmus.). Afbildet på satirisk farvelitografi i Punch 1882. Statuette af Aksel Hansen, 1883 (Maribo mus.), efter denne tegn. af E. Henningsen (Kgl.bibl.). Tegn. af Carsten Ravn, 1885. Træsnit 1885 og 1887, efter sidstnævnte to træsnit af H. P. Hansen 1888 og 1889. Afbildet på mal. af Carl Thomsen udst. 1888. Buste (Maribo mus.). Relief til gravmæle af O. Evens udst. 1889. Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Levnedsbeskr. af de ved Københavns universitets firehundredårsfest promoverede doktorer, 1879 114f. D.G. Monrads deltagelse i begivenhederne 1864, udg. Aage Friis, 1914. Statsrådets forhandl, om Danmarks udenrigspolitik 1863-79, udg. Aage Friis, 1936. Kirkehist. saml. 6.r.III, 1939 tl 315-87 (bispebreve). Danske mag. 7.r.III, 1940 1-341 (A. F. Kriegers, D.G. Monrads og P. Vedels brevveksl. 1846-88, ved Aage Friis og Just Rahbek). Danske politiske breve, udg. Povl Bagge m.fl. I-IV, 1945-58. D.G. Monrad: Breve, udg. Sv. Hauge, 1969 (anm. af P. Bagge i Politiken 14.4.1969). Lit. Viggo Hørup i Politiken 5.4.1887. Vilh. Birkedal: Personlige oplevelser I, 1890. N. Neergaard: Under junigrundloven I–II. 1892-1916 (reproudg. 1973). V. Nannestad: Portraiter fra kirken I, 1895 1-62. P. V[edel] i Tilskueren, 1904-05 (også som særtryk m. titlen: Bidrag til Monrads biografi, 1905). Erik Henrichsen: Mændene fra 48, 1911. P. Munch i Hist. t. 8.r.IV, tillægshft. 1913 171-87; V, 1914-15 56 60-64 74-77 79f 82 86 91 95 (C. N. Davids optegn.). Jens Møller sst. 9.r.V, 1926-27 447-85. Aage Friis sst. 10.r.III, 1934-36 583-642 og IV, 1937-38 278-317. Fred. Nørgaard: D.G. Monrad, 1918 = Folkelæsn. CCCXXIII. A.F. Krieger: Dagbøger I-VIII, 1920-43. Erik Skram i Sønderjydske årbøger, 1925 1-77 161-95. Harald Nielsen: Mænd og deres gerning, 1929 7-59. Paul Holt i Teol. t. 4.r.X, 1929 1-59. Alb. Olsen: Studier over den da. finanslov, 1930. K.C. Rockstroh: General de Meza og Dannevirkes rømning, 1930. Povl Bagge: Studier over D.G. Monrads statstanker, 1936. Asger Nyholm i Dansk teol. t. IV, 1941 152-80. Samme: Religion og politik, 1947 (anm. af Lorenz Bergmann i Kirkehist. saml. 6.r.VI, 1948-50 312-48). Samme i Festskr. til Jens Nørregaard, 1947 214-30. Samme i Dansk udsyn XXVIII, 1948 206-15. Sv. Hauge: Studier over D.G. Monrad som religiøs personlighed, 1944 (anm. af Lorenz Bergmann i Kirkehist. saml. 6.r.V, 1945-47 27-129, af Hal Koch i Hist. t. ll.r.I, 1944-46 203-08 og af Asger Nyholm i Dansk teol. t. VII, 1944 215-38). Carl Bøteling i Lolland-Falsters hist. samf.s årbog XXXV, 1947 295-307. P. Stavnstrup: D.G. Monrad, 1948 (anm. af Povl Engelstoft i Berl. tid. 2.11.1948). Bj. Kornerup i Pers. hist. t. 12.r.III, 1948 136-61 og IV, 1949 52-69 (heri breve). P. Lauritsen: D.G. Monrad I–II. 1950 (anm. af Povl Engelstoft i Berl. aften 4.10.1950). Troels G. Jørgensen i Jyske saml. ny r.IV, 1957-58 54-69. Erik Møller: Helstatens fald MI, 1958 (reproudg. 1974). G.C. Petersen: D.G. Monrad Scholar, statesman, priest and New Zealand pioneer and his New Zealand descendants, Levin, N.Z. 1965. De danske ministerier 1848-1901, ved Sv. Thorsen, 1967. Leo Tandrup i Historie VIII, 1968 14-97. Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Engelstoft: D.G. Monrad i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294464

onrad