Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Camilla Nielsen

Oprindelig forfatter IDahl
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Camilla Nielsen, Camilla Marie Nielsen, 20.4.1856-16.12.1932, kommunalpolitiker. Født i Særslev ved Jyderup, død på Frbg., urne på Frbg. kgd. Af en søskendeflok på seks var N. eneste pige. Hun gik i skole tre dage ugentlig og lærte at regne og skrive så godt at hendes far snart brugte hende som sekretær. Husholdning lærte hun dels hjemme, dels på herregården Algestrup. Da hun blev gift i Kbh. holdt hun hjemmet oppe ved at passe forretning, som smørrebrødsjomfru og senere som vicevært i den ejendom de boede i og hun overtog efterhånden administrationen af en række ejendomme for husværten. Med støtte fra en ejendomsprokurator blev hun ejer af en forsømt, halvtom ejendom på Ny Carlsbergvej med 75 to- og etværelses lejligheder, "Røverborgen" i folkemunde. Med stor energi og dygtighed og yderst human over for sine lejere fik hun orden i sagerne. De hundreder af børn fra ejendommen samlede hun til sammenkomster og fester, og undertiden spillede hun selv harmonika eller sang for og med dem. 1908 blev hun valgt til bestyrelsen for den nyoprettede hjælpekasse på Frbg. der under arbejdsløshedsperioden oprettede en bespisningsanstalt under hendes ledelse. Her blev lavet 1 100 portioner mad daglig og en portion – to retter borgerlig mad – kostede 25 øre, som hjælpekassen betalte for de fleste. Selv arbejdede hun uden vederlag. Ud fra erfaringerne herfra opbyggedes under hendes ledelse (1917-31) Frbg. folkekøkken, denne gang dog aflønnet. N. deltog ivrigt i det socialdemokratiske partiarbejde og i kvindebevægelsen, blev en udmærket djærv taler der især beskæftigede sig med bolignød, grundejermetoder og spørgsmål om kvinder og børn. 1917 valgtes hun ind i Frbg. kommunalbestyrelse og i det sociale udvalg (-1932). Hun var medlem af bestyrelserne for Kbh.s husmoderforening og Socialdemokratisk kvindeforening samt af en række socialfilantropiske sammenslutningers ledelser, bl.a. Sabroes fond og børnehjem, Odd Fellow ordenens Rebekkahjem, Prinsesse Helenas børnehjem. 1915 var hun medlem af den danske delegation ved fredskongressen i Haag hvor grundlaget for Kvindernes internationale liga for fred og frihed blev skabt. Senere kom hun gennem partiarbejdet til at deltage i mange andre kongresser i udlandet og blev medlem af ledelsen i Foreningen for hjælpekasser i Danmark hvor hun var kasserer og medlem af bladudvalget. N. ønskede at modarbejde den ligegyldighed mange kvinder efter hendes mening udviste over for samfundslivet.

Familie

Forældre: gårdejer, sognefoged Jens Jensen (1823-78) og Ane Kirstine Kjølsen (1827-99). Gift 1. gang 1879 i Kbh. med arbejdsmand Andreas Frederik Larsen, født 15.8.1856 i Særslev, død 11.9.1935 i Græsted, s. af skomager Gravs Peter L. (1825-70) og Ane Kirstine Jensdatter (1827-1900). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 5.3.1903 i Århus med togfører Christen N., født 2.5.1852 i Sigerslevvester, død 24.7.1907 i Kbh., s. af hjulmand Niels Jensen og Karen Mortensdatter.

Udnævnelser

F.M.2. 1928.

Annonce

Ikonografi

Afbildet på E. Saltofts mal. 1934 af socialdemokratiske førere (forhen Folkets hus, Kbh.). Foto.

Bibliografi

Camilla fortæller. C. N.s liv og arbejde, m. forord af Thorv. Stauning, 1932.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inga Dahlsgård: Camilla Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294919