Gregers Hansen, 10.6.1900-15.9.1997, kommunaldirektør. Født i Odense (Skt. Knud). H. blev student 1918 og året efter kontorist i Københavns kommune. Han blev cand.polit. 1925 og avancerede i kommunens tjeneste: 1939 kontorchef og 1955-67 direktør for stadens faste ejendomme. Efter sin afgang som kommunaldirektør har H. offentliggjort en række studier der har vakt opmærksomhed. Allerede afhandlingen Købmændene i Sakskøbing og Maribo i 1700-årene – deres økonomiske og sociale placering (Fortid og nutid XXV, 1972) blev præmieret af Dansk historisk fællesforening som den bedste årbogsafhandling i perioden 1970-72. Gennem grundige analyser af økonomisk-historiske kilder belyses tidens økonomiske og sociale forhold hvorved det påvises at købmændene i de to byer skilte sig ud som en altdominerende gruppe der i særdeles høj grad var indbyrdes beslægtet. Denne analyse er fulgt op af artikler i Personal-historisk tidsskrift om købmænd og købmandsfamilier på Lolland og Falster (1974, 1976, 1977 og 1980) og en sammenfattende redegørelse sst. Købmændene på Lolland-Falster ved midten af 1700-årene, 1981. Artiklerne, der er meget grundige i analysen, demonstrerer et solidt kendskab til kilderne, men mest karakteristisk er synsvinklen: sammenhængen mellem slægt, miljø og samfund. Samme forhold gør sig gældende for artikler om kendte danskeres aner (Pers. hist. t. 1980, 1981 og 1983) og for bogen Bispen og betleren, 1982. Den viser på en interessant måde hvordan særdeles forskellige slægter er knyttet sammen og hvordan slægtshistorien og tidshistorien gensidigt kan belyse hinanden. På grund af disse perspektiver i forfatterskabet har Samfundet for dansk genealogi og Personalhistorie 1982 tildelt H. medaljen for en bemærkelsesværdig personalhistorisk indsats.

Familie

Forældre: landsarkivar Holger H. (1864-1938) og Ingeborg Westergaard (1870-1953). Gift 1. gang 8.10.1926 på Frbg. (b.v.) med cand.polit. Anna-Sophie Hjort, født 17.6.1904 i Kbh. (Østervold), død 31.5.1940 i Søllerød, d. af statsmeteorolog, mag.scient. Vilhelm H. (1861-1920) og Anne Margrethe Ulrich (1878-1942). Gift 2. gang 4.4.1941 på Frbg. (b.v.) med cand.pharm. Gertrud Westergaard. født 9.9.1903 på Frbg. (gift 1. gang 1933 med cand.pharm. Richardt Lüneburg Falck, 1896-1938), død 1987, d. af kassekontrollør Otto Achton W. (1867-1922) og Ingeborg Elisa Wichmand (1873-1952).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Fortid og nutid XXVI, 1975-76 269f. Pers. hist. t., 1982

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig