Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Volf Pogwisch

Oprindelige forfattere KHoer og HBruun
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Volf Pogwisch, til Bukhagen, 1485-2.2.1554, kgl. råd. Død på Bukhagen, begravet i Bordesholm klosterk. P. der i datidens akter ofte kaldes den yngre til forskel for P. den ældre (død 1534) var 1520 ridder og medlem af et gesandtskab som Christian II sendte til forhandling med lübeckerne. Netop ved denne lejlighed pådrog han sig imidlertid kongens unåde og ved Bordesholmforliget 1522 var han blandt hertug Frederiks medlovere. I tide var han således kommet på den rigtige side og det følgende tiår opnåede han en række betydelige forleninger: Flensborghus 1525-28, Før Østerland (i pant) 1526-35 og Segeberg 1531-33. Trøjborg havde han i forlening ved årsskiftet 1522-23 af Ribebispen Iver Munk der var hans hustrus farbror (Mikael Venge: Christian 2.s fald, 1972 p. 85). Ved reformationen fik han kgl. stadfæstelse på forleningen og 1540 livsbrev på den. P. indtog under oprøret mod Christian II en central plads blandt hertug Frederiks rådgivere, ikke mindst i den kritiske fase hvor hertugen endnu ikke havde besluttet sig til at gøre fælles sag med det jyske rigsråds oprør. Da afæskede han P. hans betænkning om situationens vigtigste, ikke mindst finansielle, komponenter og forventede tydeligt nok at P. orienterede sig yderligere hos sin danske slægt. P. var ofte hertug Frederiks repræsentant i de forhandlinger med danske og andre der indgik i den praktiske gennemførelse af hans overtagelse af den danske kongemagt. – Fra 1526 forekommer P. som kgl. råd, og det blev ingen tom titel; både under Frederik I og Christian III indtog han, i nært samarbejde med mænd som Johan Rantzau og Wolfgang v. Utenhof, en meget fremtrædende plads blandt disse kongens holstenske rådgivere. Hyppigt anvendtes han i diplomatisk ærinde, således 1525-26 ved forhandlinger med lübeckerne om kampen mod Søren Norby, om Gotland og Bornholm. 1526 fulgte han Frederik I's datter Dorothea (1504-47) til hendes bryllup i Königsberg. I juli 1532 deltog han i de forhandlinger i Kbh. der afgjorde Christian II's skæbne og blev kort efter medlem af den rådskommission der skulle føre tilsyn med fangen på Sønderborg. N.å. repræsenterede han hertug Christian ved den betydningsfulde herredag i Kbh.; her som ved flere senere lejligheder kunne Christian III med fordel bruge ham som mellemmand ved forhandlinger med det katolske parti både i kongeriget og i Holsten fordi han selv til sin død forblev katolik hvad der dog kun i ringe grad påvirkede hans politiske standpunkt bortset fra at han lejlighedsvis søgte at holde sin hånd over klostrene. Under grevefejden forhandlede han 1534 i Nordtyskland med gesandter fra hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg og fra Nederlandene. 1538 ledsagede han Christian III til det schmal-kaldiske forbunds møde i Braunschweig og til hyldingen i Hamburg.

Da Christian III fra ca. 1540 begyndte at nærme sig til den danske rådsadel kølnedes i samme grad forholdet til hans gamle holstenske rådgivere, deriblandt også P. 1545 kom det ligefrem til en krise der endog førte til at han opsagde kongen sin rådsed hvad denne tog ham yderst unådigt op. Hans bevæggrund til dette skridt er ikke direkte oplyst; selv anfører han kun at andre blev foretrukket for ham. Personligt har han næppe nogen sinde stået Christian III nær; det forbød allerede religionsforskellen. Hertil kom hans stilling som en af kongens største kreditorer. P. var meget rig, og han gravede ikke sine talenter ned. 1535 købte han af Christian III godset Bukhagen i Angel for 12 000 mark, men havde endda penge nok til at forstrække kongen med betydelige lån hvoraf han tog høje renter. Under krisen 1545 meddelte han i et brev kongen at han havde besluttet for fremtiden at afholde sig fra åger; men hvis han kunne få Flensborghus i pant kunne han nok skaffe endnu 20-30 000 mark. Kongen lykønskede ham ironisk til det gode forsæt, men betakkede sig for tilbudet. I øvrigt frugtbargjorde P. sin formue ved oksehandel i stor stil og udnyttede tillige hensynsløst sin stilling som lensmand; særlig bønderne under Trøjborg klagede oftere. Alt dette forklarer dog næppe udtømmende bruddet med kongen; at to andre fremtrædende holstenere, Johan Rantzau og Iven Reventlow, samtidig opsagde deres rådseder vidner afgjort om at der var politik med i spillet. Rimeligvis har P. ligesom Rantzau modsat sig hertugdømmernes deling 1544. Hans opposition medførte at han resten af sit liv måtte nøjes med en ret tilbagetrukken rolle.

Familie

Forældre: Hans P. (1494) og Anna Ahlefeldt (død tidligst 1502). Gift Christine Munk, død 6.7.1579, begr. i Gelting k., d. af Mogens M. (død 1558) og Karen Rosenkrantz (død 1535). – Far til Bertram P.

Annonce

Bibliografi

Diplomatarium Flensborgense, udg. H. C. P. Seidelin II, 1873 især 370f 974f. – Danske mag. 4.r.III, 1871 12f. A. Heise i Hist.t. 4.r.III, 1872-73 222-517 fl.st, og VI, 1877-78 163-328 fl.st. Mikael Venge: Chr. IIs fald, 1972. Samme: "Når vinden føjer sig ... ", 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Henry Bruun: Volf Pogwisch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295839