Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Theodor Lente

Oprindelig forfatter COBA
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Theodor Lente, 16.3.1605-20.2.1668, kansler. Født i Osnabrück, død i Kbh., begravet sst. (Petri k.). L. gik i skole i sin fødeby, derpå i gymnasiet i Hamburg (1623–25), studerede flere år retsvidenskab ved universitetet i Rostock, gik derpå til Wittenberg og Jena som huslærer for Henrik Blomes sønner, lagde sig efter juridisk praksis i Speier og rejste siden med rhingreve Otto Philips sønner i Frankrig hvor han bl.a. gjorde Hugo Grotius' bekendtskab. 1635 bosatte han sig i Kiel. Ved sit ægteskab knyttedes han til kredsen af Christian IVs embedsfamilier i hertugdømmerne og udnævntes 1637 til kammersekretær hos kongens søn hertug Frederik, ærkebiskop af Bremen. Han blev fange ved den svenske erobring af Bremen febr. 1645, men løslodes s.å. efter Brømsebrofreden og tiltrådte sin gamle tjeneste hos hertug Frederik der nu holdt hof i Flensborg. Da hertugen blev kong Frederik III af Danmark fulgte L. ham til Kbh., fik ny bestalling som kammersekretær og forlenedes med godset Sarlhusen (Steinhorst amt). Han og kammerskriveren Christoffer Gabel blev de vigtigste organer for kongens personlige styre og nød begge mere end de fleste andre den tavse mands fortrolighed. L. gjorde sig især gældende i tyske kancelli hvor han blev sekretær 1648 efter kansler Ditlev Reventlows fald ved hvilket han ifølge Ditlev Ahlefeldts (dog ikke altid strengt pålidelige) memoirer skal have medvirket, og i ydrepolitikken. Efter rigshofmester Corfitz Ulfeldts flugt 1651, fremkaldt ved angreb i hvilke Ahlefeldt skildrer L. som meget virksom, øgedes hans indflydelse. Endnu 1654 synes han dog at have regnet med muligheden af at forlade landet, men snart efter må han have følt sin position helt sikker og kom nu som leder af tyske kancelli, dets arkiv og brevvekslingen med udlandet og som forhandler med fremmede sendemænd til at spille en vigtig rolle. Hans egne politiske anskuelser fremtræder ikke tydeligt. Afgørende for ham var uden tvivl at hans stilling var helt afhængig af kongen, og han blev derfor et redskab for dennes og hofkredsens ønsker, ikke mindst i ydrepolitikken hvor han ifølge Ditlev Ahlefeldt skal have tilskyndet til krigen mod Sverige 1657. Ahlefeldt tilføjer onskabsfuldt at han fuldt ud havde blik for de store farer ved denne politik, men håbede at øge sine ringe midler ved den profit han under krigen kunne høste ved "Udfærdigelse af Patenter, Kvarterer og andre Krigsbeneficier". En passus i et bevaret brev fra L. kunne tyde på at dette synspunkt i alt fald ikke var ham helt fremmed. Hertil kom hans tilknytning til de tyske militære i kongens tjeneste, især Frederik Ahlefeldt, Hans Schack og E. A. Eberstein; det var gennem ham at de to sidste fik dansk indfødsret. At han i øvrigt ikke manglede ydrepolitisk klarsyn ses bl.a. af at han forudanede Karl Gustafs fredsbrud i aug. 1658, før det fandt sted. Under Kbh.s belejring førte han tilsyn med indkvarteringen.

Om stændermødet 1660 mente han endnu 25.9. at det ville ende med et forlig i skattesagen og dermed følgende snarlig opløsning. Understændernes tilbud om arveriget 8.10. og hvad derpå fulgte kom altså åbenbart bag på ham som på de fleste andre. Hele hans stilling bød ham imidlertid at knytte sig nøje til det nye regime. Han blev nov. 1660 råd, tysk kansler og medlem af stats-kollegiet, fra 1661 tillige medlem af højesteret. Før 1660 havde der sikkert fundet et nært politisk samarbejde sted mellem ham og Christoffer Gabel. Ditlev Ahlefeldt siger af L. herved som den klogeste havde "dass præ". Man gisner at han samtidig som den lærde og berejste jurist har set en smule ned på den ulærde kammerskriver. Nu følte de to kongelige favoritter sig efterhånden mere og mere som rivaler, og L. nærmede sig stærkt til rigsskatmester Hannibal Sehested og hørte efter grev Christian Rantzaus død 1663 til dem som ønskede Sehested udnævnt til førsteminister. Dette standpunkt bestemtes dog vistnok også ved den statskloge mands værdsættelse af rigsskatmesteren og hans politik, bl.a. bestræbelserne for at skabe en bedre levefod med Sverige. Hans helbred var vaklende (1662 måtte han foretage en baderejse), og han synes, især efter Sehesteds død og Gabels definitive magtovertagelse, at have forsømt sine embedsforretninger. I hvert fald benyttede Gabel dette som påskud til 1667, få måneder før hans død, at give Johan Christoph Körbitz den faktiske ledelse af kancelliet og gøre Johan Moth til dets arkivar. – Vi har andre vidnesbyrd end Ditlev Ahlefeldts om at L. udnyttede sin stilling til at skaffe sig personlig profit, og han skal have efterladt sig en anselig formue; han var også, som Gabel, overmåde ivrig for at skabe sine børn og svigerbørn en smuk karriere. Hannibal Sehested fremhæver (1666) hans "appetit du bien", men berømmer samtidig hans lærdom og hans klare og solide politiske jugement, dog med den tilføjelse at når undtages de sager der vedrørte Tyskland, "som han elsker", var hans ydrepolitiske viden ikke stor. På hans kreditside står hans kærlighed til malerier af hvilke han efterlod en smuk samling.

Familie

Forældre: rådsherre og syndicus i ridderskabet i Osnabrück Hugo L. og Catharina Reinekingk. Gift 14.9.1635 i Kiel med Magdalena Schönbach, født aug. 1612 i Slesvig, død 30.3.1670 i Kbh., begr. sst. (Petri k.), d. af kgl. råd og domherre i Slesvig Johann S. (1572–1635) og Regina Finckelthausen (død 1652, gift 2. gang 1636 med kanonikus i Hamburg Lucas von Eitzen). – Far til Christian v. L. og Johan Hugo v. L.

Annonce

Ikonografi

Mal. (Fr.borg). Medalje (Odense bys mus.).

Bibliografi

Kilder. Saml. til Danm.s hist. under kong Fr. III, udg. P. W. Becker I-II. 1847–57. Medd. fra det kgl. gehejmearkiv 1886–88, 1889. Breve i Danske mag. 5.r.IV, 1898–1901 173–89. Aktstykker og oplysn. til statskollegiets hist., udg. Johs. Lindbæk I, 1903–04. Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen IV-VI, 1917–23.

Lit. [Will. Worm:] Progr. fun. univ. Hafn. over T. L., 1668. H. Bueck: Leichpredigt, 1668, A. D. Jørgensen: Udsigt over de da. rigsark.s hist., 1884. Samme: Peter Schumacher Griffenfeld I, 1893 179f 470f. Chr. Bruun: Gunde Rosenkrantz, 1885 108f. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969) 11 205f o.fl.st. Af geheimeråd Ditlev Ahlefeldts memoirer, udg. L. Bobé, 1895. Kn. Fabricius i Den danske centraladministration, red. Aage Sachs, 1921. L. Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen, 1925. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltn. i 1660, 1936. Samme: Hannibal Sehsted I-II, 1946–70. Højesteret 1661–1961 MI, 1961. Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. O. Bøggild-Andersen: Theodor Lente i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293493