Martinus de Dacia

Martinus de Dacia, Morten Mogensen, d. 10.8.1304, kansler, universitetslærer. Død i Paris, begravet i Notre Dame k. sst. Efter en længere studietid i Paris hvor han dels virkede som lærer ved Artes-fakultetet, dels erhvervede doktorgraden i teologi vendte M. de D. tilbage til Danmark hvor han blev kansler hos kong Erik Menved (senest 1288) og kannik i Roskilde, Lund og Slesvig. Som kongens kansler førte han gentagne gange vigtige forhandlinger ved pavestolen i Rom, første gang 1289 for at virke for Jens Grands udnævnelse til ærkebiskop. Et forsøg fra kongens side på 1290 at få M. de D. udnævnt til biskop i Roskilde mislykkedes. Under striden mellem Jens Grand og Erik Menved førte M. de D. (sammen med Ribekanniken Guido) kongens sag ved pavestolen 1296-97. Endnu 1297 synes M. de D. at have opholdt sig i Rom; derpå rejste han til Paris hvor han besad et kanonikat ved Notre Dame, og han virkede der til sin død.

M. de D.s litterære produktion stammer fra hans undervisning ved Artes-fakultetet i 1270erne. Hans vigtigste skrift er en lærebog i latinsk grammatik, Modi significandi, der vandt vid udbredelse som en vel tilrettelagt indføring i tidens såkaldte spekulative grammatik der ikke ville nøjes med at give regler for sprogbrugen, men ønskede at forklare sprogets kategoriseringer og regler i et sammenhængende system, baseret på en overordnet semantisk teori. Specielt ordklasselæren og syntaksen fortjener opmærksomhed. I øvrigt har vi fra M. de D.s hånd kommentarer til dele af den aristoteliske logik.