Martin Boekel, Martin Böekel, adlet von Boekeln (Böekeln), 23.6.1610-2.9.1688, gottorpsk kansler. Født i Güstrow i Mecklenburg, død i Hamburg. B. hvis slægt efter traditionen skal være flamsk (fra Boekeln ved Antwerpen) er et typisk eksempel på århundredets lykkeriddere inden for embeds- og diplomatfaget. Efter studier ved tyske universiteter, bl.a. Greifswald hvor han 1639 blev dr. jur., og efter at have ledsaget landgrev Frederik af Hessen på rejser i Frankrig, Holland og England var han skiftevis i tjeneste hos grev Anton Günther af Oldenburg (hofråd 1637), det slesvigholstenske ridderskab (syndicus 1647), Lübeck (syndicus 1648–66, i hvilken egenskab han gik som sendemand til Danmark (1648), Sverige og England), Sverige (assessor ved tribunalet i Wismar 1653, hofråd og resident i den nedersachsiske kreds med bopæl i Hamburg 1667–70, gehejmeråd og kansler i Bremen og Verden 1670, envoyé ved det lüneburgske hof 1671, afskediget 1672), Braunschweig-Wolfenbüttel (kansler 1674 og atter 1678) og Sachsen-Halle (kansler 1676). 1668 blev han svensk adelsmand og indførtes på riddarhuset. 1680–83 var han gehejme kammerråd og kansler i Gottorp, i hvilken stilling han bl.a. afsluttede traktaten i Eutin med Plon 1681. Han var meget bestikkelig både over for udlandet, bl.a. Danmark, og i sin retspleje, og det var næppe ufortjent at han 1683 forvistes som amtmand til Femern. S.å. tog han sin afsked og bosatte sig i Lübeck. Han ansås af sin samtid for en fin jurist og kender af litteratur og samlede et værdifuldt bibliotek.

Familie

Forældre: hertugelig mecklenburgsk sekretær Martin B. (ca. 1568–1641) og Anna Eken. Gift 4.5.1640 i Lübeck med Judith Christina Tanck, født ca. 1620, død 3.8.1680 i Lübeck, d. af dr. utriusque juris og syndicus i Lübeck, senere domprovst Otto T. (1587–1637) og Johanna Juliana Steuernagel (1598–1669).

Bibliografi

G. Elgenstierna: Den introducerade svenska adelns ättartavlor I, 1925 718. J. Moller: Cimbria literata II, 67f. H. Kellenbenz i Zeitschr. für Schl.-Holst. Geschichte 73, 1949 220–31.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig