Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Thomesen Sehested

Oprindelige forfattere SHei og COBA
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian Thomesen Sehested, Christian (Christen) Thomesen Sehested, 17.2.1590-5.8.1657, kongens kansler. Født på Bækmark, død i Kbh., begravet i Århus domk. S., der aldrig selv brugte navnet Sehested som optoges af hans fætre, opdroges 1600–03 hos sin senere svigerfar på Rosenholm. Tidligt moden prægedes han for livet af det religiøse livssyn han her mødte, samtidig med at han med stort lærenemme erhvervede en række grundige kundskaber. Endnu kun en dreng drog han efter H. Rosenkrantz' råd til Rostock (1603) og Wittenberg (s.å.) hvor han studerede teologi og filosofi. I Giessen og Orléans immatrikuleredes han 1608. På sin anden rejse var han 1611 immatrikuleret i Padova. Han var også i Rom, Neapel og Firenze. Hjemvejen gik over Frankrig og England. Statsret, historie og matematik havde hans store interesse, og han forsømte ikke nyere litteratur og sprog; fransk lærte han at beherske som en indfødt, og også i italiensk var han hjemme. 1613 blev han sekretær i kancelliet, deltog i udvekslingen af Knærødfredens ratifikationer, fulgte s.å. Jakob Ulfeldt (1567–1630) på hans gesandtskab til Spanien og sendtes 1614 som kurér til Gustaf Adolf i Livland. 1615 blev han hofjunker og desuden kammerjunker hos prins Christian; 1617–27 var han dennes hofmester med Bakke kloster i forlening. 1616 var han anklager i retssagen mod biskop Hans Knudsen Vejle der var anklaget for kryptocalvinisme. 1623 var han medlem af det udvalg som udarbejdede fundatsen for Sorø akademi. I diplomatiske hverv brugtes han flittigt af Christian IV, især efter at han maj 1625 var blevet medlem af rigsrådet (1627 forlenet med Sejlstrup, 1629 med Helsingborg, s.å. ombyttet med Kalø). 1624 var han i de spanske Nederlande og Spanien og foråret 1625 forhandlede han med Gustaf Adolf om de nordiske staters deltagelse i trediveårskrigen. Nov. s.å. afsluttede han i Haag en forbundstraktat med England og Generalstaterne. 1626 var han i Brandenburg, Sachsen og Haag, og 1627–28 arbejdede han i England og Frankrig for støtte til Danmark. Febr. 1629 fulgte han Christian IV til mødet med den svenske konge i Ulvsbäck; herom skrev han en beretning. Lübeckfreden hilste han med glæde, og han frarådede i den følgende tid ethvert overilet skridt der kunne bringe freden i fare. Han var også træt af det diplomatiske rejseliv der ikke havde undt ham "den Ro, at jeg har vidst, hvad Hjemmet har været". Han undgik ikke nye diplomatiske hverv – bl.a. 1630 og 1631 til Gottorp, 1632 til Gustaf Adolf, 1636 til det påtænkte fredsmøde i Lübeck – men hans hovedvirksomhed kom nu til at gælde rigernes indre forhold. Efter Jacob Ulfeldts død blev han okt. 1630 hans efterfølger som rigens kansler, og maj 1640 efterfulgte han Christen Friis som kongens kansler og fik samtidig det traditionelle kanslerlen, Skt. Hans kloster i Odense i stedet for Kalø. S. var ved sin grundmurede lærdom, sin samvittighedsfuldhed og sit retsind velegnet til kanslerstillingerne. Hans ydre – det for hans slægt ejendommelige brede overansigt, det tidligt hvidnende hår og skæg, det eftertænksomme ansigtsudtryk, den ranke holdning – var præget af stilfærdig værdighed, hans tale af "den sagtmodige Maade, der er ham egen" (Rebolledo). Som sine nærmeste forgængere i kanslerembedet Niels Kaas og de to Chr. Friis'er tilhørte han en åndstype som var ved at forsvinde: den i humanistisk og teologisk lærdom skolede, i luthersk livsholdning rodfæstede danske adelsmand. Kernen i hans personlighed var den inderlige gudstro som finder sit mest umiddelbare udtryk i de af ham forfattede salmer og åndelige sange; i lyset af den så og vurderede han de tilskikkelser som ramte hans fædreland og ham selv. "Den rette Hoved-aarsag til vores Ulykke" skrev han kort før Brömsebrofreden til prins Christian, "er, at Vor Herre er vred paa os, og vi gør os derpaa den ringeste Tanke". For adskillige gejstlige og standsfæller af tilsvarende indstilling stod han som en åndelig støtte og vejleder, omfattet med stor hengivenhed, og han vandt de fleste som kom i berøring med ham ved sin venlighed, sin kristelige ydmyghed, sin uegennytte og det skælmske lune han i muntre øjeblikke kunne lægge for dagen. At hans strengt ortodokse livsholdning i nogle henseender gjorde ham snæversynet var uundgåeligt. Hans stats- og samfundsopfattelse var adelsmandens af Niels Kaas' og Holger Rosenkrantz' skole. Han var Christian IV en trofast tjener og bevarede stedse hans gunst, men han følte sig samtidig som værner af den rådsforfatning og det stændersamfund hvortil hans stands og hans slægts traditioner knyttede sig. Det trådte bl.a. frem da han 1631 modsatte sig kongens forslag om radernes særvotering. "Udi Privilegiers Observation bestaar mellem Herre og Undersaatter al Respekt" skrev han 1647 til Christian IV.

I sit arbejde var S. utrættelig. I kancelliet synes han at have gennemført bedre orden end før, og i lovgivningen gjorde han sig allerede som rigskansler og endnu mere som kongens kansler stærkt gældende. Den store reces af 1643 er i væsentlige henseender hans værk. Men han var her som ellers konservatismens mand. På det 1636–37 udarbejdede udkast til en almindelig stadsret der kunne være "en saare nyttig Arbed for store Købstæder" så han med stor skepsis "efterdi de fleste af vore Købstæder ere saaledes beskaffet, at der er ringe Borgerskab, snarer Fattigdom end Formue til Købmandskab og flere Avlsfolk eller Bønder derudi end Købmænd og Haandværksfolk". I kirkelig henseende var han ortodoksiens mand selv om han efter evne værnede H. Rosenkrantz mod de hjemlige teologers og Christans IV's angreb. Han harmedes da hans 20 år yngre fætter Hannibal Sehested, hvis opdragelse han havde taget sig af, og hvis karriere han havde fremmet, som norsk statholder vandt kongen for lokale gudstjenestefriheder til ikke-lutherske indvandrere i Norge. Hans nidkærhed i universitets- og skolespørgsmål er præget af den gamle skole, men han kan dog udkaste en så moderne tanke som oprettelsen af "et Seminarium for Haandværksfolk" i hver provins. Om hans iver for flere og bedre almueskoler vidner skoleforordningen af 1650. Han var en betydelig støtte for sin tids lærde og hans varme fædrelandshistoriske interesse gav sig udtryk i opmuntring og hjælp til mænd som Johannes Meursius, Ole Worm, S. J. Stephanius, Vitus Bering o.a. Udenrigspolitisk var han som de fleste af sine rådskolleger tilhænger af en tilbageholdende kurs, ikke mindst over for Sverige. Som forhandler ved Brömsebro 1645 virkede han for at skille generalstaterne fra Sverige. Under de følgende års indrepolitiske modsætninger var hans stilling ikke let. 1646 lykkedes det ham at forlige rigsmarsk Anders Bille og Christian IV. Skønt meget i Hannibal Sehesteds norske politik og politiske samarbejde med Christian IV, som i høj grad satte ondt blod hos adelen, bød ham imod kunne fætrene dog på flere punkter samvirke, således i Kirsten Munkkonflikterne og over for rigshofmester Corfitz Ulfeldt. Til dennes personlighed og politik nærede S. åbenbart en dyb mistillid. På valgrigsdagen 1648 arbejdede han for en styrkelse af rigsrådets kompetence og for at bremse adelsoppositionen. Frederik III's håndfæstning, der formelt betegner rådsvældets kulmination, er vel især hans og Anders Billes værk og næppe som ofte antaget Ulfeldts. S.å. ledsagede han Frederik III til den norske hylding i Christiania. Vel i nogen grad drevet frem afstemningerne inden for adelens flertal var han med til at beskære Hannibal Sehesteds norske statholdermagt. At fætterens fald blev så dybt og fik den form det fik har dog uden tvivl voldt ham sorg, og han arbejdede senere på et forlig mellem kongen og Sehested. Til rigshofmesteren bandt ingen bånd ham, men de midler som hoffet anvendte mod Ulfeldt, og den magtforøgelse som det til skade for rådsforfatningen vandt ved dennes fald kunne umuligt være efter hans hjerte. Den fortrolighed der havde præget hans forhold til Christian IV manglede i forholdet til Frederik III, og trods sin formelle position formåede han ikke at gøre sin indflydelse gældende på linje med den monarkistisk indstillede rigshofmester Joachim Gersdorff og uofficielle rådgivere som C. Gabel og Th. Lente. Forgæves søgte han at modvirke det skisma mellem kongemagt og råd som blev stedse større, bl.a. ved på rådsmødet i Ribe 1655 at sætte sig i spidsen for en opfordring til Frederik III om at forlade Flensborghus og tage bolig i kongeriget.

S.å. ledsagede han prins Christian på hans hyldingsrejse i Danmark og 1656 til Norge. Febr. 1657 holdt han med dyb bekymring – "det skulde", sagde han, "være H.K.M. og vores Fædreneland til ubodelig Skade og evig Spot, om noget skulde begyndes, som ikke med Gavn og Ære kunde udføres" – åbningstalen ved det stændermøde i Odense som bevilgede midler til krigsrustning mod Sverige. Det blev en af hans sidste kanslerhandlinger. Han pådrog sig på den vinterlige rejse en stærk forkølelse som få måneder efter bidrog til at lægge ham i graven. "Jeg haver længe begyndt at dø fra Verden" skrev han under sin sygdom. – "Kansleren, hos hvem Sokrates' og Catos Sindighed og Maadehold bekender sig til Luthers Lære" (Rebolledo), "den første blandt Stoikere" (Birgitte Thott) var ikke en statsmand med vide syner og overlegen kraft. Men han står i rækken af Danmarks høje embedsmænd som et af de reneste sind, en "miles Christianus". S. skrev sig til Stovgård (Vrads hrd.) og Tanderup (Hammerum hrd., afhændet før 1646), arvet efter forældrene; han var desuden ejer af Bækmark (Skodborg hrd., afhændet før 1622), Lykkesholm (Vindinge hrd., fra 1640) og Mindstrup (Nørvang hrd.). 1638 takseredes han til 928 tdr. hartkorn. Med sine midler var han meget godgørende. Således forsørgede han på Stovgård altid to, og overalt hvor han var lensmand, 12 fattige; til Horsens hospital gav han 500 rdl., til Odense hospital renten af 1000 rdl. Gravkapel og epitafium i Århus domkirke.

Annonce

Familie

Forældre: Thomes Maltesen til Bækmark og Tanderup (1555–1609) og Anne Christoffersdatter Lunge (1550–1607, gift 1. gang med Christen Juel til Udstrup og Bækmark, død 1585). Gift 13.8.1620 i Odense med Mette Rosenkrantz, født 27.2.1600 på Rosenholm, død 21.12.1644 i Kbh., d. af rigsråd Holger R. til Rosenholm (1574–1642) og Sophie Brahe (1578–1646).

Udnævnelser

R. 1634.

Ikonografi

Mal. af Johan Thim, 1635 (Fr.borg), efter dette min. (sst.). Mal. 1650 har været tilskrevet såvel K. van Mander som A. Wuchters (Fr.borg), flere mal. i samme type (forhen Løvenborg; tre ekspl. på Gavnø, det ene af Per Krafft d.æ.) samt kopi af F. Henningsen, 1891 (Fr.borg). Mal., efter dette min. (Fr.borg), to stik af A. Haelwegh, det ene fra ligprædikenen 1658, samt stik af J. Folkema, 1746, kopi af C. A. Jensen, 1835 (brændt på Fr.borg 1859), efter dette tegn. af Heinrich Hansen (Fr.borg). Epitafiemal. i type nær 1650-maleriet (Århus domk.), efter dette mal. (Broholm). Stik af A. Haelwegh efter forlæg af A. Wuchters ca. 1656–57. – Povl Eller: Kongelige portrætmalere i Danmark 1630–82, 1971.

Bibliografi

Kilder. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Chr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I-III. 1883–90. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I-II, 1959–75. Kong Chr. IVs egenhændige breve, udg. C. F. Bricka, J. A. Fridericia og Johanne Skovgaard I-VIII, 1878–1947 (fot. optr. 1969–70). Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen III-V, 1916–20. Prins Chr. (V)s breve, udg. E. Marquard og J. O. Bro-Jørgensen I-II, 1952–56. Svensk agent ved Sundet, udg. Leo Tandrup, 1971.

Lit. Progr. fun. univ. Hafn. over C. T. S., 1657. Johan Dideriksen Bartskær: Ligprædiken over C. T. S., 1658. Emil Gigas: Grev Bernardino de Rebolledo, 1883. Thyra Sehested: Kansler C. T. S., 1894. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). J. Oskar Andersen: Holger Rosenkrantz den lærde, 1896. O. A. Johnsen: Hannibal Sehesteds statholderskab 1642–51, Kria. 1909. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltn. i 1660, 1936. Samme: Hannibal Sehested I, 1946. Bj. Kornerup: Biskop Hans Poulsen Resen II, 1968. Jens Engberg: Dansk finanshist. i 1640erne, 1972. Anders Malling: Dansk salmehist. VII, 1972. Aage Fasmer Blomberg: Fyns vilkår under svenskekrigene, 1973.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg, C. O. Bøggild-Andersen: Christian Thomesen Sehested i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297329