Anders Sunesen, Andreas Sunonis, før 1170-24.6.1228, kongelig kansler, ærkebiskop i Lund. Død på Ivø, begravet i Lunds domk. S. tilhører den rige og mægtige Hvideslægt, og faderen havde ved siden af sin fætter ærkebiskop Absalon været nært knyttet til Valdemar I og Knud VI som rådgiver. Som sin ældre bror Peder Sunesen blev han – muligvis tilskyndet af Absalon – bestemt for den gejstlige løbebane. Sin uddannelse fik han fortrinsvis i Paris, tidens foretrukne lærdomssæde, hvor de frie skoler ved siden af katedralskolen ved Notre Dame endnu ikke var sammensluttet til et egentligt universitet, men hvor brydningen mellem mange retninger skabte et fortrinligt uddannelsesmiljø. I Paris har S. vistnok gennemgået et regulært og mangeårigt studium i de filosofiske artesfag og i teologi, og dertil har han knyttet ophold ved retsskolerne i Bologna og Oxford. Derefter er han vendt tilbage til Paris hvor han som magister tog del i undervisningen. Detaljerne i denne dybtgående og mangesidede uddannelse kendes ikke ud over de spor de har sat sig i hans skrifter hvor man møder Petrus Lombardus-elevernes dogmatisk-skolastiske systemer ved siden af en mere fri humanistisk udlægning, delvis i poetisk form som hos Alanus ab Incolis der virkede i hans Parisertid, ligesom man fra Bologna kan spore Huguccio i hans retslære. S. har i Paris og Bologna haft samme lærere som hans noget ældre samtidige, grev Lothar af Segni, den senere pave Innocens III (1198–1216); deres fælles kulturelle baggrund – og muligvis endda en tid som bekendte studiefæller – tjener til at forklare det venskabelige og tillidsfulde forhold mellem dem som man kan spore fra deres senere brevveksling. I begyndelsen af 1190'erne må S. være vendt hjem til Danmark. Her blev han domprovst i Roskilde, hvor broderen Peder i 1192 var blevet biskop, og tillige kongens kansler. I sin dedikation til S. fremhæver Saxo hvorledes han ved personlig dygtighed og indsats højnede embedet som kansler der hidtil havde været ringeagtet, til en så fornem stilling at den siden søgtes af mænd af højeste værdighed. S. havde skabt et effektivt kancelli, og de fremtidige kanslere var biskopper. Som kansler og særlig kyndig i kirkelig ret fik han sammen med den ærværdige abbed Vilhelm af Æbelholt i 1194 overdraget en meget penibel diplomatisk sendefærd i anledning af at den franske konge Filip II August havde forskudt og fængslet sin dronning, kong Knuds søster Ingeborg. De to sendemænd overbeviste pavehoffet om den franske konges falske grunde, men denne ringeagtede de pavelige buller og modtog overbringerne med fængsel i stedet for som forhandlere. Konkret oplyses ellers intet om S.s handlinger som kansler; men såvel indhold som form udpeger den retskyndige kansler som den faktiske ophavsmand til den kongelige forordning af 1200 om manddrabsforbrydelser i Skåne der skærpede drabsmandens personlige forpligtelser. – Ved Absalons død 1201 stod S. ubestridt som den danske kirkes mest kyndige og ansete personlighed; tilmed var han fortrolig med administrationens og statslivets mangeartede spørgsmål, og han gled derfor naturligt ind som efterfølger på ærkebispesædet i Lund. Endnu samme år modtog han den pavelige stadfæstelse med pallium og med tilknyttet primat over den svenske kirke; pavelig legatværdighed for begge lande fulgte efter i 1204, og ved senere bemyndigelser fik han udvidet myndighed til efter eget skøn at udføre pavelige handlinger med bindende gyldighed. De pavelige brevbøger tillader os at følge S. i hans skriftlige kontakt med den romerske kurie. Den var meget omfattende, og med Innocens III havde den en særegen personlig og fortrolig karakter. Vi erfarer pavens svar på ærkebispens mange og mangeartede spørgsmål, mest om vanskelige tilfælde i grænseområdet for kanonisk ret, især i forhold til national ret, eller hvor hensyntagen til personlige forhold vanskeligt lod sig forene med normerne. Bag de mange spørgsmål står dog ikke nogen uselvstændig kirkemand, men en kyndig, omhyggelig og menneskeklog personlighed der under hensynsfuld information er intenst optaget af at lede og forme den kirke der er betroet ham så hans stræben efter at følge de kirkeretslige normer er modereret af medmenneskelig forståelse og realistisk sans så intet skulle ødelægges ved unødig formalisme. Mindre dogmatisk end Eskil og mindre streng i krav om disciplin end Absalon var S. med sin sagte, men faste linje ikke mindre effektiv når det gjaldt om at nærme den danske kirke til den almene reformkirkes normer. Karakteristisk for denne holdning er hans udaterede synodalstatutter. De røber ingen vaklen i kravene om bod for bevidste overtrædelser af kirkelærens bud, men de sondrer skarpt mellem den forsætlige og den uagtsomme gerning. Meget talende er begrundelsen for en mild bod for den mor, hvis barn dør ved uagtsomhed: "da straffen kan være mere mærkbar for moderen ved den voldsomme smerte end ved følelsen af skyld". Var S. loyal og tillidsfuld i sine henvendelser til Innocens viser dennes svar, i tone som i indhold, at tillidsforholdet var gensidigt. Ofte tilsluttede han sig sin ærkebiskops tanke, og meget overlod han til hans personlige skøn. Betegnende er pavens svar af 19.1.1206 på en ansøgning fra S. om stadfæstelse på nogle medsendte bestemmelser. De blev oplæst for paven personlig; han så sig nødsaget til at afvise ansøgningen, "for at ikke en sådan stadfæstelse skal synes at fastsætte almen ret (ius commune)". Men i tillid til S.s kyndighed mener han at hans retsregler vil være til frelse for det danske folk, og han bemyndiger ham til at gennemføre dem som gældende ret i hans egen kirkeprovins. S.s milde kurs var anerkendt på højeste sted. Som pavelig legat udøvede S. myndighed ikke blot inden for den danske kirke, men samtidig som et til tider meget indgående tilsyn med kirkeforholdene i Sverige og på Gotland som han gentagne gange besøgte. Nok så betydningsfuldt var det at han som legat blev leder af den pavelige korstogspolitik mod de hedenske folk ved Østersøen der skulle træde i stedet for korstogspligten til Jerusalems befrielse. Denne stilling formidlede han behændigt med Valdemar Sejrs ekspansionsbestræbelser i de samme egne. Således bev den mission der i Eskils tid var indledt af den franske biskop Fulco med fredelig prædiken for esterne nu afløst af en militær mission med næsten årlige udbud af den danske ledingsflåde og under hård konkurrence med biskop Albert af Rigas og de tyske sværdridderes mission i Livland. I 1206 bevilgede paven S. ret til at udnævne en biskop i en by der blev vundet for kristendommen, i maj samme år samlede han de danske biskopper til synode i Odense, og endnu samme sommer ledsagede han kong Valdemar på et storstilet togt mod de baltiske hedninger. Efter nogle kortfristede sejre på Øsel drog kongen hjem med flåden mens S. som legat tog til Riga hvor han den følgende vinter "foredrog sin lærdom" for livlandske præster der skulle fuldføre missionen. Men hverken sværd eller prædiken førte til målet.

Siden 1209 udsendte paven regelmæssigt buller om at fremme den danske konges korstog, og 1212 fik S. som legat fuld pavelig myndighed over hele missionsområdet, Livland som Estland, men varige resultater udeblev stadig. I 1218 var tiden moden til et samlet fremstød. Alle, tyske som danske, enedes om at opfordre kong Valdemar til at være deres fælles leder, og paven bevilgede ham ret til at indlemme alle erobringer under den danske krone. Sommeren efter fulgte så det store Estlandstog under den danske konges og ærkebiskops ledelse; det kulminerede med det legendarisk navnkundige Valdemarsslag 15.6.1219 ved Lyndanise uden for Reval der sikrede erobringen af hele Estland. Overleveringen om den gamle ærkebiskop der med sine trætte oprakte arme under påberåbelse af Gud sikrede danskerne sejren over de svigagtige estere er legende som sagnet om den himmelfaldne fane. Men under S.s ledelse gik danske biskopper, suppleret med nyudnævnte bisper for Reval og Dorpat, energisk i gang med prædiken og dåb. S. blev tilbage mens kongen drog hjem med flåden, og snart havde de fjerneste egne underkastet sig. Der opstod dog snart nye forviklinger med de tyske sværdriddere der ønskede at beholde hvad de havde erobret, og især med biskop Albert af Riga der brød aftalerne med kong Valdemar og mobiliserede kejseren mod den pavelige afgørelse. I så fjerne egne var det vanskeligt at fastholde erobringerne militært, og i sit sidst år som ærkebiskop (1222) fik S. mæglet et forlig; det gav nok store indrømmelser til biskop Albert og sværdridderne, men til gengæld skulle det betrygge de nordlige provinser af Estland for den danske krone og ærkesædet samt sikre et intensivt missionsarbejde. Den fjerne virksomhed fik ikke S. til at forsømme de hjemlige opgaver. Det spores ingensinde at overgangen fra kongelig kansler til ærkebiskop medførte modsætning til kongemagten. Alt vidner tværtimod om et fortsat harmonisk samarbejde. Efter Knud VI's død 1202 kronede S. juledag i Lunds domkirke hans yngre bror Valdemar til konge; til gengæld fik Lundekirken straks efter sine rettigheder højtideligt stadfæstet, siden de tidligere kongers donationer til S.s forgængere. Konge og ærkebiskop stod stadig sammen i den østbaltiske politik, og det var S. der formidlede det fornemme møde i Slesvig 1218 hvor ikke blot Estlandstoget blev besluttet, men hvor samtidig kongens unge søn Valdemar blev kronet til medkonge i nærværelse af 15 biskopper, 6 hertuger og grever, talrige abbeder m.m.fl. – en storslået demonstration af samarbejdet mellem konge og kirke i den kristne stormagt Danmark. En sondring mellem "Sunesønnernes storpolitik" og en "kongelig storpolitik" er foreslået af Erik Arup; den er næppe rigtig, heller ikke i forhold til Sverige, om end Sunesønnerne havde en særlig interesse i at støtte deres svoger, den svenske kong Sverker. Deres militære indsats førte til nederlaget ved Lena i 1208 hvor S. mistede brødrene Ebbe og Lars. Derimod gav hans indsats for Sverkers kapellan Valerius, der var udset til at være ærkebiskop i Uppsala, forønsket resultat idet Innocens – om end nølende – gav S. tilladelse til tilstå ham dispensation for hans uheldige fødsel som uægte præstesøn. Vigtigere er det at konstatere at S. mistede overhøjheden over den svenske kirke så han ikke ved næste ærkebispevalg (1219) fik lejlighed til at optræde som dens primas. Sverige havde gjort sig uafhængig af Lund og Danmark. Konkrete oplysninger om S.s virksomhed inden for den danske kirke foreligger sparsomt. Vi har kendskab til et par bispesynoder, dels den i Odense i 1206 umiddelbart før det østbaltiske missionstogt, og dels en sjællandsk der vedtog udaterede synodalstatutter for hele riget, især angående bodsdisciplinen ved drab og vold, yderligere om bispernes tilsyn med kirker og præsters ordination samt med stormænds private gudstjeneste og egenkirker. Det fremgår også at S. med interesse fulgte klosterlivet og -privilegierne; han fik reformeret benediktinerne og opnåede pavelig stadfæstelse på et generalkapitel for ordenen, knyttet til Allehelgensklostret i Lund. Endnu i sit sidste år skænkede han efter kontakt med Dominicus og pave Honorius derom en grund i Lund til oprettelse af et dominikanerkloster – det første tiggermunkekloster i Danmark kun syv år efter ordenens grundlæggelse. Også Lunds domkirke nød godt af hans bevågenhed: kostbare relikvier, gyldne billeder og fine korklæder til de prægtige messer og ceremonier der fyldte Assers monumentale rum, ikke mindst ved de store Vorfruefester. Kapitlet øgedes, bl.a. ved indstiftelse af to diakonpræbender der nød indtægterne fra kirker og offergaver i markedsbyen Skanør, og kapitlets indtægter øgedes ved henlæggelse af tiender og højalterets offergaver til dets disposition. Imidlertid kan S.s indsats aldeles ikke måles ud fra disse tilfældigt overleverede handlinger. Hans betydning – også som daglig kirkeleder – må vurderes ud fra den praktiske erfaring der lyser ud af hans korrespondance med paven og hans synodalstatutter, især når de ses i sammenhæng med hans bevarede hovedskrifter, det teologiske Hexaëmeron og den juridiske Parafrase af Skaanske Lov, samt med den almindelige lovgivning i Skåne i hans tid.

Hexaëmeron er et mægtigt teologisk læredigt på 8040 heksametre fordelt på 12 bøger. Sammen med et tabt digt om de syv sakramenter vidner det om den lærdom han i sin ungdom høstede i Paris, og som han vel som ærkebiskop har ønsket at formidle til den danske gejstlighed, bl.a. gennem domskolen i Lund. Digtet følger Petrus Lombardus' systematiske opstilling af dogmatikken. Det behandler først skabelsesværkets seks dage i tre bøger, siden syndefaldet og dets konsekvenser for menneskene; bredt udmales derpå lovens tavler med samspillet mellem den skrevne lov og den guddommelige naturret hvorefter følger de kristne dyder med læren om synd og nåde. Så følger en udførlig redegørelse for kristologien med en personlig fremstilling af gudsbilledet i mennesket, og endelig sluttes der af med de dødes opstandelse på dommedag. Men selv om Lombardus' skolastiske system er lagt til grund skiller fremstillingen sig ofte ud, ikke blot ved sin versificerede form, men også i holdning og indhold. Hverken den dialektiske lærdom hos Lombardus eller hans elev Petrus Pictavensis, som S. må have kendt, har noget af den billedlige og allegoriske form som karakteriserer Hexaëmeron; det ligger stilmæssigt Alanus ab Insulis nærmere. Indholdsmæssigt gennenspilles ofte flere skolastiske teorier dialektisk, og man fornemmer en personlig stillingtagen ud fra et bredt Pariser-skolastisk spektrum hvor mindelser af Alanus og Bernhardinsk inderlighed og mysticisme veksler med Chartres-skolens humanisme. Er værket vel ikke originalt så udviser det dog en markant selvstændig holdning, isprængt store syner i spekulativt behersket form. I den stærkt personligt prægede fremstilling af forholdet mellem synd og nåde er opfattelsen i høj grad præget af S.s indtrængende interesse i og forståelse af retsproblemet i teori og praksis, og vi møder samme indstilling i hans kirkelige og verdslige lovgivning og ikke mindst i Parafrase af Skaanske Lov der enkelte steder har verbaloverensstemmelse med Hexaëmeron, men især samme karakteristiske grundopfattelse. – Som Hexaëmeron må opfattes som en poetisk lærebog i teologi, således må Parafrasen snarest tænkes som en elementær grundbog i national ret til brug for retsoplæring ved kapitlet, muligvis til sammenligning med kanonisk ret. Den latinske tekst lægger sig stort set neutralt op ad den danske lovtekst. Den er noget mere systematiseret, og navnlig er den forsynet med kommenterende forklaringer og definitioner, herunder direkte eller indirekte sammenligning med kanonisk ret.

Under ægteskabsretten forekommer tilnærmelse til kanonisk ret der fremholdes som forbilledlig, den norm som den nationale ret bør lyde og følge som en terne sin frue. Man mærker også sympati for kirkei ettens procedure med vidnebevis og straffen nært knyttet til personlig skyld og skyldbegrebet forenet med syndsbevidsthed. Her er ikke tale om lærd retsvidenskab, men om en kyndig retslærds solide grundlag, pædagogisk vel tilrettelagt for belæring og reformer. I et brev til gotlænderne udtrykte S. sit principielle syn på lovens funktion og nytte, og påberåber sig afsluttende en maxime fra Isidor af Sevilla om at loven bør være afpasset efter det enkelte sted og land, og der kan næppe være tvivl om at det har gyldighed for hans retsreformatoriske arbejde i hans eget stift. Her gennemførtes, specielt for Skåne i de to første årtier af 1200-årene, en række tillæg og ændringer til Skånske lov der fortrinsvis betød lempelige tilnærmelser til kanonisk ret: Drabsmænd og voldsmænd gjordes mere personligt ansvarlige for deres gerninger, såvel over for den skadelidte eller hans efterladte som over for samfundet (ubodemål), men kravet til frændernes solidaritet indskrænkedes; kendelser ved nævn og vidner afløste i visse tilfælde meded og andre formelle bevisformer; og man mærker bag al denne lovgivning reformtankerne fra Paris-teologerne der gik ud på at tæmme vold og hæmme blodsudgydelse samt fremme alle fredsbestræbelser. De skånske retsreformer afsluttedes med en kongelig forordning om at erstatte jernbyrd som befrielsesmiddel med nævn. Den henviser i indledningen til pavens fordømmelse af gudsdomme på det 4. Lateran-koncil i 1215 som Innocens III indtrængende opfordrede S. til at deltage i. Helt naturligt og selvfølgeligt må man tilskrive den juridisk skolede og aktivt interesserede ærkebiskop æren for denne særskånske reformlovgivning, og sandsynligvis også indbefatte den skånske manddrabsordning fra 1200, udstedt af kong Knud og ærkebiskop Absalon i S.s kanslertid; den er nemlig ved verbaloverensstemmelse som ved holdning knyttet sammen med såvel parafrasen som Hexaëmeron. – Fra gammel tid har man tillagt S. forfatterskabet til nogle Mariahymner af hvilke to er overleveret i middelalderlige musikhåndskrifter, nemlig Missus Gabriel de coelis og Stella solem praeter morem. begge om den mirakuløse jomfrufødsel; forfatterskabet har været bestridt, mest overbevisende af Aage Kabell 1958 der regner med at de er hjembragt fra S.s studieophold. Ved hjemkomsten fra Estland 1221 var S.s livskraft brudt på grund af sygdom. Året efter fik han pavens bevilling til at resignere sit høje embede, og straks efter isolerede han sig på sit østskånske Ivøhus hvor han døde. Hans skelet i graven i Lunds domkirke viser forkrøblende gigtlidelser. – Opfattelserne af S. har været og er meget modstridende. Det klassiske billede af en stille lærd og indadvendt teolog som kirkeleder ændredes af Erik Arup der 1925 understregede hans indsats som lovreformator og politisk leder; denne opfattelse argumenteredes af S. Skov i afhandlinger (1941–55) og opretholdtes af Laur. Weibull (1946). Med tilbagevenden til M. Cl. Gertz' dom om Hexaëmerons mangel på selvstændighed har Stig Iuul på ny (1948) fraskrevet S. selvstændighed og betegnet den positive indstilling som "myten om S." mens Hal Koch påny reducerede ham til den lærde teolog der i modsætning til sine forgængere "hverken var kriger eller politiker". Men S.s åndsslægt-skab med reformisterne i Paris kan ikke svække hans selvstændige indsats i hjemlandet.

Familie

Forældre: Sune Ebbesen (død 186) og Cæcilia. Ugift. – Bror til Ebbe S., Jacob S., Johannes S. og Peder S.

Ikonografi

Malet fantasiportræt (Fr.borg, dep. i palæet i Roskilde). Fremstillet på træsnit af H. C. Henneberg efter tegn. af Th. Wegener.

Bibliografi

Andreae Sunonis filii archiepiscopi Lundensis Hexaëmeron libri duodecim, udg. M. Cl. Gertz, 1892. Danm.s gamle landskabslove, udg. Johs. Brøndum-Nielsen og Poul Johs. Jørgensen 1,2 1933 467–667 (A. S.: Parafrase af skånske lov). – P. E. Müller: Vita Andreae Sunonis, 1830. Fr. Hammerich: En skolastiker og en bibelteolog fra Norden, 1865 5–150. Erik Arup: Danm.s hist. I, 1925 (fot. optr. 1961). Otto Rydbeck: Ärkebiskop A. S.s grav i Lunds domkyrka, Lund 1926. Sigv. Skov i Seandia XIII, Sth. 1940 171–95 og XIX, 1948 9 169–95. Samme i Festskr. til Erik Arup, 1946 107–17. Samme i Kirkehist. saml. 7.r.II, 1954–56 281–331. Jørgen Pedersen sst. 1980 31–73. Laur. Weibull: Skånes kyrka från älsta tid till 1274, 1946. Stig Iuul i Svensk juristtidn. XXXIII, Sth. 1948 6–21. Hal Koch i Den danske kirkes hist. I, 1950. Aage Kabell i Archivum latinitatis medii aevii. Bulletin du Cange XXVIII, Bruxelles 1958 19–30. Aksel E. Christensen i Danm.s hist. I, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig