Adam Tratziger

Adam Tratziger, Adam Dratzieher, 1523-17.10.1584, gottorpsk kansler. Født i Nurnberg, begravet i Hamburg domk. Efter allerede som juridisk student i Leipzig (fra ca. 1540; baccalaurgraden 1543 el. 44) at have vakt opmærksomhed ved energi og fremadstræben tog T. 1546 doktorgraden i Frankfürt a.d.Oder. I dec. s.å. kaldtes han til Rostock som professor og syndicus, og syv år senere modtog han, samtidig med sit ægteskab med en dame af anset hamburgsk familie, i sommeren 1553 bestalling som syndicus i Hamburg. Som sådan ledede han stadens udenrigspolitik på en næsten uafbrudt række af gesandtskabsrejser. Allerede 1556 virkede han tillige i hertug Adolf af Gottorps tjeneste som "Hat von Haus aus", men først 1558 tog han ophold på Gottorp som kansler – et embede der ikke havde været besat i en årrække, men som under T.s ledelse, takket være hans dygtighed og hans allerede på et tidligt stadium meget stærke indflydelse på hertugen, fik en hidtil ukendt betydning. Allerede 1557 og 1559 – i anledning af Ditmarsken, hvis erobring ved gottorpsk magt alene han tilrådede – optrådte han som sin herres fortrolige. 1558 og 1559 foretog han to sendefærd til England for at skaffe de gottorpske lande stabelretten for den engelske klædehandel, i hvilken han selv havde anbragt kapital. I øvrigt omfattede hans diplomatiske virksomhed på en lang række møder, kreds- og rigsdage ifølge forholdenes natur især Danmark og Tyskland. Han ledede, for kun at nævne de vigtigste tilfælde, underhandlingerne med Hamburg (1573, 1580) og med Sachsen-Lauenburg (i 1570'erne), ved hvilke det lykkedes ved snild benyttelse af stridighederne mellem de lauenburgske fyrster at vinde Tremsbüttel og Steinhorst amter for Gottorp. For at sikre den kongelige og gottorpske fyrstelinje arveretten til Oldenburg erhvervede han ved rigsdagen i Speier 1570 for begge linjer et kejserligt ekspektancebrev som dog blev anledning til kritik af T. fra kongelig side, idet brevets vilkår med rette opfattedes som gunstigere for Adolf end for Frederik II. Også under de langvarige forhandlinger med kongen om forleningen med Slesvig repræsenterede han sin herre, og når disse ved traktaten i Odense 1579 endte med et for den gottorpske opfattelse af lenets karakter forholdsvis gunstigt resultat, skyldtes det utvivlsomt T. og hans uofficielle samtaler med den mæglende sachiske gesandt (Hansborg Cap. XVII, 57, Rigsark.). – I kanslerens virksomhed indadtil var ledelsen af retsplejen et hovedpunkt. Den ditmarsiske landret af 1567 og den med denne overensstemmende ejderstedske landret af 1572 (begge uddragne af sachsisk ret, med ringe hensyn til landenes gamle love) var hans værk, ligeledes den fælles landretsforordning af 1573. Den sidste forfattede han i fællesskab med den kongelig statholder Henrik Rantzau, med hvem han overhovedet samarbejdede inden for fællesstyrelsens forskellige områder. Den gottorpske kirkes dygtige overhoved, Paul v. Eitzen, hvem han havde bragt i forbindelse med hertugen, støttede han, især i bekæmpelsen af det slesvigske domkapitel. Kapitlets nederlag blev ham også til personlig fordel, idet han herved erhvervede en del af dets grundejendom i Slesvig. Også de lauenburgske underhandlinger benyttede han til vinding af gods. Sit holstenske gods Wandsbeck (tidligere ejet af hans hustrus slægt) solgte han efter kun syv års besiddelse 1564 til Henrik Rantzau.

I samtiden var T. yderst ilde lidt så at hans bratte død ved en kørselsulykke ansås for en guddommelig straf. Man betragtede ham som hertugens onde ånd, og især Adolfs brutale fremfærd over for domkapitlet tilskrives T. Det bør dog erindres at den samtidige tradition sandsynligvis for en væsentlig del stammer fra hans modstandere, især blandt kannikerne. Med mænd som hertug Adolf, Henrik Rantzau og Paul v. Eitzen viste han evne til samarbejde, og i en snæver kreds kunne han virke tiltrækkende ved sin skarpe, livlige intelligens der var forbundet med veltalenhed og en imponerende hukommelse. Vist er det imidlertid at kynisme og hensynsløshed prægede hans offentlige og private færd – men lige så utvivlsom var hans dygtighed som skarp jurist, smidig diplomat og energisk politiker. Hvor eftertragtet hans tjeneste i egenskab af "lærd Landsknægt" var fremgår deraf, at han 1557 foruden at være syndicus i Hamburg var forpligtet både over for Hans den Ældre og hertug Adolf. Som embedsmand var han en skikkelse af typisk interesse inden for de nordiske landes og specielt det gottorpske hertugdømmes forvaltningshistorie – den nyere tids verdslige, juridisk uddannede kansler, en energisk forfægter af det gottorpske standpunkt både over for Danmark og de tyske fyrster og ligeledes indadtil en nidkær tjener af sin selvvalgte fyrstes magt, uden for megen hensyntagen til landets og folkets nedarvede egenart. – Ved siden af sin praktiske indsats drev han videnskabelig syssel. En del juridiske afhandlinger udmærker sig ligesom hans lovarbejder ved en klar tankegang og stil. Han efterlod sig desuden historiske samlinger og manuskripter, blandt hvilke en kortfattet beskrivelse af Slesvig by (trykt i Westphalens Monumenta III, 1743) og en meget omfangsrig Hamburgs historie, trykt af Lappenberg (1865). Begge de nævnte værker blev inden udgivelsen i afskrift stærkt benyttet af samtidige og senere historikere.