Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ditlev Wibe

Oprindelig forfatter SHei
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ditlev Wibe, Ditlev Vibe, 15.11.1670-5.10.1731, oversekretær i danske kancelli, statholder i Norge. Født på Breitenburg, død i Kristiania, begravet i Kbh. (Petri k.). Fra 1678, da faderen fik overdraget kronprins Frederik (IV)s uddannelse, blev W. opdraget sammen med den jævnaldrende tronfølger. Mens resultaterne af kronprinsens opdragelse -måske på grund af Christian Vs skepsis over for boglig lærdom – bestemt ikke var fremragende sørgede faderen for at W. selv fik en meget oml hyggelig uddannelse med henblik på den karrier re i statens tjeneste som hans forbindelser og venskab med kronprinsen gav udsigt til. Hans uddannelse afsluttedes med en flerårig dannelsesrejse til de vigtigste europæiske hovedstæder. Af instruksen for hans hovmester, den senere Lübeckborgmester Daniel Müller fremgår, at hovedvægten skulle lægges på historiske og statsvidenskabelige studier. Efter hjemkomsten blev W. 1695 kammerjunker hos prins Carl og 1697 hos Christian V selv. Sammen med Christian v. Lente og Christian Sehested ledsagede han 1697 C.S. v. Plessen til kongressen i Rijswijk. Ved de politiske omvæltninger der fulgte efter Christian Vs død 1699 udnævntes W. til oversekretær i danske kancelli, mens Christian Sehested efter T. B. v. Jessens afsked som følge af den uheldige krig mod Sverige 1700 blev oversekretær i tyske kancelli. Sammen fik de to mænd afgørende indflydelse på dansk indenrigs- og udenrigspolitik gennem det meste af en snes år. 1700-05 havde W. sæde i de fleste af de såkaldte kommissioner for Københavns rådstue. 1708 blev han geheimeråd og fik sæde i konseillet. 1708-09 ledsagede han Frederik IV på dennes Italiensrejse sammen med Lente, Iver Rosenkrantz og C. D. Reventlow.

Kongens fravær sinkede de diplomatiske forhandlinger med Rusland og Polen-Sachsen om en dansk indtræden i krigen mod Sverige. Frederik IV søgte at trække forhandlingerne i langdrag, men der kan ikke herske tvivl om at W., der i den svensk-gottorpske alliance så den alvorligste trussel mod Danmarks sikkerhed, ivrigt søgte at påvirke kongen til fordel for krigspolitikken bistået af Sehested og den gamle Otte Krabbe. Disse tre repræsenterede i konseillet det nationale parti i modsætning til Lente og J. G. v. Holstein der af politiske og finansielle grunde frarådede krigen. I de følgende års krigs-politik var W. den drivende kraft. Han arbejdede for det tættest mulige samarbejde med Rusland og det var måske især hans fortjeneste, når sammenkomsten mellem Frederik IV og zar Peter den Store i Hamburg maj 1716 trods en række mærkværdige fejltrin fra dansk side, der kun kan skyldes uenighed i den danske ledelse, førte til Altonatraktaten 3.6.s.å. hvis hovedpunkt var beslutningen om en kombineret dansk-russisk landgang i Skåne.

Det var utvivlsomt en voldsom skuffelse for W. da denne plan løb ud i sandet på grund af de allieredes gensidige mistænksomhed der slog ud i lys lue under zarens påfølgende ophold i Kbh. Forbundets fiasko betød at Karl XIIs fjender hver for sig sendte fredsfølere til Sverige. Da Rusland foråret 1718 åbnede fredsforhandlinger med Sverige på Ålandsøerne måtte den danske ledelse se den mulighed i øjnene at komme til at stå alene i kampen mod Sverige. Hertil kom et engelsk pres på Danmark for at udsone sig med Sverige for at hindre en for voldsom russisk magttilvækst i Østersøområdet. Under indtrykket af disse "tvivlsomme og epineuse konjunkturer" greb Frederik IV til den uhørte fremgangsmåde at lade 34 høje civile og militære embedsmænd votere om den politiske og militære situation. I en omfattende erklæring tilrådede W. nu fred med Sverige og en tilnærmelse til England der efter hans opfattelse nu var den eneste magt der kunne garantere Danmark den gottorpske del af Slesvig. W. var heri enig med de fleste voterende. Derimod ønskede Sehested fortsat et forbund med Rusland for at tvinge Sverige afgørende i knæ. Under engelsk mægling indledtes fredsforhandlingerne med Sverige og 3.7.1720 sluttedes freden på Frederiksborg og samtidig garanterede England og Frankrig den danske besiddelse af det tidligere gottorpske Slesvig. W., der ved sekvestrationen 1713 af de gottorpske områder var blevet amtmand over Gottorp amt deltog i hyldingen af Frederik IV på Gottorp 4.9.1721 og modtog som amtmand troskabsforpligtelserne fra amtets befolkning. Edsaflæggelsen var den sidste betydelige stats-handling W. deltog i inden han sammen med Sehested sidst på året fjernedes fra konseillet. Det havde påvirket hans forhold til kongen at han var modstander af dennes ægteskab med Anna Sophie Reventlow og modsætningsforholdet til den nye dronning og dennes kreds med den nye storkansler U. A. Holstein i spidsen var sikkert hovedårsagen til hans afsked. Der var dog ikke tale om at han var i unåde og han overtog da også den vigtige post som statholder i Norge, men hans storpolitiske rolle var nu udspillet. Et tilbud om at repræsentere Danmark på kongressen i Soissons 1728 afslog han, vistnok af helbredsmæssige og økonomiske grunde. Statholderposten var ingen sinecurestilling og W. ydede i sin tiårige funktionstid en vigtig indsats. Han organiserede salget af krongods til bønderne og reorganisationen af de uhyrlige forhold ved Kongsberg jernværk skete efter hans indtrængende forestillinger. Han sikrede, at Finnmarkens befolkning kunne beholde den relativt frie handel, regeringen havde indrømmet den under krigen og holdt et vågent øje med at embedsmænd og prokuratorer ikke misbrugte deres stilling over for befolkningen. Vigtige var også hans bestræbelser for at styrke den norske integration i helstatens økonomi; at han herved anskuede problemerne fra centraladministrationens og danske særinteressers side lå i sagens natur. – De største vanskeligheder W. konfronteredes med skyldtes Kristianiabispen Bartholomæus Deichman der havde nære forbindelser til den holsteinske kreds og som i tillid hertil blandede sig i mangfoldige verdslige anliggender. Ikke mindst stødte de to mænd voldsomt sammen i matrikelspørgsmålet. Deichman havde i Kbh. foreslået en ny norsk matrikel, i hvilken anledning der var nedsat en kommission bestående af Deichman selv, amtmanden i Romsdalen Hans Nobel og storkansler U. A. Holstein mens W. heller ikke efter sin udnævnelse til statholder blev medlem. Bønder og præster var absolutte modstandere af den foreslåede matrikel og de hermed forbundne kirkesalg. W. forestillede kongen at gennemførtes disse endda slet forberedte foranstaltninger kunne den yderste konsekvens blive oprør. Febr. 1724 kaldtes både W. og bispen til Kbh. men afgørelsen faldt ud til W.s fordel eftersom det besluttedes at matriklen ikke skulle træde i kraft. Med Frederik IVs død 1730 mistede dronningens parti sin position og Christian VIs opgør med hendes tilhængere ramte også Deichman. Jan. 1731 fik W. besked på at fremskaffe anklagemateriale mod Deichmans embedsførelse. W. svarede imidlertid, at der intet var ham bekendt der kunne medføre at bispen mistede sit embede og han lod dennes suspension ske så hensynsfuldt som omstændighederne tillod. Denne handlemåde over for en falden modstander understreger W. som en mand med en betydelig personlig integritet. Da moderne undersøgelser helt mangler er det næppe muligt at give en afbalanceret karakteristik af W. som statsmand. En samtidig engelsk iagttager var ikke imponeret af hans politiske talent og noget tyder på at han bedre kunne overskue de relativt begrænsede administrative problemer i Norge end de vidtløftige politiske intriger i Kbh. Måske var den hæderlighed og det retsind han ofte gav beviser på her et handicap.

Annonce

Familie

Forældre: bestyrer af rigsgrevskabet Rantzau, senere vicekansler Michael W. (1627-90) og Margaretha Catharina Reimer (1643-83).

Ikonografi

Mal., knæstykke (Lerchenborg). Mal. i halv figur (Rosendal). Afbildet på stik af selskab i Dresden 1709 af Wolfgang efter tegn. af J. S. Mock. Mal. med elefantorden (Gavnø). Mal. med samme orden (Fr.borg), efter dette kopi (Nordiska mus., Sth.) og med ændret dragt (Norsk folkemus.). Afbildet på A. C. Rudes mal. ca. 1780 af freden på Fr.borg 1720 (Fredensborg).

Bibliografi

Edv. Holm i Hist.t. 5.r.III, 1881-82 1-160 569-700 og 6.r.V, 1894-95 297-300 304f 310. J. Boisen Schmidt sst. 1 l.r.VI, 1960-62 269-310. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720-1814 I–II, 1891-94. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I-X, 1899-1934. Wilh. Lassen: Biskop i Lund Dr. Mats Jenssøn Medelfars agnatiske descendenter, Kria. 1901 91-368. Alb. Olsen: Danm.-No. i det 18. årh., 1936. Fr. v. Jessen: En slesvigsk statsmand III, 1941. Arno Berg: Akershus slott i 1600-1700årene I, Oslo 1950. J. Boisen Schmidt: Studier over statshusholdn. i kong Fr. IVs regeringstid, 1967.

Danske mag. 8.r.V, I, 1976 24f. O. Kyhl: Den landmilil tære centraladministration 1660-1763 II, 1976.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg: Ditlev Wibe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299311