Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Sehested

Oprindelige forfattere SHei og COBA
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian Sehested, Christian Sested, 22.2.1666-19.7.1740, oversekretær i tyske kancelli, amtmand. Død på Ravnholt, begravet i Otterup k. S. tilhørte en holstensk slægt der ved faderens giftermål var blevet knyttet til den gamle danske adel hvis kulturelle traditioner prægede ham stærkt. Han voksede op på Skanderborg og blev 1687 kammerjunker. I de følgende år rejste han i udlandet. 1688 var han i Braunschweig på en mislykket frierfærd, og s.å. kom han til London hvor han oplevede den engelske revolution. 8.8.1689 blev han immatrikuleret på universitetet i Leiden hvor han studerede "politik". Herfra rejste han til Augsburg og Wien mens planlagte rejser til Paris og Italien måtte opgives. Han erhvervede gode sprogkundskaber og skrev lejlighedsdigte på fransk, tysk og latin foruden dansk. Ved hjemkomsten 1690 blev han påny kammerjunker. 1694 blev han deputeret i land- og søetatens kommissariat. 1695 ledsagede han Christian V's søn Ulrik Christian Gyldenløve til udlandet. Politisk set sluttede S. sig til C. S. Plessen som han 1697 ledsagede til kongressen i Rijswijk. 1698 blev han gesandt i Stockholm efter Jens Juel (1631–1700) og fungerede indtil krigsudbruddet 1700. 1.10. s.å. udnævntes han til oversekretær i tyske kancelli. 29.7.1707 afskedigedes han efter frimodigt at have anmodet kongen om pekuniære begunstigelser på grund af sine trykkende økonomiske vilkår. Han kaldtes dog tilbage allerede 6.7.1708 og fik samtidig sæde i konseillet. Han var nu i en årrække leder af udenrigspolitikken og samtidig chef for forvaltningen i de kongelige dele af hertugdømmerne. Under Frederik IV's udenlandsrejse oktober 1708-juli 1709 førte S. regeringen sammen med Otto Krabbe med hvem han havde et udmærket samarbejde selv om hans udenrigspolitiske anskuelser i endnu højere grad faldt sammen med oversekretæren i danske kancelli, Ditlev Wibes. I vinteren 1708–09 søgte både zar Peter og Karl XII gennem deres gesandter i Kbh. Dolgorukij og Leijonclou forbund med Danmark. Svenskerne fremhævede at det også for Danmark betød en stor fare hvis zaren fik en havn og en flåde i Østersøen. S. indrømmede dette, men erklærede et dansk-svensk forbund for en umulighed så længe Sverige støttede Gottorp mod den danske konge. Da forhandlingerne med Rusland fortsattes efter kongens hjemkomst talte S. og Wibe – i modsætning til bl.a. Chr. Lente og J. G. Holstein – for at erklære Sverige krig selv om zaren afslog at yde subsidier; tidspunktet var nu gunstigt for et opgør med den troløse nabo og måtte ikke forpasses. Frederik IV traf sin afgørelse efter deres råd, og i oktober sluttedes det dansk-russiske forsvars- og angrebsforbund. I den påfølgende 11-årige krig fastholdt S. ønskeligheden af nøje samvirken med zaren hvad der især trådte frem 1716 da der forhandledes om et fælles angreb på Skåne, og i september 1718 da statskyndige mænd i og uden for konseillet kaldtes til votering om den udenrigspolitiske situation. Han tog i spliden mellem kongens allierede, Georg I af England-Hannover og zaren, den sidstes parti og talte bestemt mod særfred med Sverige, uanset at Peter på Ålandsøerne havde indledt underhandlinger med dette rige. I dette spørgsmål var han dog helt isoleret da selv Wibe voterede for fred og en tilnærmelse til England. Hans indflydelse var nu stærkt svækket, og det var tydeligt at kongen i stadig højere grad støttede sig på den nye overkrigssekretær Christian Gabel.

Efter freden i Fr.borg (3.7.1720) tog S. virksom del i de overvejelser og foranstaltninger som knyttede sig til inkorporationen af den gottorpske del af Slesvig. Det var ham som, i overensstemmelse med kongens ønske om en indlemmelse i Danmarks krone, i det af kancelliråd J. M. Esmarch udarbejdede udkast til stændernes edsformular indføjede ordene "und Dero Crone als ein altes injuria temporum abgerissenes Stück auf ewig wieder zu incorporiren" og "secundum tenorem Legis Regia?" ligesom han gav den samme tendens udtryk i indledningen til det udstedte patent. Har han troet at forholdet derved ordnedes eller kunne ordnes på en statsretligt utvetydig måde tog han imidlertid fejl. Edsaflæggelsen på Gottorp 4.9.1721 og de derpå følgende hyldinger og edsaflæggelser var de sidste betydningsfulde statshandlinger hvori S. tog del før han fjernedes fra regeringskredsen. 31.12.1721 afskedigedes han både som oversekretær og som medlem af konseillet. Det var utvivlsomt modsætningsforholdet til den nye dronning Anna Sophie Reventlow og hendes kreds med den nye storkansler U. A. Holstein i spidsen som var hovedårsagen til at både Wibe og han måtte gå. Fra marts 1713 havde han været amtmand i Husum og Svavsted og overstaller i Ejdersted. Mod sit ønske ombyttede han nu disse amter med stillingen som stiftamtmand over Fyn og Langeland og amtmand over Odense, Dalum o.fl. amter. Livet i Odense stod for ham som meget lidt tillokkende, men han fandt sig dog efterhånden til rette og varetog sine nye embedsforretninger med energi og dygtighed. En god støtte havde han i sin højtbegavede og fintdannede hustru.

At kongen ikke havde tabt sin sympati for ham fik han på forskellig måde at mærke. Af hans diplomatiske erfaring gjorde regeringen brug ved at sende ham som overordentlig ambassadør til Paris (juni 1728-april 1731) for under og efter kongressen i Soissons at modarbejde hertug Carl Frederik af Gottorps krav om vederlag for det gottorpske Slesvig og udvirke betaling af de subsidierestancer som Frankrig skyldte Danmark. Trods sygdom og diplomatiske modintriger, især fra den gottorpske statsmand H. F. v. Bassewitz' side, opnåede han tilfredsstillende resultater på begge punkter, især takket være den storpolitiske situations for Danmark gunstige udvikling, men også i kraft af sin forhandlingsevne og det gode indtryk han gjorde i franske hofkredse. -Frederik IVs død (oktober 1730) og Christian VIs tronbestigelse medførte Holstein-kredsens fald. S. havde hørt til dens modstandere og stod blandt de nye magthavere Iver Rosenkrantz meget nær. Den nye ydrepolitiske kurs sigtede mod et godt forhold til Sverige, og den ledende svenske statsmand Arvid Horn fik trods stærk modstand fra det holstenske parti efterhånden flertal i Sekreta utskottet for den opfattelse at Sveriges bedste sikkerhed lå i en alliance med Danmark. Det blev S., engang en af de ivrigste forkæmpere for krigen mod naboriget, hvem Rosenkrantz udså til at føre allianceforhandlingerne. Marts 1734-maj 1735 var han i Stockholm som ekstraordinær ambassadør. Han samarbejdede godt med Horn, og 5.10.1734 underskrev han en forbundstraktat på 15 år hvori de to stater garanterede hinandens besiddelser og forpligtede sig til indbyrdes forsvarshjælp. "Og er saa hermed", skrev han til kong Christian, "dette af Eders kgl. Majestæt selv saa kristelig og vel overlagte, ja Gud selv behagelige Foreningsværk udi Jesu velsignede Navn fuldbyrdet og tilendebragt". Den nu snart 70-årige mand vedblev at beklæde sit stiftamtmandsembede i Odense indtil han 1740, få måneder før sin død, entledigedes under alle vidnesbyrd om kongelig nåde. Den franske gesandt Camilly skrev i april 1728 om S.: "Han gælder for at være en fuldstændig hæderlig karakter, på hvis ord man helt kan stole, og for at have et varmt fædrelandssind. For øvrigt skal han ikke være en mand med noget stort syn ...". Denne karakteristik er sikkert dækkende, men selv om S. måske manglede det store udsyn var hans udenrigspolitik afgjort realistisk. I sine yngre år var han klart antisvensk og arbejdede for en generhvervelse af de tabte landskaber øst for Øresund. Efter freden i Frederiksborg 1720 hvor i hvert fald det gottorpske spørgsmål løstes på danske præmisser modificerede han sine synspunkter og erkendte at Skåne måtte afskrives for i 1730erne at fremstå som fortaler for et nært politisk samarbejde mellem de to nordiske stater. – Af fødsel tilhørte han en holstensk slægt, men moderen var af gammel dansk adel, og dansk var hans foretrukne sprog. Modsat tidens almindelige forestillinger fremhævede han det ønskelige i at der uddannedes et diplomatisk korps af "kongens undersåtter og landets egne sønner", dvs. danske og holstenske. Hans livsførelse var alle dage i forhold til hans position mådeholden og beskeden. Han holdt skarpt øje med at fogederne på hans godser ikke begik overgreb mod bønderne, og samme holdning lagde han for dagen i sit officielle hverv som centralmagtens repræsentant på Fyn. – S. ejede bl.a. fædrenegården Nislevgård og Ravnholt som han fik med sin hustru der 1752 oprettede stamhuset Ravnholt.

Annonce

Familie

Forældre: gehejmeråd Christoffer S. (1628–99) og Merete Urne (1631–1706). Gift 26.5.1701 i Kbh. (Slotsk.) med Charlotte Amalie Gersdorff, født 5.4.1685, død 15.2.1757 på Ravnholt, d. af overceremonimester Frederik G. (1650–91) og Elisabeth Sophie Skeel (1660–90)

Udnævnelser

Hv. R. 1701. Bl. R. 1722.

Ikonografi

To forskellige mal. som hvid (Arreskov; Fr.borg) og to forskellige som blå ridder (Egeskov; Ravnholt). Afbildet på litografi 1898 efter tegn. af Rasmus Christiansen.

Bibliografi

Danms. adels årbog LVII, 1940 II 132. Edv. Holm i Hist. t. S.r.III, 1881–82 1–160 569–700. A. D. Jørgensen sst. V, 1885 117–243. Edv. Holm sst. 6.r.V, 1894–95 297 300 304f. H. Hjelholt sst. 10.r.IV, 1937–38 239 249f 252 255–60. J. Boisen Schmidt sst. 1 l.r.VI, 1960–62 289f 292 308. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 I-II. 1891–94. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I-X, 1899–1934. G. L. Wad i Fra arkiv og museum II, 1903–05 233–42. Fr. v. Jessen: En slesv. statsmand I-III, 1930–41. Chr. Elling: Holmens bygningshist. 1680–1770, 1932. Kr. Erslev: Hist. afhandl. II, 1937 54–168. Holger Hjelholt: Inkorporationen af den gottorpske del af Sønderjylland i kronen 1721, 1945. Th. Thaulow: En dansk statsmand og diplomat fra Holbergtiden, 1949. Hans Bagger: Ruslands alliancepolitik efter freden i Nystad, 1974 = Kbh.s univ.s slav. inst. Studier IV. Daniel Pulteney i Danske mag. 8.r.V, 1976 25f. O. Kyhl: Den landmilitære centraladministration 1660–1763 II, 1976.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg, C. O. Bøggild-Andersen: Christian Sehested i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297328