Severin Rasmussen, ca.1655-10.1.1727, kancelliembedsmand. Begravet i Kbh. (Petri). R. er muligvis identisk med den Severin Rasmussen som 1674 blev student fra Metropolitanskolen, og med den Severin Rasmussen "Langius" fra Kbh. som maj 1678 immatrikuleredes i Oxford. 1681 blev han sekretær i danske kancelli og fik 1687 tillige rang med assessorer i kancelliet, men udnævntes først 1691 til virkelig assessor i kancellikollegiet. 1684 blev han desuden protokolfører i højesteret, 1688 assessor i hofretten og var endvidere 1690–97 sekretær i gehejmearkivet; han har ført en bevaret konseil-protokol for indenlandske sager 1690–93 og var ligeledes protokolfører for kommissionerne i rådstuen hvoraf han 1696 blev medlem; 1693 tildeltes der ham rang med kancelliråder, 1697 beskikkedes han til virkelig kancelliråd og 1698 til virkelig justitsråd. Vel bortfaldt hans hverv som medlem af kancellikollegiet ved dettes ophævelse 1699, men han vedblev under den nye ordning at fungere som sekretær i kollegiet. Juli 1705 fandt regeringen sig imidlertid foranlediget til at skride ind imod ham fordi han i udstrakt grad havde benyttet sin stilling til at tiltvinge sig gaver af ansøgere og andre. Efter forhør i gehejmekonseillet belagdes han med husarrest, og hans papirer og værdigenstande beslaglagdes. Sept.s.å. så han sit snit til at flygte til udlandet. En nedsat undersøgelseskommission fandt ham tillige skyldig i grove krænkelser af embedshemmeligheder og dømte ham 1707 til at miste sine embeder og have sit gods forbrudt til kongen (der dog skånede hans hustrus hovedlod). Samtidig blev det R. forbudt uden udtrykkelig bevilling at vende tilbage til riget. Forgæves søgte han 1709 fra Dresden, hvor kongen da opholdt sig, om en sådan bevilling; først 1717 lykkedes det ham efter fornyet ansøgning at få tilladelse til igen at indfinde sig i riget; men efter tilskyndelse fra hustruen der var forblevet her, og som mente at hans ophold i hjemmet ville være uudholdeligt for dem begge hvis han ikke fuldstændig rehabiliteredes, gjorde han ingen brug af tilladelsen før han 1722 tillige på ny fik justitsråds karakter og rang samt ret til "at lade sig bruge i Kommissioner og andre Forretninger ligesom andre vore Embedsmænd og Betjente". Nogen ny ansættelse opnåede den aldrende mand dog ikke.

Familie

Forældre: kancelliforvalter Rasmus R. (død 1707) og Karen Sørensdatter (død 1701). Gift 1683 med Sophie Amalie Tuxen, født 1658 i Hørsholm, begr. 4.1.1730 i Kbh. (Petri) (gift 1. gang med kgl. fiskemester, amtsforvalter over Fr.borg og Kronborg amter Henrik Meincke, død 1681), d. af ridefoged, senere vicepræsident i hofretten Lorenz T. (1618–82) og Christine Jostens (død 1678).

Bibliografi

P. M. Stolpe: Dagspressen i Danm. II, 1879 (fot. optr. 1977). C. Christensen: Hørsholms hist., 1879 (fot. optr. 1976). Medd. fra det kgl. gehejmeark. 1886–88, 1889. Pers.hist.t. 2.r.IV, 1889 6. A. Tuxen sst. 3.r.V, 1896 265 271; Henny Glarbo sst. 10.r.II, 1935 154.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig