Niels Pedersen Slange

Niels Pedersen Slange, 26.7.1656-21.7.1737, kancelliembedsmand, historiker. Født i Slagelse, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Frue k.). Faderen havde på stændermødet 1660 arbejdet ivrigt for enevældens indførelse og forfremmedes til bisp året efter. Han og moderen var også meget ærgerrige på S.s vegne og gav ham en boglig optugtelse. "Til forfremmelse både i det evige og timelige" som S. skrev i sin selvbiografi. Ærgerrigheden smittede af. S. tog vistnok sit efternavn efter et emblem i sin farmors far, Viborgbispen Peder Thøgersens segl og bragte den historie til torvs at en af hans forfædre blev adlet af kong Hans med en slange som våbenmærke. Han gik i Viborg latinskole til 1674 og studerede derpå to år ved Kbh.s univ. Ung i en tid med gode muligheder for veluddannede borgerlige til at nå statens højeste poster, med den almægtige Griffenfelds eksempel lyslevende for sig, selv lovende, smuk og god til at indynde sig opgav S. præstevejen og tog på en stor, næsten femårig udenlandsrejse for at uddanne sig til statstjene-sten. Sandsynligvis med drømmen i sig om at nå op i den nye adel gjorde han den gamle adelstand der ikke var begejstret for opkomlinge til skurken i sit historiesyn der også prægedes af den store interesse han på udenlandsrejsen viede de forskellige landes konstitutioner. S. opholdt sig først i Hamburg, så halvandet år på universiteterne i Leipzig, Wittenberg og Helmstedt. Derfra tog han til Nederlandene hvor han 1678 immatrikuleredes i Leiden. Under fredsforhandlingerne i Nijmegen var han 1678–79 sekretær hos den danske ambassadør Just Høg (1640–94) og fulgte så grev Anton af Aldenburg på en ambassade til London. Derefter studerede han 1679–80 i Oxford og Cambridge: "den tid og de penge ... har jeg aldrig ... fortrudt". Siden opholdt han sig i Frankrig og bragte 1681 depecher fra Just Høg i Paris til Christian V i Pinneberg. Han fulgte nu hoffet et par måneder i Holsten og Slesvig og blev 25.6. s.å. ansat som sekretær i danske kancelli.

Siden glædede det S. at Gud på udenlandsfærden havde bevaret ham "fra al ulykke... og særdeles ... fra ondt selskab". Det gjaldt om at være fornuftig og holde sig til borgerdyderne hvis man ville frem i det timelige. Det vidste S. der med sin kone giftede sig til en del jordegods i Holbæk amt, bl.a. Viskinge. Med foden inden for centraladministrationen forstod han også smidigt, men langsomt at avancere på rangstigen som kancelli-, justits- (1702), etats- (1713) og konferensråd (1722) til han endelig opløftedes i adelstanden 1731. Ud over sit arbejde i kancelliet, fra 1730 som assessor, fik han i tidens løb en række andre hverv, således i hof- og borgretten, i politikollegiet og højesteret, i fattigdirektionen og en række kommissioner. Helt til tops nåede S. imidlertid ikke trods sin ivrige og store arbejdsindsats, og måske skuffelsen herover er baggrund for at han i stigende grad ønskede at sikre sig et eftermæle som krønikeskriver. Hans far havde været historisk interesseret og efterlod sig håndskrifter. Påvirket var S. desuden af sin onkel, historikeren og digteren Vitus Bering, af hvis samlinger en del vistnok kom i hans eje. Situationen var ham også gunstig. Der savnedes i høj grad indgående skildringer af tiden efter Christian III hvor Arild Huitfeldt slap, og især af Christian IVs lange og begivenhedsrige historie. S. foretog da også omfattende kildeindsamlinger hertil igennem de mange år hvor han som embedsmand fik lejlighed til indblik i talrige dokumenter, ikke blot fra danske, men også tyske kancelli. Hertil kom at han gjorde flittige udtog fra store værker som Theatrum Europæum og Londorps Acta Publica, særlig optaget som han var af udenrigspolitikkens forløb. S.s først kendte arbejde blev dog kancelliets historie fra Frederik Is til Frederik IVs tid fra 1707 der siden i udtog blev trykt af P. F. Suhm (Nye Saml. I, 1792 1–28). Det næste arbejde blev hans siden af historikerne stærkt debatterede skildring af statsomvæltningen 1660 som han smukt indbundet overdrog Fredrik IV 1720 (GI. kgl. saml. 905 fol.). S.s skildring var i det væsentlige sekundær og hovedkilden et fra enevældens første generation stammende kompilationsarbejde der havde til hensigt at give gejstligheden æren for suverænitetserklæringens gennemførelse. Det ønskede S. ikke at gøre. I sin lyst efter på én gang at vise originalitet og glorificere kongemagten gjorde han op med den officielle traditions opfattelse at Frederik III så godt som enstemmigt af stænderne og ved deres initiativ modtog enevoldsmagten. I stedet for tilskrev S., næppe ubeføjet, Frederik I IIs eget initiativ i hans indædte kamp mod den standsegoistiske adel afgørende betydning og fremdrog som bevis et kongebrev af 26.9.1660 som han enten selv konstruerede eller snarere stilistisk omarbejdede og indholdsmæssigt fortegnede idet han således fulgte store forbilleder i den århundredgamle pragmatiske historietradition som han tilhørte. Sandsynligvis smigrede S.s opfattelse den forfængelige Frederik IV, men udgivet blev værket ikke da det i modsætning til den omtrent samtidig af Ludvig Holberg forfægtede officielle version kunne tjene til at støtte omverdenens kritik af den danske absolutisme som et usurpatorisk despoti i lighed med det bl.a. af Montesquieu i Lettres Persanes hudflettede. Givet er det at han ikke blev afskrækket fra at videreføre sine studier og hovedsynspunkter på et dog også mindre kontroversielt tidsrum, nemlig i sit store hovedværk Den Stormægtigste Konges, Christian den Fierdes ... Historie. Dette overrakte han 1732 efter års intensivt arbejde Christian VI i manuskript og bad om kongelig tilladelse og pengehjælp til trykningen. Værket var en kraftpræstation af den da 76-årige olding. Nu måtte eftermælet da være sikret. Men nej. Man har næppe stolet helt på S.s pålidelighed. S. "kunne herlig lyve" lød det om ham som privatmand. Og netop ved den tid tog en modtradition blandt historikerne sin begyndelse. Den lagde afgørende vægt på hensynet til den kritisk historiske sandhed, ikke som S. blot på den digteriske og anekdotiske. Samtidig søgte den mere eller mindre nødtvungent at honorere det til gengæld for kongemagten og S. særlig betydningsfulde krav om hensyn til gloria regis. Der skete da det sorte uheld for den kildekritisk uskolede og uinteresserede S. at den nye retnings store kritiske geni Hans Gram af kongen blev sat til at gennemse manuskriptet. Samarbejdet blev forståeligt alt andet end harmonisk mellem den gamle selvbevidste forfatter og hans skarpe, skånselsløse og hidsige kritiker. Skønt Gram ved første gennemlæsning opdagede adskillige fejl og mangler anbefalede han dog trykning, næppe upåvirket af S.s trusler om i modsat fald at anklage ham for misundelse. Først 1734–35 opstod dog den store krise da Gram efter trykningen af tiden indtil Kalmarkrigen ved nøjere gennemgang opdagede "dels falske narrata, dels urigtige conjectura? og derpå byggede urigtige raisonnements over facta". For tiden 1613–19 førte de stride tovtrækkerier, og Gram foreslog en række ændringer over for den rasende S. Dennes modstand dæmpedes dog efterhånden af alder og svagelighed så værket fra o. 1620 ifølge Gram langt mere blev "mit end hans". Selv for denne sidste periode er dog den strengeste kritik nødvendig. Gram overså nemlig meget skidt i det også svært overskuelige værk der er gammeldags kronologisk opbygget med hovedafsnit år for år. Denne arbejdsmåde bidrog til at de fortløbende begivenheder ikke sås i tilstrækkelig organisk sammenhæng og til at det blev så svært for S. og Gram at skelne stort fra alt for meget småt. Den personpsykologiske forståelse i værket som helhed var dertil ringe og de sociale og økonomiske forhold behandledes stedmoderligt. Til gengæld var Gram modsat historikerne efter 1864 ikke uenig med S. om de to i hovedsagen også rigtigt sete hovedtendenser. Den ene var skildringen af Christian IV som den "brave" monark der heroisk forsvarede sine riger mod den onde svenske nabos aggressivitet og dét på trods af rigsrådets standsegoistiske sabotage. Den anden tendens blev da forsvarsspørgsmålet hvor kongens forsvarsvilje pristes på bekostning af den selvtilstrækkelige pacifistiske adelsvældes forsvars-uvilje der fik ansvaret for Sveriges lemlæstelse af Danmark. Det lidt skæve i S.s og Grams opfattelse skyldtes at de som absolutismens fyrstetjenere ikke i tilstrækkelig grad havde, eller af hensyn til gloria regis ville have, blik for det egentlig aggressive i Christian IVs udenrigspolitik der bundede i det traditionsbestemte ønske, ikke om status quo, men sejr over Sverige. Hertil kom at de ikke så hvorledes det forsvarsuvillige i rådets udenrigspolitik hang snævert sammen med adelens økonomiske problemer og indre magtkamp mod Christian IV. Skønt slet som kildekritiker og mindre klart skuende som syntetisk historiker fik S. dog med sin flid, med sin for tiden yderst omfattende kildelæsning og med hjælp fra Gram skabt et blivende hovedværk i vor historiske litteratur. Dette er ganske vist af de kildekritisk fikserede historikergenerationer siden 1864 med J. A. Fridericia og C. O. Bøggild-Andersen i spidsen blevet alt for hårdt og samtidig delvis forkert vurderet, men det skyldes at disse historikere ikke blot i meget iagttog den betydelige statsdannelse under Christian IV i lyset af deres samtids Danmark som småstat, men også ud fra deres samtids skandinavisk prægede forsoning med Sverige i stedet for ud fra den tidligere ubønhørlige nordiske magtkamp. De bestred derfor de nævnte to hovedtendenser som S. og hans tid så. Desværre fik hverken S. eller Gram lov til at se værket i færdig skikkelse. Det udkom 1749 i to smukke og pompøse foliobind på over 1500 sider.